L 91 Lov om mønstring af søfarende m.v.

Af: Handelsminister Erling Jensen ()
Samling: 1972-73
Status: Stadfæstet
Lov nr. 48 af 31-01-1973
Efter 1. behandling henvist til arbejdsmarkedsudvalget.

Loven tilsigter i stedet for det tidligere system med en forudgående kontrol at gennemføre en efterfølgende kontrol af lovgivningens krav til de søfarende. Denne kontrol agtes baseret på standardblanketter, der efter hver på- og afmønstring af skibsføreren indsendes til en central mønstringsmyndighed. Det nye mønstringssystem agtes administreret i et direktorat for søfarende, som desuden skal forestå administrationen af sygesikringen og dagpengeordningen for søfarende samt visse grene af administrationen af sømandsloven, som nu ligger i handelsministeriet.

Det foreslåede mønstringssystem vil kræve et betydelig mindre personale end det nuværende og også på anden vis betyde en rationalisering af mønstringsadministrationen. Administrationen samles i en central myndighed, og toldvæsenets og udskrivningsvæsenets kontorer i havnene fritages for mønstringsarbejdet. Dertil kommer, at det nye system vil blive mere effektivt, idet samme regler vil være gældende for skib og besætning, hvad enten mønstringen finder sted i dansk eller udenlandsk havn.

Ved lovens vedtagelse udskiltes mønstringsbestemmelserne fra lov nr. 76 af 31. marts 1937 om forhyring og mønstring af skibsmandskab, medens forhyringsreglerne ikke berøres af den vedtagne lov.

Handelsministeren gav under et samråd i udvalget tilsagn om i det kommende folketingsår at fremsætte lovforslag om revision af bemandingsloven og sønæringsloven samt de deraf følgende nødvendige ændringer i uddannelseslovgivningen.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt med 133 stemmer.
Partiernes ordførere
Jens Risgaard Knudsen (S), Jens Peter Jensen (V), Knud Thomsen (KF), Gerda Nielsen (RV), Kurt Brauer (SF) og Arne Larsen (SF)