L 27 Forslag til lov om investeringskonti.

Af: Hans Kjær (KF) , Bo Kristensen (KF) , Erik Ninn-Hansen (KF) , Poul Schlüter (KF) , Ib Stetter (KF) og Knud Thomsen (KF)
Samling: 1971-72
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til udvalg på 17 medlemmer: Ove Hansen, Jørgen Peder Hansen, Lysholt Hansen, Thomas Have, Hjortnæs, Hans Lund, Erling Olsen, Lütken, Henning Philipsen, Hans Kjær, Bo Kristensen, Knud Thomsen [formand], Jens Foged, Henry Christensen, Kofoed, Bernhard Baunsgaard [næstformand] og Dahlgaard.

Lovforslaget gik i korthed ud på, at en skatteyder skulle kunne indsætte indtil 20 pct. af den skattepligtige indtægt, dog højst 10.000 kr. årligt på en særlig konto med den virkning, at denne del af indtægten ikke medregnes i årets beskatningsgrundlag. Beskatningen skulle først finde sted i det eller de år, da beløbet hæves til forbrug, idet det hævede beløb medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i udbetalingsåret.

Indskuddene skal som hovedregel være bundet i 2 år, regnet fra indskudsårets udløb, og indestående på kontoen medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige formue. Renter af indskud omfattes ikke af bindingen og medregnes i den skattepligtige indkomst efter de sædvanlige regler.

Ifølge bemærkningerne til lovforslaget var formålet med forslaget at give lønmodtagere og erhvervsdrivende, der slet ikke eller kun i mindre grad udnytter tilsvarende regler, adgang til skattefrit at henlægge reserver.

Ved 1. behandling afvistes forslaget af finansministeren, navnlig fordi det var dem, der ikke havde råd til at udnytte ordningen, der ville komme til at betale for den, og til disse bemærkninger sluttede Ove Hansen (S) og Lütlcen (SF) sig. Jens Foged (V) ville gerne medvirke til en positiv drøftelse af forslaget, selvom han ikke troede, at det i særlig grad ville virke animerende på opsparingen. Bernhard Baunsgaard (RV) fandt, at mange af de tanker, der var nedlagt i lovforslaget, fortjente overvejelse, men han troede ikke, at man ved forslaget havde fundet den rigtige løsning på nogen af problemerne.

Det udvalg, hvortil lovforslaget henvistes efter 1. behandling, afgav ikke betænkning over forslaget inden samlingens slutning.
Partiernes ordførere
Ove Hansen (S), Hans Kjær (KF), J. E. Foged (V), Bernhard Baunsgaard (RV) og Rolf Lütken (SF)