Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Efter lovforslaget, der knytter sig til forslaget om lønmodtagernes medejendomsret (økonomisk demokrati (se A. II. nr. 4)), skal lønmodtageren ved indløsning af fondsbeviserne fra Investerings- og Udbyttefonden betale en såkaldt indløsningsafgift. Afgiften beregnes af bevisets pålydende værdi samt de tilskrivninger af udbytte, renter og fortjenester, der efterhånden er knyttet til beviset.

Indløsningsafgiften er på 35 pct., men kan dog nedsættes til 25 pct., når fondsbeviset først indløses efter mindst 12 års forløb. Afgiften skal efter forslaget tilfalde statskassen.

Lovforslaget fremsattes og behandledes sammen med forslag til lov om ændring af ligningsloven og selskabsskatteloven. (Ændringer som følge af loven om lønmodtagernes medejendomsret) (se A. II. nr. 1).

Om lønmodtagernes skatte- og afgiftsmæssige stilling skal anføres følgende fra lovforslagets ledsagende bemærkninger:

"Lønmodtagerne er i fællesskab andelsberettigede til den formue, som investerings- og udbyttefonden råder over, en rådighed, der i øvrigt i det væsentlige udøves af repræsentanter, som er valgt af virksomhedens lønmodtagere i fællesskab. Medejendomsretten til midlerne i fonden får synligt udtryk i det fondsbevis, som fonden udsteder til lønmodtageren efter udløbet af hvert kalenderår (serieår).

Selv om lønmodtageren opnår en egentlig medejendomsret, så snart midlerne (d.v.s. de årlige bidrag fra arbejdsgiverne, udbytterne, renterne og værdistigningerne) indgår i fonden, er det først ved den senere indløsning af fondsbeviset, han opnår fuld rådighed over det pengebeløb, som beviset repræsenterer. Som hovedregel skal fondsbeviset først kunne indløses, når der er gået 7 år fra serieårets udløb. Hverken i denne 7-årige bindingsperiode eller efter bindingens ophør skal lønmodtageren kunne overdrage eller pantsætte fondsbeviset, og i bindingsperioden skal beviset ikke kunne gøres til genstand for retsforfølgning.

Efter lovforslaget skal lønmodtageren først svare skat (afgift) af den indkomst og formueforøgelse, som han opnår gennem investerings- og udbyttefonden, når fondsbeviset indløses. Dette svarer til, hvad der er reglen på beslægtede områder.

For at gøre den beskatning af lønmodtageren, som skal gennemføres ved indløsningen af fondsbeviset, enkel og let at administrere, foreslås det, at fonden i forbindelse med indløsningen indeholder en afgift (indløsningsafgiften). Afgiftssatsen skal efter forslaget være den samme for alle lønmodtagere, uanset deres øvrige indkomstniveau; dog foreslås det, at der anvendes en lavere afgift, hvis lønmodtageren benytter sig af adgangen til at udskyde indløsningen af fondsbeviserne. Medens der efter forslaget i almindelighed skal svares en 35 pct. afgift ved indløsningen af et fondsbevis, nedsættes afgiften således til 25 pct., hvis beviset først indløses 12 år efter serieårets udløb (d.v.s. 5 år efter udløbet af den 7-årige bindingsperiode).

Ved valget af de foreslåede afgiftssatser har man taget hensyn til de skatter og afgifter, der benyttes på beslægtede områder, således 35 pct.-afgiften i pensionsbeskatningsloven.

Gennem reglerne om, at afgiften nedsættes til 25 pct., hvis lønmodtageren frivilligt lader midlerne indestå i fonden i mindst 5 år efter bindingsperiodens udløb, vil man søge at tilskynde lønmodtagerne til at undlade at indløse beviserne, så snart bindingen ophører. De midler, som lønmodtageren frivilligt lader indestå i fonden, vil ligesom de bundne midler være med til at sikre lønmodtagernes medindflydelse i erhvervslivet og herigennem en mere ligelig fordeling af formuer og indkomst.

Indløsningsafgiften skal efter forslaget tilfalde statskassen. Både af praktiske grunde og fordi den provenumæssige betydning ikke er stor, stilles der forslag om, at lønmodtageren i den 7-årige bindingsperiode ved formueopgørelsen skal kunne se bort fra værdien af fondsbeviset. Først fra det tidspunkt, hvor bindingen er ophørt, skal lønmodtageren medregne fondsbeviset ved opgørelsen af den skattepligtige formue.

Under 1. behandling var samtlige ordførere forbeholdne over for lovforslaget, idet forslaget helt og holdent knytter sig til gennemførelsen af hovedforslaget om lønmodtagernes medejendomsret. Simonsen (KF), Enggaard (V) og Dahlgaard (RV) gav i øvrigt udtryk for den opfattelse, at der ikke var overensstemmelse mellem regeringens almindelige skattepolitiske principper og de principper, nærværende lovforslag bygger på.

Efter 1. behandlingen henvistes lovforslaget til skatte- og afgiftsudvalget, der ikke afgav betænkning herover inden folketingsårets udløb.