Efter 1. behandling henvist til udvalg på 17 medlemmer: Erhard Jakobsen, Albertsen, Alsing Andersen, Gorrsen, Ove Hansen, Axel Ivan Pedersen, Bent Sørensen (formand), Henning Philipsen (næstformand), Per Dich, Hastrup, Flemming Jensen, Juul-Madsen, Jens Chr. Christensen, A. Chr. Andersen, Enggaard, Bernhard Baunsgaard og Dahlgaard.
Ved loven affattes § 1, stk. 1, i lov om lån til betaling af ejendomsskatter for visse parcel- og rækkehuse, jfr. lovbekendtgørelse nr. 467 af 15. december 1967, således:
„Efter anmodning fra ejere af parcel- og rækkehuse yder kommunalbestyrelsen i alle kommuner bortset fra amtskommuner, såfremt betingelserne i stk. 2-3 er opfyldt, lån til betaling af de ejendomsskatter — herunder også ejendomsskatter til amtskommunen og staten — der påhviler de pågældende ejendomme med tilhørende grund, gårdsplads og have. Under samme betingelser kan kommunalbestyrelsen yde lån til betaling af de vej- og kloakafgifter o. lign. der påhviler ejendommene."
Loven har virkning fra og med skatteåret 1972-73.
Ved lov nr. 231 af 11. juni 1965 om lån til betaling af ejendomsskatter for visse parcel- og rækkehuse blev der åbnet adgang for kommunerne til at yde fortrinsvis ældre parcelhusejere lån til betaling af de på deres ejendom hvilende skatter og afgifter, således at lånebeløbene normalt forfalder ved ejerskifte.
Ved lov nr. 465 af 15. december 1967 blev der foretaget visse ændringer af betingelserne for opnåelse af lån af den nævnte art, navnlig derved, at kravet om, at ejeren skulle være mindstbemidlet efter § 117 i den tidligere lov om boligbyggeri, blev afløst af en bestemmelse om, at ejerens økonomiske forhold efter kommunalbestyrelsens skøn taler for ydelse af lånet.
Der blev derimod ikke ændret ved det forhold, at det var overladt til den enkelte kommunalbestyrelses bestemmelse, om den overhovedet ville indføre låneordningen i kommunen. Først ved nærværende lov er indført en pligt for samtlige kommunalbestyrelser til at etablere låneordninger, men således at det som hidtil tilkommer kommunalbestyrelsen at skønne over, om omstændighederne i det enkelte tilfælde taler for ydelse af lån, og således at det alene gøres til en pligt for kommunen at yde lån til betaling af ejendomsskatterne, medens det er overladt til den enkelte kommunalbestyrelses afgørelse, om den også vil yde lån til betaling af vej- og kloakafgifter o. lign.
Det fremgik af indenrigsministerens fremsættelse, at man fra regeringens side gerne havde set, at vej- og kloakafgifter o. lign. indgik under den obligatoriske låneordning, men at det fra kommunal side var gjort gældende, at det i visse kommuner ville være forbundet med et ganske uforholdsmæssigt administrativt besvær at yde lån til betaling af disse undertiden meget små beløb.
Ved 1. behandling blev lovforslaget modtaget med velvilje af partiernes ordførere, idet dog Jens Chr. Christensen (V) ikke umiddelbart kunne give sin tilslutning til forslaget. Han ønskede nærmere undersøgt, hvordan ordningen havde virket i de enkelte kommuner.
Lovforslaget blev underkastet en kort udvalgsbehandling, og udvalget indstillede herefter lovforslaget til vedtagelse uændret.
Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt med 172 stemmer.