Efter 1. behandling henvist til skatteudvalget. Lovforslaget gik ud på, at virksomheder, der i indkomståret 1972 — og kun for dette år — anskaffer maskiner, inventar og lignende driftsmidler, skal have adgang til at foretage et særligt investeringsfradrag på 10 pct.

Efter forslaget kan investeringsfradraget foretages ved indkomstopgørelsen for indkomstårene 1972 og 1973. For hvert af disse to indkomstår udgør fradraget 5 pct. af det beløb, hvormed anskaffelsessummen for de maskiner m. v., der anskaffes i indkomståret 1972, overstiger salgssummen for maskiner m. v., der sælges i dette indkomstår. Det er dog en betingelse, at det drejer sig om driftsmidler, der afskrives under ét efter afskrivningslovens afsnit 1.

Investeringsfradraget påvirker ikke størrelsen af de sædvanlige skattemæssige afskrivninger, der kan foretages på de maskiner m. v., som anskaffes i 1972. Der skal heller ikke tages hensyn til investeringsfradraget ved opgørelsen af fortjeneste eller tab på driftsmidler, som senere sælges.

For at modvirke, at ordningen giver en uhensigtsmæssig tilskyndelse til at omdanne personlige virksomheder til aktieselskaber i 1972, foresloges det, at der ikke skal gives ret til investeringsfradrag, når et selskab i forbindelse med selskabets stiftelse eller med en udvidelse af selskabskapitalen erhverver driftsmidler fra nogen, der på nærmere beskreven måde udøver en bestemmende indflydelse i selskabet.

Det samlede provenutab ved gennemførelse af lovforslaget blev ved fremsættelsen skønsmæssigt anslået til omkring 400 mill. kr., hvoraf 100 mill. kr. vedrører kommuneskatten.

Ved fremsættelsen udtalte finansministeren, at forslaget måtte ses som et led i regeringens samlede bestræbelser på at fremme produktionen og beskæftigelsen. Regeringen anså det for påkrævet at give erhvervsvirksomhederne en særlig tilskyndelse til at øge investeringerne i den nærmest kommende tid.

Ved lovforslagets 1. behandling anbefaledes det af Erling Olsen (S). Såvel Stetter (KF) som Kofoed (V) karakteriserede regeringens politik som inkonsekvent, når man først indførte importafgift og nu fandt dette lovforslag nødvendigt. Hellere så disse ordførere en permanent ordning med afskrivning på en højere sum end anskaffelsessummen, gældende for alt produktionsudstyr. Det tidsbegrænsede i lovforslaget ville gøre virkningerne tilfældige. Måske havde de virksomheder, hvor maskinudskiftning var særlig påkrævet, ikke likvid kapital netop i 1972. Dahlgaard (RV) kunne ikke se megen begrundelse for lovforslaget i den aktuelle situation. Der ventedes i forvejen øget økonomisk aktivitet i løbet af 1972. I øvrigt troede han ikke, at loven ville være særlig virksom. Investeringsfradraget, som skulle fordeles over 2 år, ville sikkert ikke fremkalde investeringer, som ikke alligevel ville være foretaget. Meget talte for, at man i stedet undersøgte hensigtsmæssigheden og mulighederne for styring af investeringernes tidsmæssige og geografiske placering. Lütken (SF) udtalte, at der i hans parti var store betænkeligheder med hensyn til de skattemæssige virkninger af lovforslaget, der var en udvikling i gal retning. For det første var mulighederne for fejlinvesteringer meget store, og dernæst ville loven medføre skattelettelse for de erhvervsdrivende, som i forvejen var stærkt begunstiget i skattemæssig henseende. På den anden side kunne lovforslaget få gunstige virkninger for beskæftigelsen, og dette ville veje tungt, når hans parti skulle tage stilling til lovforslaget.

Efter 1. behandling henvistes lovforslaget til skatteudvalget, der ikke afgav betænkning over forslaget inden samlingens slutning.