Efter 1. behandling henvist til kommunaludvalget.
Loven har karakter af en fleksibel rammelov, hvor indenrigsministeriet alene fastsætter generelle bestemmelser om ordningens omfang og karakter, mens sundhedsstyrelsen fastsætter mere detaillerede retningslinjer for ordningernes tilrettelæggelse og arbejdets faglige karakter.
Loven indebærer, at gennemførelsen af sundhedsplejerskeordninger gøres obligatorisk for kommunerne. (Først efter at en udvidelse af kapaciteten på Danmarks Sygeplejerskehøjskole nu er påbegyndt, foreligger der nemlig en realistisk mulighed for at gennemføre obligatoriske ordninger).
Efter loven skal sundhedsplejersketilsynet ikke blot — som i dag — omfatte spædbørn, men alle børn under den undervisningspligtige alder. Der er herved åbnet mulighed for at gennemføre en smidigere ordning, hvor alle børn tilses den første tid efter fødslen, men hvor tilsynet derefter indtil skolealderen koncentreres om de børn, hvis sundheds- eller miljøproblemer ønskeliggør fortsat sundhedsplejersketilsyn. Kombineres spæd/småbørnssundhedsplejen med skolesundhedsplejen efter skolelægeloven, vil der endvidere kunne skabes grundlag for en ordning, hvor den enkelte sundhedsplejerske følger barnet både før og under skolegangen og således sikrer kontinuitet i vejledningen over for barnet.
Efter loven tilrettelægges og varetages sundhedsplejerskeordningerne på rent primærkommunal basis, idet man herved har lagt vægt på det ved socialreformen grundlæggende synspunkt, at den borger, der har brug for bistand, kun skal rette henvendelse ét sted, nemlig til opholdskommunen.
Loven indeholder bestemmelse om, at staten refunderer 50 pct. af kommunernes udgifter i forbindelse med ordningen.
Loven træder i kraft den 1. april 1974 og træder i stedet for den hidtidige lov nr. 227 af 31. maj 1963.
Lovforslaget fremsattes og behandledes i folketinget sammen med forslag til lov om hjemmesygeplejerskeordninger (se nærmest følgende sag),
Ved 1. behandlingen anbefaledes lovforslagene af alle ordførere med undtagelse af Karen Thurøe Hansen (KF), der fandt, at forslagene betød større offentlige udgifter og administration.
De oprindelige lovforslag indeholdt bestemmelser, hvorefter amtsrådet kan godkende overenskomster mellem flere kommuner om helt eller delvis fælles sundheds-/hjemmesygeplejerskeordninger.
Efter henstilling fra indenrigsministeriets arbejdsgruppe vedrørende dobbeltadministration stilledes imidlertid ændringsforslag om ophævelse af disse bestemmelser.
I betænkningen fremhævede udvalget, at nærværende lovforslag samt forslaget om hjemmesygeplejerskeordninger ikke er til hinder for, "at bestående sundhedsplejerskeordninger og hjemmesygeplejerskeordninger på amtsbasis kan fortsætte, for så vidt primærkommunerne er indforstået hermed og afholder udgifterne herved. Ligeledes er der fremover intet til hinder for, at flere kommuner eventuelt samtlige kommuner inden for en amtsrådskreds kan etablere en fælles ordning på sundhedsplejerske- og/eller hjemmesygeplejerskeområdet under de førnævnte betingelser".
Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med 138 stemmer (S, V, RV, SF) mod 27 (KF).