L 145 Forslag til lov om ændring af lov om visse hovedlandevejsanlæg i og ved København.

Samling: 1972-73
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til udvalget om offentlige arbejder.

Lovforslaget, der blev behandlet sammen med regeringens forslag til lov om visse hovedlandevejsstrækninger (se herom under A. I. nr. 142), havde følgende ordlyd:

"I lov nr. 167 af 27. maj 1964 om visse hovedlandevejsanlæg i og ved København, som ændret ved lov nr. 313 af 9. juni 1971, foretages følgende ændringer:

1. § 1, stk. 1, nr. 1, affattes således:

"1) En hovedlandevej udbygget som motorvej fra Vibenshus Runddel til Vangede, hvor vejen tilsluttes Helsingørvejen samt omfartsvejen om Lyngby."

2. § 3 affattes således:

"§ 3. Ministeren bemyndiges til at foretage projektering til forberedelse af en hovedlandevej fra en ydre ringvejsforbindelse i Københavns kommune ad Scandiagade og Enghavevej til Sdr. Boulevard."

3. I § 4 ændres "de i § 3" til: "det i § 3", "de omhandlede" til: "det omhandlede" og "disse anlæg" til: "dette anlæg"."

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår, at den under nr. 1 foreslåede ændring tilsigter at bringe den igangværende udbygning af Lyngbyvejen som motorvej til standsning ved Vibenshus Runddel. Ændringen vil skønsmæssigt betyde en besparelse for statskassen på 250-300 mill. kr.

Den under nr. 2 foreslåede ændring betragter forslagsstillerne som en naturlig konsekvens af den nyordning, der siden 1. april 1972 har været gældende med hensyn til, hvilke veje der herefter er kommunale, og hvilke der er statslige.

Hvorvidt der skal anlægges en hovedlandevej fra Fredensbro til GI. Kongevej (Søringen), må herefter bero på en kommunal beslutning, ligesom eventuelle udgifter til anlæg og drift må afholdes af den pågældende kommunale myndighed.

Udvalget afgav ikke betænkning over dette lovforslag.
Partiernes ordførere
Knud Damgaard (S), Niels Ravn (KF), Gustav Holmberg (V), Jens Bilgrav-Nielsen (RV), Poul Overgaard Nielsen (RV) og Arne Larsen (SF)