Efter 1. behandling henvist til arbejdsmarkedsudvalget.

Nærværende lov, der afløser lov nr. 229 af 7. juni 1952 med senere ændringer ved lov nr. 160 af 28. maj 1964, bygger i princippet på et lovudkast, der er udarbejdet af en af handelsministeriet i 1966 nedsat kommission, idet der dog på en række punkter er foretaget visse ændringer såvel af formel som reel karakter. Kommissionen afgav betænkning i marts 1972 (nr. 643/1972).

Af de ændringer, der er gennemført med vedtagelsen af loven, kan bl. a. fremhæves, at lavalderen for unge mænds anvendelse til arbejde om bord forhøjes fra 15 til 16 år, dog med en overgangsregel for de 15-årige, som ved lovens ikrafttræden allerede er gået til søs. Handelsministeren er endvidere bemyndiget til at fravige visse af lovens bestemmelser til værn for søfarende under 20 år, således reglerne om opsigelse, ret til at kræve afsked, behandling af syge sømænd i udlandet, om hviletid og om landlov.

Den i lovforslagets § 7, stk. 1, fastsatte frist på 9 måneder for sømandens adgang til, uanset modstående aftale, at opsige tjenesteforholdet blev under forslagets behandling i arbejdsmarkedsudvalget ved et af handelsministeren fremsat ændringsforslag ændret således, at den periode, i hvilken en sømand er bundet til at gøre tjeneste i skibet, nedsættes fra 9 til 6 måneder.

Med hensyn til en sømands adgang til fri hjemrejse efter en vis tids tjeneste har man fulgt kommissionens forslag om at nedsætte den tjenestetid, sømanden skal have haft i samme skib eller på skibe tilhørende samme rederi, der siden lovændringen i 1964 har været 12 måneder, til 6 måneder.

Efter § 12 kan en sømand kræve afsked, hvis der efter forhyringen viser sig at være fare for, at skibet vil blive opbragt af krigsførende eller udsat for krigsskade, eller at sådan skade er blevet væsentlig forøget. Det samme gælder, hvis der er udbrudt farlig epidemi i en havn, som skibet skal anløbe. Efter den gældende lov har sømanden tilsvarende ret, men den omstændighed, at han i så fald selv skal betale sin hjemrejse, har i nogen grad gjort reglen illusorisk. Man har derfor for at bøde på denne situation, og idet retten til at kræve afsked i de nævnte tilfælde må betragtes som en velfærdssag for den pågældende, tilføjet et nyt stk. til § 12, hvorefter den fratrædende sømand får ret til dækning fra rederen af halvdelen af udgifterne til rejse med underhold til hjemstedet eller forhyringsstedet. Dette skal dog ikke gælde, hvis der i stedet kan skaffes ham tilsvarende stilling på et andet dansk skib på fratrædelsesstedet.

I forbindelse med reglerne om fradømmelse af sønæringsrettigheder har man endvidere optaget en regel om adgang for politiet til administrativ inddragelse af sønæringsbeviset i tilfælde, hvor det skønnes, at betingelserne for frakendelse af retten er til stede.

Forskrifterne om sømænds hviletid er skærpet, og reglen om skibsførerens adgang til at anvende magtmidler for at opretholde orden om bord er affattet på en mere tidssvarende måde.

Disciplinbodsreglerne er ophævet ved loven.

Endelig er lovens straffebestemmelser omredigeret og moderniseret, og der er tilføjet en til færdselsloven og luftfartsloven svarende ny bestemmelse, hvorefter den, der udfører arbejde om bord i en stilling af betydning for sikkerheden, kan straffes, hvis han indtager spiritus eller lignende i et sådant omfang, at han bliver ude af stand til at udføre tjeneste på forsvarlig måde.

Mens sømandsloven gør visse af lovens ydelser afhængige af, at den pågældende sømand er dansk statsborger eller stiller den danske sømand gunstigere end udlændinge, har kommissionen foreslået sådanne nationalitetsbetingelser ophævet, hvor der er tale om vitale sociale goder som ved sygdom, død eller ved skibets forlis, mens man i andre tilfælde, navnlig hvor der er tale om rettigheder, der må ses som en del af de specielle velfærdsgoder, det danske samfund giver sine borgere, har ændret nationalitetskriteriet til et bopælskriterium. Man har på dette område fulgt kommissionen, hvorved bemærkes, at bopælskravet, efter hvad der foreligger, ikke kan anses for stridende mod De europæiske Fællesskabers regler om arbejdskraftens frie bevægelighed. I øvrigt vil der efter lovforslagets § 72 være hjemmel til at udvide de pågældende bestemmelser til også at gælde for sømænd, der ikke har bopæl i Danmark.

Af udvalgets betænkning kan bl. a. følgende fremhæves:

Under udvalgets arbejde med lovforslaget er spørgsmålet om det i forslagets § 4 opstillede alderskrav blevet drøftet i relation dels til de tilfælde, hvor der er tale om sejlende sociale institutioner, som f. eks. sejlskibet "Fulton", dels til det ønskelige i, at unge som led i erhvervsvejledning får mulighed for at komme i erhvervspraktik om bord på et skib. I begge kategorier af tilfælde deltager de pågældende i arbejdet om bord.

Handelsministeren har i den anledning under et samråd med udvalget oplyst, at den i lovforslagets § 4 foreslåede aldersgrænse ikke skulle være til hinder for, at unge under denne alder deltager i den gennem skolerne tilrettelagte erhvervspraktik om bord i skibe, hvilket ikke kan sidestilles med "arbejde om bord". Det samme gælder efter handelsministerens opfattelse skoleelever, der deltager i sejlads med sejlskibe, der er indrettede til lejrskoleformål eller lignende. Eleverne på sådanne sejlende sociale institutioner som f. eks. sejlskibet "Fulton" udfører ikke arbejde af erhvervsmæssig karakter, og handelsministeriet har da også tidligere i de retningslinier, der er fastsat for anvendelsen af sådanne sejlskibe til lejrskole eller lignende pædagogiske formål, fastslået, at elever under 15 år normalt ikke bør deltage i sådanne togter, men at alle elever i 7. klasse, uanset om de er over eller under 15 år, dog kan deltage, hvis togtet foregår under forsvarlig pædagogisk ledelse.

Udvalget har bl. a. på foranledning af en henvendelse fra de søfarendes organisationer drøftet spørgsmålet om i lovforslaget at indsætte en bestemmelse, der giver en sømand ret til at deltage i lovlig strejke eller anden tilsvarende konflikthandling, også når skibet ligger i udenlandsk losse-, laste- eller oplægningshavn.

Handelsministeren har givet udtryk for, at man bør afvente en løsning af dette spørgsmål gennem kollektive aftaler, men vil overveje en lovændring, såfremt der ikke i løbet af 2 år er opnået en overenskomstmæssig løsning. Handelsministeren vil samtidig overveje en ændret byrdefordeling mellem staten og rederen med hensyn til hjemrejseudgifter efter § 8, stk. 1, med henblik på helt eller delvis at fritage staten for disse udgifter. Det af staten herved sparede beløb anvendes eventuelt til nedsættelse af redernes afgiftsmæssige byrde på andre områder.

Lovforslaget blev ved 3. behandling vedtaget enstemmigt med 170 stemmer.