L 108 Lov om ændring af lov om almindelig arbejderbeskyttelse.

Af: Arbejds- og boligminister Johan Philipsen ()
Samling: 1973-74 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 256 af 22-05-1974
Efter 1. behandling henvist til arbejdsmarkedsudvalget.

Ved loven tilvejebringes der hjemmel for at udfærdige bestemmelser, der opfylder den europæiske overenskomst af 1. juli 1970 om arbejdet for besætninger på køretøjer i international vejtransport (AETR). Overenskomsten indeholder regler om chaufførers køretid og hviletid, alder m.v. samt regler om køretøjets bemanding.

Reglerne svarer nøje til De europæiske Fællesskabers regler for landevejstransport, jfr. rådsforordning 543/69, som ændret ved rådsforordningerne 514/72 og 515/73 om harmonisering af visse sociale forskrifter inden for landevejstransport.

Til gennemførelse af EF-reglerne vedtog folketinget den 29. november 1972 lov nr. 508 om kontrol med overholdelsen af De europæiske Fællesskabers forordninger om arbejderbeskyttelse inden for landevejstransport, jfr. Folketingsårbog 1972-73, side 101 f.

Om baggrunden for tidspunktet for lovforslagets fremsættelse oplyste arbejdsministeren i sin fremsættelsestale, at der blandt EF-landene havde været enighed om det ønskelige i, at EF-landene foretog ratifikation af overenskomsten samtidig og senest i foråret 1974; det ville derfor være nødvendigt, at også Danmark var rede til at ratificere overenskomsten og have sin følgelovgivning i orden.

Lovforslaget blev ved 3. behandling vedtaget enstemmigt med 164 stemmer.
Partiernes ordførere
Otto Mørch (S), Svend Bay (FP), Povl Brøndsted (V), Paul Elmholt (RV), Adam Møller (KF), Hans Jørgen Iversen (CD), Aage Frandsen (SF), Willy Bracher (KrF), Niels Mølgaard (DR) og Ib Nørlund (DKP)