Efter 1. behandling henvist til boligudvalget.

Ved lovforslaget foreslås § 10 stk. 3 i lov om vurdering af landets faste ejendomme, jfr. lovbekendtgørelse nr. 356 af 29. juli 1970 ændret således, at der ved ansættelsen af ejendomsværdien regnes med værdien i handel og vandel, som denne ville være ved kontant køb og for udlejningsejendomme med sædvanligt udlejningsforbehold.

Af lovforslagets bemærkninger anføres følgende:

Nærværende lovforslag er i det væsentlige en følge af de særlige forhold, der for tiden hersker på ejendomsmarkedet. Vurderingslovens principper om vurdering efter værdien i handel og vandel kunne tidligere begrundes i en større stabilitet i ejendomspriserne end den, der hersker for tiden. Vurderingen pr. 1. april 1973 vil ske på grundlag af de salgssummer, der i den seneste tid er opnået ved salg af fast ejendom.

Disse salgssummer er imidlertid bestemt af en ekstraordinært høj rente, kurstab på obligationer og pantebreve og små udbetalinger ved ejendomshandeler. Der er herved på papiret fremkommet ekstraordinært høje salgssummer, som ligger væsentlig over den kontante værdi. Man kan heller ikke udelukke, at de i forhold til kontantværdien meget høje tal har været medvirkende til yderligere at forøge den forventningsværdi, der i mange tilfælde er indgået ved handelens afslutning, og som det ikke kan være rimeligt skal være med til at påvirke vurderingen af alle de ejendomme, der ikke er handlet. Der sker således over vurderingssystemet en vekselvirkning mellem forventninger om stigende værdier og oplysninger om højere tal, som ikke er udtryk for højere værdier.

Ved de enkelte kontanthandler, som foregår f. eks. fra kommuners side, har man bemærket meget lavere salgssummer end ejendomsmarkedets normale. I hovedstadens omegn har sådanne kontanthandler ofte ligget 25-30 pct. under de sædvanlige salgssummer, ja, i enkelte tilfælde endnu lavere.

Ved indførelsen af kontantvurdering sikrer man for parcelhusenes vedkommende, at den værdi, der er grundlag for beregning af skatter og afgifter, herunder såvel formueskat som ejendomsskat, og også er grundlag for bedømmelse af en rimelig lejeværdi, der får indflydelse på indkomstskatten, er en sammenlignelig og faktisk værdi på den pågældende ejendom. Både for ejendomsskatter, formueskatter og indkomstskatter gælder det naturligvis, at disse, uanset vurderingssystemer i øvrigt, bestemmes gennem lovgivning, men det afgørende ved forslaget om kontantvurderingen er, at beslutningerne må træffes på grundlag af de faktiske værdier, ligesom det betyder, at man ikke herigennem faktisk kommer til at beskatte forventninger om fremtidige værdistigninger, der endnu ikke er konstateret. Det må endvidere påpeges, at den kontante vurdering er det eneste korrekte grundlag for vurdering til låneefterretning.

I udvalgets betænkning udtalte et mindretal (det konservative folkepartis og venstres medlemmer af udvalget), at de oplysninger, der er fremkommet under udvalgsarbejdet, har bestyrket mindretallet i den opfattelse, at de gældende regler for vurdering af fast ejendom er uegnede.

Det fremgår af materialet, at de giver mulighed for, at ens ejendomme vurderes forskelligt, og for udsving i forskellige lokale områder. Mindretallet må derfor mene, at overgangen til kontantvurdering vil medføre, at det ikke længere vil være muligt at opretholde en sådan forskelsbehandling i hvert tilfælde ikke uden, at folk bliver klar over det gennem muligheden for at sammenligne. Med de gældende regler for forhøjelse af skattepligtig indkomst ved lejevurde- ring af egen bolig og med de gældende regler for ejendomsskatter og formueskatter har vurderingen en væsentlig skattemæssig betydning. De administrative indvendinger, der har været fremsat mod forslaget, har ikke gjort indtryk på mindretallet. Man kan på ethvert tidspunkt lige indtil udskrivningen og beregningen af skatter gå over fra de gældende regler for vurdering til kontantvurdering gennem en generel omregning. Dette vil ikke skabe uligheder i sig selv, men vil derimod afsløre skævheden i det gældende system og derfor gøre det nødvendigt at rette den.

Et flertal (socialdemokratiets, det radikale venstres og socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget) har principielt sympati for den tanke, at man skulle kunne fastslå den reelle værdi af en ejendoms jord og bygninger uden påvirkning af den prioritering, der har fundet sted.

De oplysninger, som under udvalgsbehandlingen er fremkommet fra finansministeren, har imidlertid godtgjort, at den eneste praktiske måde at gennemføre en sådan kontantvurdering på er at tage udgangspunkt i den formodede handelsværdi og så ved et generelt nedslag — fastsat som en procentdel af handelsværdien — konstruere sig frem til kontantværdien. Denne bliver således et abstrakt begreb uden praktisk anvendelighed, og den tilsyneladende nedsættelse af ejendomsværdierne, som herved fremkommer, er kunstig.

For ejendommenes beskatning vil en således konstrueret kontantværdi være uden reel betydning, fordi det vil stå såvel de kommunale myndigheder som lovgivningsmagten frit for at fastsætte beskatningssatserne i forhold til den kunstigt nedskrevne kontantværdi med en højere promille, og dette vil utvivlsomt også blive tilfældet.

Hertil kommer, at en sådan ændring vil være en ikke uvæsentlig byrde på vurderingsmændene, der i forvejen har et krævende og kompliceret arbejde.

Lovforslaget blev ved 3. behandling forkastet med 93 stemmer mod 54.