L 89 Lov om administration af Det europæiske økonomiske Fællesskabs forordninger om markedsordninger for landbrugsvarer m. v.

Af: Landbrugsminister Ib Frederiksen ()
Samling: 1972-73
Status: Stadfæstet
Lov nr. 595 af 22-12-1972
Efter 1. behandling henvist til landbrugs- og fiskeriudvalget.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.

Loven er inddelt i 5 kapitler, hvoraf Kapitel 1 (§§ 1-8) omhandler administrationen af markedsordninger m. m.

Ifølge § 1 bemyndiges landbrugsministeren til at fastsætte de bestemmelser og iværksætte de øvrige foranstaltninger, der er nødvendige for anvendelse her i landet af Det europæiske økonomiske Fællesskabs forordninger om

1) markedsordninger for landbrugsvarer,

2) ordninger for varer, ved hvis fremstilling der er anvendt landbrugsvarer, og

3) oplysninger om indkomstforhold og driftsøkonomiske forhold i landbruget.

Ministeren kan dog fastsætte bestemmelser om fravigelse af regler i forordningerne i det omfang, disse indeholder adgang hertil, og endvidere bestemmes det, at for varer, der henhører under handelsministeriet, udøves beføjelserne efter loven af handelsministeren.

§ 2 indeholder de nærmere bestemmelser om nedsættelse og sammensætning af et udvalg med den opgave at rådgive med hensyn til stillingtagen til Det europæiske økonomiske Fællesskabs landbrugspolitik samt med hensyn til tilrettelæggelse af administrationen af de af § 1 omfattede forordninger. Landbrugsministeren kan dog også henlægge afgørelser eller dispositioner i henhold til disse forordninger til udvalget eller bestemte brancheorganisationer.

Ifølge § 3 kan ministeren efter forhandling med det i § 2 nævnte udvalg fastsætte, at eksportører af danske landbrugsvarer skal overholde de af ham for udførsel til det pågældende marked fastsatte vilkår, herunder at eksportøren for opnåelse af autorisation skal stille sikkerhed.

Bestemmelserne om afgifter er indeholdt i §4, der har følgende ordlyd:

"§ 4. Landbrugsministeren kan efter indstilling fra udvalget fastsætte bestemmelser om betaling af afgifter af landbrugsvarer, der fremstilles her i landet, og om betaling af de samme afgifter af tilsvarende landbrugsvarer, der indføres her til landet, samt om, i hvilket omfang sådanne afgifter skal refunderes for landbrugsvarer, når disse anvendes som materiale i industrielt fremstillede varer.

Stk. 2. Afgifterne indgår i en fond, der bestyres af udvalget. Fondens midler kan med ministerens godkendelse anvendes til fremme af sådanne erhvervsøkonomiske foranstaltninger vedrørende produktion og afsætning af de af loven omfattede varer, som ikke er i strid med Fællesskabets regler. Ministeren fastsætter de nærmere bestemmelser for fonden om administration og regnskabsaflæggelse. Fondens regnskab revideres af 1. revisionsdepartement.

Stk. 3. Landbrugsministeren meddeler ved hvert finansårs udløb folketingets landbrugs- og fiskeriudvalg, hvilke afgifter der er opkrævet i henhold til § 4, og hvorledes midlerne er anvendt."

Ifølge § 5 kan det pålægges importører, eksportører, producenter, handlende og brancheorganisationer at give de oplysninger, der er nødvendige for at opfylde Fællesskabets regler om medlemslandenes indberetningspligt på landbrugsområdet.

§§ 6 og 7 indeholder bestemmelser om kontrol dels med overholdelsen af kvalitets- og handelsnormer, dels med varer, for hvilke der udbetales ydelser, eller af hvilke der opkræves afgifter.

Lovens kapitel 2 (§§ 9-15) indeholder bestemmelser om oplag og fremstilling af varer under toldkontrol. De nødvendige straffebestemmelser er indeholdt i kapitel 3 (§§ 16 og 17), og endvidere er der i kapitel 4 (§§ 18 og 19) indsat en række overgangsbestemmelser.

Endelig fremgår det af kapitel 5, at loven træder i kraft den 1. januar 1973 (§ 20), at den ikke gælder for Færøerne (§ 21), og at forslag om revision skal fremsættes senest i folketingsåret 1974-75 (§ 22).

Om baggrunden for lovens gennemførelse blev der i bemærkningerne til det fremsatte lovforslag oplyst følgende:

"Ved Danmarks tiltrædelse af De europæiske Fællesskaber skal der iværksættes de foranstaltninger, der er nødvendige for anvendelse her i landet af de forordninger om markedsordninger for landbrugsvarer, om ordninger for varer, ved hvis fremstilling der er anvendt landbrugsvarer, og om oplysninger om indkomstforhold og driftsøkonomiske forhold i landbruget, som allerede er givet af Rådet og Kommissionen i henhold til traktaten om oprettelse af Det europæiske økonomiske Fællesskab.

Til iværksættelse af foranstaltninger for anvendelse af allerede gældende forordninger og for anvendelse af fremtidige forordninger her i landet kræves hjemmel i den nationale lovgivning.

Der vil opstå en række nye administrative opgaver i forbindelse med administrationen af markedsordningerne for landbrugsvarer som interventionsopkøb, oplagring, realisering af overskudsbeholdninger, udbetaling af eksportrestitutioner, denatureringspræmier m. m. Til at rådgive landbrugsministeriet med tilrettelæggelsen af administrationen af markedsordningerne foreslås nedsat et udvalg. Endvidere er det tanken gennem inddragelse i arbejdet af bestående eksportudvalg på forskellige brancheområder og af producentsammenslutninger at sikre fornøden ekspertise.

Det er tanken senere at nedsætte et særligt udvalg til behandling af landbrugets strukturspørgsmål.

Med hensyn til omfanget af og udgifterne ved administrationen af markedsordningerne for landbrugsvarer bemærkes, at det på indeværende tidspunkt endnu ikke er muligt at danne sig et sikkert skøn over omfanget af administrationen, men det må forventes, at den vil blive af betydeligt omfang og beskæftige et betydeligt antal medarbejdere.

Visse af bestemmelserne fra den nugældende afsætningslov foreslås videreført i det omfang, det er foreneligt med Fællesskabets regler. Dette gælder bestemmelser om særlige vilkår for udførsel af danske landbrugsvarer til visse markeder og betaling af produktionsafgifter af danske landbrugsvarer. Endvidere foreslås landbrugsministeren bemyndiget til at opkræve samme afgift som produktionsafgifterne af tilsvarende landbrugsvarer, der indføres her til landet.

I øvrigt tager dette lovforslag alene sigte på administrationen af de i § 1 omhandlede forordninger og giver ikke landbrugsministeren hjemmel til at træffe foranstaltninger til gennemførelse af forordninger for andre af landbrugsministeriets lovområder eller for gennemførelse af direktiver. Hertil må lovhjemmel søges i de forskellige særlove, der administreres af landbrugsministeriet. Det gælder f. eks. jordlovgivningen og veterinærlovgivningen.

Såfremt fornøden lovhjemmel ikke allerede findes i bestående lovgivning, må der i hvert enkelt tilfælde tilvejebringes lovhjemmel."

Lovforslaget, der under udvalgsbehandlingen gennemgik en række mindre ændringer, blev ved 3. behandling vedtaget enstemmigt med 150 stemmer, idet dog 22 medlemmer (SF samt Dagmar Andreasen, Bernhard Baunsgaard, Meta Ditzel, Overgaard Nielsen og Skovmand (RV)) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.
Partiernes ordførere
Erik Worm (S), H. C. Toft (KF), Svend Karlskov Jensen (V), Erik Hansen (RV) og Aage Frandsen (SF)