L 56 Lov om ændring af lov om kommunal indkomstskat.

Af: Indenrigsminister Egon Jensen (S)
Samling: 1972-73
Status: Stadfæstet
Lov nr. 575 af 15-12-1972
Efter 1. behandling henvist til kommunaludvalget.

Efter de gældende regler fordeles en skatteyders kommunale indkomstskat mellem de kommuner, i hvilke skatteyderen har haft ophold i det pågældende kalenderår, hvorimod den amtskommunale indkomstskat udelt tilfalder amtsskattekommunen, uanset om vedkommende skatteyder har haft ophold uden for amtskommunen i kalenderåret.

Den kommunale indkomstskat i Københavns og Frederiksberg kommuner dækker også de udgifter, der er forbundet med løsningen af disse kommuners "amtskommunale" opgaver, og kan således for en dels vedkommende siges at udgøre en amtskommunal indkomstskat.

På denne baggrund undtages ved nærværende lov en del (20 pct.) af den kommunale indkomstskat for personer, der har de nævnte kommuner som skattekommuner, fra fordeling.

Endvidere forlænges den frist, inden hvilken en kommune skal gøre anmeldelse, hvis den finder fordelingen urigtig, med 3 måneder.

Endelig foretages en ændring af redaktionel karakter.

Ændringen i fordelingsreglerne for København og Frederiksberg har virkning fra og med indkomståret 1972.

Under lovforslagets 1. behandling pegede Enggaard (V) på de yderligere vanskeligheder, lovforslaget måtte påregnes at påføre en række andre kommuner, navnlig sommerhuskommuner. Disse betænkeligheder deltes af Edele Kruchow (RV).

I den af udvalget afgivne betænkning stillede et mindretal (V og RV) ændringsforslag om at udskyde ikrafttrædelsen af de nye fordelingsregler til indkomståret 1974 på baggrund af de urimelige virkninger for budgetårene 1972-73 og 1973-74, som lovforslaget ville medføre navnlig for udviklingskommunerne i hovedstadsområdet.

Dette ændringsforslag forkastedes ved 2. behandling.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget herefter enstemmigt med 100 stemmer; 45 medlemmer (V og RV) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.
Partiernes ordførere
Bent Sørensen (S), H. C. Toft (KF), Knud Enggaard (V), Edele Kruchow (RV) og Ruth Olsen (SF)