B 13 Forslag til folketingsbeslutning om afskaffelse af afskrivningsfordele for deltagere i kommanditselskaber.

Af: Sigurd Ømann (SF) , Morten Lange (SF) og Henning Philipsen (SF)
Samling: 1973-74 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:

"Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte forslag om en afskrivningsreform, som afskærer skattefordele ved at tegne anparter i kommanditselskaber."

Forslaget var ledsaget af følgende bemærkninger:

"Den nyligt oplevede annoncekampagne for tegning af anparter i skibe (trusserederier) var et udtryk for, at de omhandlede anparter efterhånden er blevet vanskeligere at afsætte. Socialistisk folkeparti må på denne baggrund anse det for nødvendigt at værne godtroende købere og forhindre umoralske skattefordele ved helt at afskaffe spekulationen i skibsanparter.

Reformen kan gennemføres enten ved at behandle kommanditselskaber som aktieselskaber eller ved at betragte kommanditister som rene långivere. Socialistisk folkeparti vil anbefale regeringen, at den overalt i skattelovgivningen betragter kommanditister som almindelige långivere."

Ved forslagets 1. behandling udtalte finansministeren, at han fandt forslaget overflødigt, idet regeringen ville fremsætte lovforslag netop med henblik på at afskaffe urimelige skattefordele for kommanditselskaber m. m., og et sådant lovforslag kunne forventes inden for den kommende uge.

Af ordføreren for de øvrige partier udtalte kun Knud Jespersen (DKP) direkte sympati for forslaget, medens hovedparten af de øvrige ordførere ville afvente fremkomsten af regeringens lovforslag (om dette se A. II. nr. 3).
Partiernes ordførere
Knud Heinesen (S), Mogens Glistrup (FP), J. E. Foged (V), Dagmar Andreasen (RV), Ib Stetter (KF), Børge Johansen (CD), Sigurd Ømann (SF), Christian Christensen (KrF), Ole Flygaard (DR) og Knud Jespersen (DKP)