L 113 Lov om ændring af lov om højere forberedelseseksamen.

Af: Undervisningsminister Knud Heinesen (S)
Samling: 1972-73
Status: Stadfæstet
Lov nr. 221 af 26-04-1973
Efter 1. behandling henvist til undervisningsudvalget.

Loven gennemfører med virkning fra 1. juli 1973 følgende ændringer i lov om højere forberedelseseksamen, jfr. lovbekendtgørelse nr. 316 af 2. juli 1970:

1. Formålsbestemmelsen i § 1 fastsætter generelt, at højere forberedelseseksamen skal sikre tilstedeværelsen af det faglige grundlag og de øvrige almene forudsætninger, der er nødvendige for at påbegynde videregående uddannelser. Den nævner således ikke, som tidligere, specielt en enkelt videregående uddannelse, nemlig uddannelsen af lærere til folkeskolen.

2. Fagrækken, lovens § 2, udvides med fagene samfundsfag, russisk og psykologi, som normalt indgår blandt de fag, undervisningen på kursus omfatter. Endvidere optages en bestemmelse, der viser uddannelsens hovedstruktur med fællesfag og tilvalgsfag.

3. Adgangen til fritagelse for religion. I overensstemmelse med kristendomsundervisningskommissionens indstilling begrænses adgangen til fritagelse, således at man ikke længere kan fritages, alene fordi man ikke tilhører folkekirken, men kun hvis man tilhører et trossamfund uden for folkekirken.

4. Elevråd. § 5 overlader til eleverne selv at afgøre, om de ønsker et valgt elevråd eller et elevråd, der består af samtlige elever.

5. Eksamen. I § 7 fastsættes, at eksamen omfatter de fag, der undervises i efter § 2, med undtagelse af fagene idræt, musik og formning som fællesfag, da resultatet af disse prøver ikke indgår i beregningen af, om eksamen er bestået.

6. Endelig ændres § 3 således, at kursus ikke længere kan oprettes på (primær)kommunal basis. Forslaget er en konsekvens af det den 9. november 1972 fremsatte forslag til ændring af gymnasieloven, hvorefter kommunale gymnasieskoler overtages af amtskommunerne.

Af udvalgets betænkning fremgår, at det lægger vægt på, at loven administreres således, at der ved optagelserne på kurserne fortrinsvis gives adgang for ansøgere, der efter skolegangens afslutning har været ude i erhverv.

Endvidere stillede SF et ændringsforslag, der tilsigtede at opretholde de hidtidige regler for fritagelse for religionsundervisning, hvorefter elever, der ikke tilhører folkekirken, kan fritages efter anmodning. Dette ændringsforslag blev ved lovforslagets 2. behandling forkastet med 120 stemmer imod, 17 for.

Ved 3. behandling blev lovforslaget enstemmigt vedtaget med 163 stemmer.
Partiernes ordførere
Ritt Bjerregaard (S), Robert Christensen (V), Ellen Strange Petersen (KF), Ole Samuelsen (RV) og Kristine Heltberg (SF)