L 32 Lov om ændring af lov om udlændinges adgang til landet m. v.

(Ændringer med henblik på Danmarks tilslutning til De europæiske Fællesskaber).

Af: Justitsminister K. Axel Nielsen (S)
Samling: 1972-73
Status: Stadfæstet
Lov nr. 155 af 21-03-1973
Efter 1. behandling henvist til retsudvalget.

Dansk tilslutning til De Europæiske Fællesskaber har nødvendiggjort en række ændringer i reglerne om udlændinges adgang til at indrejse og tage ophold og arbejde i Danmark. Loven indeholder de ændringer, som anses for påkrævede i loven om udlændinges adgang til landet m. v.

Blandt ændringerne skal nævnes ophævelse af den såkaldte "generalklausul", hvorefter en udlænding kan afvises og udvises, "når hans forhold i øvrigt måtte give anledning dertil." Dette forslag svarer i øvrigt — ligesom flere andre ændringer — til forslag fremsat af den nordiske udlændingekomité. I forbindelse med dette forslag er bestemmelsen i den gældende lovs § 2, stk. 1, nr. 4, udvidet med en adgang til at afvise personer, hvis indrejse ikke er ønskelig af hensyn til den offentlige orden eller sundhed på grund af misbrug af beruselsesmidler.

Loven indeholder i øvrigt regler om en noget ændret fremgangsmåde ved behandlingen af ansøgninger om opholdstilladelse, beslutninger om udvisning m. v. Fællesskabsreglerne forudsætter, at der skal være mulighed for klage til højere administrativ myndighed, og at klage inden for en vis kortere frist skal have opsættende virkning, således at udlændingen har ret til at forblive i det pågældende land, indtil der er blevet taget stilling til hans klage. De nævnte afgørelser er derfor henlagt til politiet med justitsministeriet som klagemyndighed, og klage inden 3 dage tillægges opsættende virkning. Loven indeholder endvidere en bestemmelse om, at udlændingen kan forblive her i landet, indtil der foreligger en afgørelse vedrørende hans ansøgning om opholdstilladelse. Disse forbedringer af udlændingens retsstilling er i øvrigt i overensstemmelse med principperne i den nordiske udlændingekomités forslag.

Endvidere bemyndiges arbejdsministeren til at fastsætte regler, hvorefter udlændinge, der er fritaget for pligten til at have arbejdstilladelse, skal indmelde sig i arbejdsløshedskasse.

Det er arbejdsministeriets hensigt at udforme reglerne således, at der for udlændinge, der efter beskæftigelse og medlemskab af arbejdsløshedsforsikringen i et andet EF-land tager beskæftigelse i Danmark, kræves medlemskab af en arbejdsløshedskasse i samme omfang, som dette krav hidtil har været indsat i arbejdstilladelser.

Det bemærkes endelig, at Danmarks tilslutning til EF ikke er til hinder for at opretholde det nordiske pasområde, men lovens ændringer i reglerne om afvisning medfører, at der på enkelte punkter må ske ændringer i den nordiske paskontroloverenskomst. Der er mellem de nordiske lande efter forhandlinger på embedsmandsplan opnået principiel enighed om disse ændringer.

Lovforslaget fik ved 1. behandling tilslutning fra ordførerne for socialdemokratiet, det konservative folkeparti, venstre og det radikale venstre.

Ømann (SF) henviste til, hvad hans partis ordfører udtalte ved behandlingen i foregående samling, at partiet af den grund, at det var imod Danmarks tilslutning til EF, ikke kunne tilslutte sig forslaget.

Udvalgsbehandlingen resulterede i ændringsforslag, hvorefter bl. a. udvisningstilhold skal meddeles skriftligt og begrundet.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt med 118 stemmer, idet 15 (SF) hverken stemte for eller imod.
Partiernes ordførere
Birte Weiss (S), Hanne Budtz (KF), Per Federspiel (V), Per Gudme (RV) og Kurt Brauer (SF)