Ved folketingsbeslutningen tilvejebringes et nyt stående folketingsudvalg, det energipolitiske udvalg, hvortil udvalgsbehandlingen af energipolitiske sager i folketinget tænkes henlagt.
Bestemmelsen herom, der er indsat i folketingets forretningsorden § 7, stk. 1, som et nyt nummer 5, har følgende ordlyd:
"5) Det energipolitiske udvalg, bestående af 21 medlemmer. Herunder hører sager om tilførsel, produktion og anvendelse af olie, gas, kul, uran, elektricitet og andre energiformer. Herunder hører også sager om ejerforhold, placering, sikkerhed og miljøbeskyttelse vedrørende energianlæg. Udvalget varetager de opgaver, der ved lov om naturgasforsyning, § 2, er henlagt til et af folketinget nedsat udvalg. Videre påhviler det udvalget gennem vedkommende minister at holde sig underrettet om atomenergikommissionens arbejde og at gennemgå kommissionens årlige beretning, som udvalget kan gøre indstilling om, jfr. § 4 i lov om en atomenergikommission.
De beføjelser, der ved lov om naturgasforsyning — lov nr. 294 af 7. juni 1972 — er henlagt til "et af folketinget nedsat udvalg", og som nu er henlagt til det energipolitiske udvalg, har hidtil været henlagt til erhvervsudvalget.
Den ligeledes til udvalget henlagte opgave, at følge atomenergikommissionens arbejde — lov nr. 312 af 21. december 1955 § 4 — har hidtil påhvilet udvalget angående videnskabelig forskning.
Beslutningen indeholdt endvidere enkelte redaktionelle ændringer.
De i beslutningen indeholdte ændringer af forretningsordenen trådte i kraft straks efter vedtagelsen.
Ingen bad om ordet ved forslagets første og anden (sidste) behandling i folketinget. Forslaget gennemførtes uden udvalgsbehandling og vedtoges ved anden (sidste) behandling enstemmigt med 130 stemmer.