L 207 Lov om Bornholmstrafikken.

Af:
Samling: 1972-73
Status: Stadfæstet
Lov nr. 272 af 23-05-1973
Efter 1. behandling henvist til udvalget om offentlige arbejder.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.

Lovens § 1 har følgende ordlyd:

"§ 1. Ministeren for offentlige arbejder bemyndiges til at oprette en statsvirksomhed, kaldet Bornholmstrafikken, hvis formål skal være at drive trafik med passagerer, post og gods til og fra Bornholm."

Endvidere giver loven ministeren bemyndigelse til at erhverve den nødvendige del af A/S Dampskibsselskabet på Bornholm af 1866 samt fastsætte retningslinier for Bornholmstrafikkens drift, anlæg og virksomhed.

Lovforslaget fik ved 1. behandling en positiv modtagelse af ordførerne for socialdemokratiet og socialistisk folkeparti, medens ordførerne for det konservative folkeparti, venstre og det radikale venstre gav udtryk for, at man ikke fandt, at lovforslaget var egnet til at løse problemerne omkring transportomkostningernes indvirkning på det bornholmske erhvervslivs konkurrenceevne.

Af udvalgets betænkning fremgår følgende:

"Et flertal (socialdemokratiets og socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget) finder, at der ved vedtagelsen af det foreliggende lovforslag skabes de bedste muligheder for at nedbringe det bornholmske erhvervslivs fragtomkostninger, således at ligestilling med de øvrige landsdele opnås. Man lægger samtidig vægt på, at øens befolkning ved lovens vedtagelse sikres tryghed i trafikforbindelserne til øen på længere sigt.

Herefter indstiller flertallet lovforslaget til vedtagelse med de af ministeren foreslåede ændringer.

"Et mindretal (det konservative folkepartis og venstres medlemmer af udvalget) kan fuldt ud tilslutte sig, at der er behov for at afhjælpe virkningerne af de store transportomkostninger for det bornholmske erhvervsliv sammenlignet med landets øvrige erhverv. Mindretallet finder imidlertid ikke, at disse problemer løses bedst ved statsovertagelse af den hidtidige private rute til Bornholm. Man ønsker samtidig at fremhæve, at kun en del af den samlede godsmængde fra øen transporteres i linjefart, således at den vil kunne omfattes af de bebudede fragtlettelser. Mindretallet finder, at en række andre muligheder for nedbringelse af de store transportomkostninger kunne være bragt i anvendelse. Man skal herved eksempelvis pege på muligheden for støtte til nedbringelse af de meget høje bornholmske havnetakster, som i de bornholmske havne opkræves med store tillæg i forhold til den øvrige del af landets havne.

Mindretallet finder det i øvrigt upassende og urimeligt, at man ved den foreslåede ordning lader Bornholms amtskommune yde et tilskud til statsovertagelsen på 4 mill. kr.

Mindretallet kan herefter ikke medvirke til lovforslagets gennemførelse.

Et andet mindretal (det radikale venstres medlemmer af udvalget) føler sig stadig ikke overbevist om, at statens overtagelse af selskabets aktiver er den ideelle måde at løse Bornholms fragtproblemer på. Disse medlemmer har både principielle og økonomiske betænkeligheder — de sidste begrundet i, at købet går på tværs af de sparebestræbelser, det radikale venstre har udfoldet.

Købet af selskabet er imidlertid nu en realitet, som der ikke er politisk flertal for at ændre.

Da ministeren endvidere efter tilskyndelse fra disse medlemmer af udvalget har stillet ændringsforslag om at slette forslagets § 6 om selskabets eneret til at drive rutetrafik på Bornholm fra andre danske havne og dermed imødekommet et ønske ikke blot fra dette mindretal, men også fra de foran nævnte repræsentanter for Bornholm, har dette mindretal besluttet sig til at støtte lovforslagets gennemførelse i den således ændrede skikkelse og indstiller herefter lovforslaget til vedtagelse med de af ministeren foreslåede ændringer."

I forhandlingerne om lovforslaget deltog uden for ordførernes række Kofoed (V) og Horn (S).

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 103 stemmer (S, SF, RV) mod 55 (KF, V), medens 2 medlemmer (Djurhuus og Bernhard Baunsgaard) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.
Partiernes ordførere
Carl Bertel Pedersen (S), E. Juul-Madsen (KF), Gustav Holmberg (V), Per Gudme (RV) og Arne Larsen (SF)