L 133 Lov om ændring af lov om pension til statens tjenestemænd m.v. i Grønland.

Af: Minister for Grønland Knud Hertling (UFG)
Samling: 1972-73
Status: Stadfæstet
Lov nr. 276 af 23-05-1973
Efter 1. behandling henvist til arbejdsmarkedsudvalget. Loven ændrer lov nr. 265 af 9. juni 1971 om pension til statens tjenestemænd m. v. i Grønland, der er behandlet i folketingsårbogen for 1970-71, side 152. Denne lov trådte i kraft den 1. juli 1971 med virkning fra den 1. juli 1969. Ændringsloven, der ligeledes har virkning fra den 1. juli 1969, kan karakteriseres som en teknisk betonet ajourføring af de grønlandske pensionsregler.

Ved lov nr. 138 af 26. april 1972 blev lov nr. 292 af 18. juni 1969 om pension til tjenestemænd i Danmark ændret med en række supplerende bestemmelser bl. a. af overgangsmæssig art. Man forlængede visse overgangsordninger vedrørende tillæg m. v. til pension, og man indførte regler, hvorefter tidligere tjeneste på vilkår efter visse offentlige overenskomster kunne medregnes i pensionsalderen, når de pågældende ansættes som tjenestemænd. Tillige supplerede man pensionsordningen med bestemmelser blandt andet om ansættelse af udlændinge, som ikke kan blive tjenestemænd.

Da lov om pension til statens tjenestemænd m. v. i Grønland følger de i førnævnte danske pensionslov nedlagte principper med hensyn til tjenestemænds ret til egenpension, ægtefællepension og børnepension, er det fundet hensigtsmæssigt at opretholde den nævnte parallelitet mellem danske og grønlandske regler om tjenestemandspension.

De hertil nødvendige bestemmelser er optaget i nærværende lovs § 1, nr. 1, 2, 4, 5 og 6. Bestemmelserne svarer med de ændringer, der følger af de særlige principper i den grønlandske tjenestemandslovgivning, til den danske ændringslovs § 1, nr. 1, 2, 6, 9 og 10.

Herudover indeholder loven en enkelt bestemmelse af overgangsmæssig karakter i § 1, nr. 3, der ikke hidrører fra den danske ændringslov.

Der skabes herved lovhjemmel for den reduktion af pension til hjemmehørende tjenestemænd med pension efter 1958-tjenestemandsloven, som var hjemlet i 1958-loven, og som hidtil har været overgangsmæssigt opretholdt ved bekendtgørelse.

Ved tredie behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt med 126 stemmer.
Partiernes ordførere
Normann Andersen (S), Knud Enggaard (V), Adam Møller (KF), Erik Hansen (RV) og Arne Larsen (SF)