L 208 Lov om en landscentral for undervisningsmidler.

Af: Undervisningsminister Knud Heinesen (S)
Samling: 1972-73
Status: Stadfæstet
Lov nr. 419 af 13-06-1973
Efter 1. behandling henvist til undervisningsudvalget.

Loven opretter en landscentral for undervisningsmidler under undervisningsministeriet. Udgifterne til dens virksomhed afholdes af staten (§1).

Til at forestå landscentralens virksomhed vælges et repræsentantskab og en styrelse (§ 2).

De nærmere regler om repræsentantskabets og styrelsens sammensætning og beføjelser fremgår af §§ 3 og 4.

§ 6 definerer landscentralens beføjelser således:

1. foretage registrering og katalogisering af undervisningsmidler,

2. sørge for oplysning om fremstillingen af og forsyningen med undervisningsmidler,

3. virke som koordinerende organ mellem producenter og forbrugere af undervisningsmidler,

4. afgive indstilling til undervisningsministeren om indgåelse af aftaler med Danmarks radio, statens filmcentral eller andre producenter om fremskaffelse af programmateriale til undervisningsformål samt om i særlige tilfælde at forestå eller støtte fremstillingen af andre undervisningsmaterialer,

5. mod vederlag sørge for klargøring af undervisningsmaterialer,

6. foretage distribution af film, bånd og lignende materialer til skoler og andre undervisningsinstitutioner og

7. foretage distribution af materialer til skolecentralernes samlinger.

Loven træder i kraft 1. april 1974.

Lovforslaget byggede i det væsentlige på de i betænkning nr. 621 om skolebiblioteker og centraler for undervisningsmidler stillede forslag om etablering af en central institution på undervisningsmiddelområdet, idet det tillige tilsigtes at skabe rammer for de funktioner, som iflg. betænkning nr. 425/1966 om administrative og økonomiske problemer i forbindelse med anvendelse af audio-visuelle hjælpemidler i undervisningen var foreslået henlagt til at såkaldt av-institut i undervisningsministeriet.

Endelig søges der med landscentralen skabt den administrative forudsætning for, at Danmarks radios undervisningsafdelings virksomhed kan overgå fra licensfinansiering til finansiering over undervisningsministeriets budget, jfr. den enstemmige indstilling i radiokommissionens betænkning (nr. 592/1970) og betænkningen "Voksenundervisning i radio og TV" fra Danmarks radio (arbejdsgruppens 2. betænkning 1966).

I de nævnte betænkninger understreges betydningen af, at det centrale organ får karakter af en forbrugerinstitution på undervisningsmiddelområdet.

Undervisningsministeren havde i sit lovforslag foreslået, at medlemmerne af repræsentantskabet blev udpeget for 4 år ad gangen. Denne valgperiode blev under udvalgsarbejdet ændret til 2 år for derved at sikre, at sammensætningen af landscentralens repræsentantskab så vidt muligt til enhver tid kunne være afpasset udviklingen inden for de forskellige uddannelsesområder.

Ligeledes blev landscentralens opgaver ændret under udvalgsarbejdet, idet dens beføjelser til at indgå aftaler med Danmarks radio, statens filmcentral eller andre producenter om fremskaffelse af programmateriale til undervisningsformål, således som det fremgår af lovforslagets § 6, nr. 4, blev begrænset til en indstillingsret til undervisningsministeren herom.

På denne baggrund blev sammensætningen af landscentralens styrelse ligeledes ændret således, at flertallet af medlemmerne udpeges af repræsentantskabet og ikke som oprindelig foreslået af undervisningsministeren.

Under lovforslagets 1. behandling beskæftigede ordførerne sig indgående med landscentralens opgaver, herunder især dens oplysningsvirksomhed vedrørende undervisningsmidler, således som dette fremgik af lovforslagets § 12, nr. 2, og bemærkningerne hertil, ifølge hvilke undervisningsministeren agter at nedsætte et analyseudvalg, hvis kommissorium er skitseret i bemærkningerne, og agter at lade centralen distribuere de udtalelser, som udvalget måtte fremkomme med i henhold til kommissoriet.

Af udvalgets betænkning fremgår herom, at det ønsker at understrege, at dette analyseudvalg nedsættes på ministerens ansvar, og at ministeren har lovet at orientere udvalget om kommissoriet, forinden analyseudvalget nedsættes, idet ministeren forlods har oplyst, at nedenstående sætning fra bemærkningerne til lovforslaget, side 13, 1. spalte, ikke vil være indeholdt i kommissoriet: "Udvalget skal i denne forbindelse særligt hæfte sig ved, om sådanne beskrivelser og vurderinger medvirker til at fastholde traditionelle livsholdninger og adfærdsmønstre i strid med en i øvrigt ønskelig udvikling i samfundet."

Over for udvalget har ministeren understreget, at analyseudvalgets formål er at stimulere skolenævnenes interesse for undervisningsmaterialespørgsmål — at analyseudvalgets opgave er at udtale sig om, hvilket bidrag lærebøger og andre undervisningsmaterialer, der anvendes i folkeskolen, kan yde til opfyldelse af folkeskolens formål, jfr. nedenstående bemærkninger til forslag til lov om folkeskolen, side 24, 1. spalte: "Der må således i skolen stedse herske vågen opmærksomhed omkring de problemer, der knytter sig til holdningspåvirkning af eleverne. Enhver lærer må være indstillet på efter bedste evne at gøre sig bevidst, i hvilke undervisningssammenhænge han kan risikere at påvirke elevernes holdning, og han må sætte det som sit mål at opveje eventuelle passager af ensidigt påvirkende karakter med information om eksistens og indhold af alternative holdninger", og at udvalget skal sammensættes alsidigt samt være uafhængigt af landscentralen.

Lovforslaget indeholdt tillige et kapitel I om amtscentraler. Vedtagelsen af dette blev imidlertid udskudt for at sikre sammenhængen mellem folkeskolelovforslagets § 17 og forslag til lov om folkebiblioteker, idet disse sidstnævnte lovforslag blev udskudt. Herved ønskede udvalget at sikre, at alle lovbestemmelserne ville kunne træde i kraft på samme tidspunkt.

Ændringsforslagene blev vedtaget uden afstemning ved lovforslagets 2. behandling.

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 138 stemmer. 28 medlemmer (V, Gerda Tosti Nielsen) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.
Partiernes ordførere
Ritt Bjerregaard (S), Tove Nielsen (V), Flemming Jensen (KF), Ole Vig Jensen (RV) og Kristine Heltberg (SF)