B 53 Forslag til folketingsbeslutning om ændring af loven om styrelse af højere uddannelsesinstitutioner.

Af: Ingolf Knudsen (CD) , Poul Boeg (CD) , Erhard Jakobsen (CD) , Ib Larsen (CD) , Arne Melchior (CD) og Lena Pedersen (CD)
Samling: 1973-74 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til undervisningsudvalget.

Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:

"Folketinget opfordrer regeringen til inden 1. oktober 1974 at fremsætte lovforslag om ændringer i lov nr. 362 af 13. juni 1973 om styrelse af højere uddannelsesinstitutioner, der

a) gør fakultetsrådene (§ 11-rådene) besluttende med hensyn til ansættelser, studieordninger og dispensation fra studieordninger,

b) gør studienævnene til rådgivende organer på disse områder,

c) nedlægger centralstudienævnene, idet centralstudienævnenes beføjelser ifølge styrelseslovens § 14 overføres til fakultetsrådene (§ 11-rådene).

Endvidere opfordres regeringen til

1) at drage omsorg for, at folketinget fastsætter den overordnede målsætning for de højere uddannelser, således at bl. a. alsidighed og niveau sikres,

2) at en sagkyndig bedømmelse og koordinering på landsplan af uddannelsestilbudene på hvert fagområde sker i fagudvalg bestående af: faginspektører, fagkyndige repræsentanter fra læreanstalter, repræsentanter fra aftagergrupper samt studerende."

Af bemærkningerne fremgår, at centrum-demokraterne finder, at de væsentligste grunde til de uheldige virkninger af styrelsesloven (lov nr. 362 af 13. juni 1973), er den kompetence, derer tillagt de paritetisk sammensatte studienævn.

Ved 1. behandling fandt undervisningsministeren, at forslaget til folketingsbeslutning var forhastet, idet styrelsesloven endnu ikke var trådt i kraft i fuldt omfang, kun 3 undervisningsinstitutioner (Odense og Århus universitet samt Roskilde universitetscenter) havde afholdt valg i henhold til de nye godkendte statutter. Det, der var behov for nu, var snarere arbejdsro på styrelsesområdet. (Styrelsesloven er omtalt i Folketingsårbog 1972-73, side 351.)

Ritt Bjerregaard (S) kunne heller ikke medvirke til en ændring af styrelsesloven på nuværende tidspunkt, hvilket Peter Holst (V), Edele Kruchow (RV), Kristine Heltberg (SF) og Flygaard (DR) tilsluttede sig. Träff (FP) fandt, at forslaget burde behandles som hastesag, hvorimod Bendix (KF) mente, at forslaget havde sammenhæng med den drøftelse, der skulle foregå i undervisningsudvalget af helhedsplanen for de højere og videregående uddannelselser, se under Redegørelser (5). Chr. Christensen (KrF) var enig i begrundelsen for forslaget, medens hverken Freddy Madsen (DKP) eller Flygaard (DR) kunne tiltræde dette.

Foruden ordførerne talte Poul Boeg (CD).

Undervisningsudvalget afgav ikke betænkning over forslaget.
Partiernes ordførere
Ritt Bjerregaard (S), Jason Träff (FP), Peter Holst (V), Meta Ditzel (RV), Edele Kruchow (RV), Per Bendix (KF), Kristine Heltberg (SF), Christian Christensen (KrF), Ole Flygaard (DR) og Freddy Madsen (DKP)