Efter 1. behandling henvist til erhvervsudvalget.
Loven ajourfører den gældende sølovs 5. kapitel (om befragtning) vedrørende henholdsvis befordring af gods og befordring af passagerer og rejsegods. Endvidere foretages visse ændringer i sølovens 8. kapitel om skade ved sammenstød (§§ 220, stk. 4, og 222) og i lovens 11. kapitel om forældelse af visse fordringer (§ 284).
Endelig ændrer loven anvendelsesområdet for lov nr. 150 af 7. maj 1937 om gennemførelse af den internationale konvention af 25. august 1924 om konnossementer.
Om baggrunden for ændringerne forklares følgende i lovforslagets bemærkninger:
Lovforslaget hviler på det i sølovsudvalgets 4. betænkning indeholdte lovforslag, der er resultatet af et snævert nordisk samarbejde. Dette har for så vidt angår godsbefordring i første række haft til formål i dansk sølovgivning at indarbejde reglerne i den på den 12. diplomatiske søretskonference i Bruxelles i februar 1968 vedtagne tillægsprotokol til konventionen af 1924 om indførelse af visse ensartede regler om konnossementer for derigennem at muliggøre en hurtig og samtidig nordisk tilslutning til denne tillægsprotokol, de såkaldte "Visby-regler". Disse regler indebærer i første række en væsentlig forhøjelse af 1924-konventionens begrænsningsbeløb med hensyn til redernes ansvar for tab af eller skade på godset, ligesom tillægsprotokollens regler gør konventionen bedre anvendelig på moderne transportformer, hvor der anvendes containere og lignende indretninger.
Under de nordiske drøftelser var der enighed om at indarbejde den ændrede konnossementskonvention (Haag-Visby-reglerne) i søloven, uanset at man i 1937 i samtlige nordiske lande fulgte den metode at indarbejde konventionen ved en særlig lov (lov nr. 150 af 7. maj 1937 om gennemførelse af den internationale konvention af 25. august 1924 om konnossementer). Udvalget har dog ikke ment at burde foreslå konnossementloven af 1937 ophævet og 1924 konventionen (Haag-reglerne) opsagt samtidig med gennemførelsen af nærværende lovforslag og tiltrædelsen af tillægsprotokollen af 1968, idet man påpeger, at det af skibsfartspolitiske grunde kan være hensigtsmæssigt i en overgangsperiode at opretholde 1937-loven og Haag-reglerne, idet en opsigelse af Haag-reglerne overfor de lande, der ikke har ratificeret tillægsprotokollen, kunne medføre risiko for, at sådanne lande overfor danske skibe ville føle sig frit stillet med hensyn til at fastsætte strengere regler end de gældende.
For så vidt angår udvalgets lovforslag om befordring af passagerer og rejsegods har det nordiske lovsamarbejde om disse spørgsmål oprindeligt været baseret på gennemførelse af to internationale konventioner om henholdsvis passagerbefordring af 1961 og befordring af passagerers bagage af 1967. På grund af visse uoverensstemmelser mellem de 2 konventioner er det blevet nødvendigt at søge dem harmoniseret, og arbejdet hermed er internationalt endnu ikke tilendebragt. De nordiske sølovsrevisionsudvalg har derfor anset det for påkrævet, navnlig af hensyn til at få gennemført en ajourføring af de gældende erstatningsbegrænsninger for passagerer og for køretøjer, at fremkomme med forslag om nye lovregler på dette område uden yderligere at afvente en afklaring af spørgsmålet om vedtagelse af en ny international konvention.
Nærværende lovforslag følger i det væsentlige de af udvalget udarbejdede lovudkast. Der er dog i samarbejde med justitsministeriets lovafdeling foretaget en del redaktionelle ændringer i lovteksten af lovteknisk og sproglig art.
Endvidere er der under møder med repræsentanter for de departementer i Norge, Sverige og Finland, hvorunder sølov- givningen henhører, foretaget en bearbejdelse af de foreliggende nordiske komitéudkast med henblik på at opnå den størst muligt nordiske retsenhed. Dette har medført visse ændringer og omredigeringer i det danske lovforslag i forhold til udvalgets udkast, hvoraf de vigtigste er, at man har medtaget reglerne om bortfragterens ansvar for forsinkelse under de ufravigelige ansvarsbestemmelser, samt at man med hensyn til erstatningsansvaret for en passagers død eller personskade i øvrigt har fastsat ansvarsbegrænsningen til 700.000 Poincaré francs.
Lovforslaget blev genstand for et grundigt udvalgsarbejde, hvorunder blandt andet den foreslåede § 118, stk. 1, om befragterens ansvar for forsinkelsesskade blev genstand for indgående drøftelser. Af udvalgets betænkning fremgår, at handelsministeren har lovet nøje at følge udviklingen på dette område, og såfremt det konstateres, at bestemmelsen kommer til at medføre konkurrenceforringende følger for danske redere, vil ministeren være villig til på ny at tage denne op til overvejelse.
Ved 3. behandling blev lovforslaget enstemmigt vedtaget med 148 stemmer.