Efter 1. behandling henvist til samme udvalg som forslag til lov om ændring af lov om aktieselskaber, se nærmest foregående sag.
Lovforslaget er led i den tekniske tilpasning af dansk lovgivning, der er en følge af Danmarks eventuelle tilslutning til De europæiske Fællesskaber. Lovforslaget indeholder derfor bestemmelser om, at bopæls- og indfødsretskravene fraviges i fornødent omfang, ligesom forslaget indeholder sådanne bestemmelser, som er nødvendiggjort af det 1. direktiv om harmonisering af selskabsretten inden for EF.
Endvidere indeholder lovforslaget en bestemmelse om, at der på selskabernes brevpapir m. v. skal anføres selskabets navn og hjemsted samt det registreringsnummer, hvorunder selskabet er indført i henholdsvis aktieselskabs-registeret og forsikrings-registeret.
Endelig indeholder lovforslaget bestemmelser, der præciserer selskabsorganernes beføjelser til at handle på selskabets vegne og om retsvirkningerne heraf.
Lovforslaget blev i folketinget fremsat sammen med forslag til lov om ændring af lov om aktieselskaber, se nærmest foregående sag.
Om den nærmere baggrund for forslagets fremsættelse skal anføres følgende fra lovforslagets bemærkninger:
„Danmarks tilslutning til De europæiske Fællesskaber vil nødvendiggøre ændringer i lov nr. 147 af 13. maj 1959 om forsikringsvirksomhed. Rom-traktatens kapitler om liberalisering af etableringsretten og adgangen til at udføre tjenesteydelser (art. 52-66) og de almindelige planer om gennemførelsen heraf, som fællesmarkedets råd vedtog den 18. december 1961, forudser en liberalisering af adgangen til at etablere sig og at udføre tjenesteydelser inden for forsikringserhvervet, der omfatter genforsikring, direkte forsikring (livsforsikring og skadesforsikring) samt agenter og mæglere i forsikringsbranchen. Endvidere forudser Rom-traktaten en harmonisering af medlemsstaternes regler om tilsyn med forsikringsselskaber med henblik på at gøre kravene i medlemsstaternes tilsynslove ligeværdige. Endelig forudser Rom-traktatens art. 54, stk. 3, litra g, at der gives regler om selskaber med henblik på at gøre beskyttelsen af selskabsdeltagere og kreditorer ligeværdige efter medlemsstaternes selskabslovgivninger.
For så vidt angår retten til etablering og fri udveksling af tjenesteydelser er man på grund af de store tekniske vanskeligheder, der er forbundet med harmonisering, ikke nået særlig langt i fællesmarkedet, idet der kun er udstedt et direktiv af 25. februar 1964 om genforsikring m. v. (EFT nr. 56 af 4. april 1964 side 878/64), og dette direktiv indeholder ingen regler om harmonisering af medlemsstaternes kontrollovgivning. I nærværende lovforslag har man derfor kunnet begrænse sig til at foreslå den fornødne hjemmel til gennemførelse af dette og senere direktivers bestemmelser om den egentlige frihed til etablering og udførsel af tjenesteydelser (§ 1 nr. 14), idet disse problemer i senere direktiver vil være de samme som i det foreliggende.
På det selskabsretlige område er der vedtaget et 1. direktiv om harmonisering af selskabsretten af 9. marts 1968 (EFT nr. L 65/8 af 14. marts 1968 aftrykt i Tillæg 2 side 536 til forslag til lov om Danmarks tiltrædelse af De europæiske Fællesskaber), i det følgende kaldet „1. direktiv". Lov om forsikringsvirksomhed har i § 1, stk. 2, en bestemmelse om, at loven om aktieselskaber finder anvendelse på forsikringsaktieselskaber i det omfang, som er fastsat i loven. Lov om forsikringsvirksomhed gentager imidlertid normalt bestemmelserne i aktieselskabsloven, og henvisningen vil i forhold til gennemførelsen af første direktiv ikke få betydning. Der må således gennemføres en række selskabsretlige regler for at tilpasse forsikringsloven til direktivet. Den vigtigste ændring består i, at retsvirkningerne af de retshandler, som selskabets ledelse indgår på selskabets vegne, nærmere fastlægges.
Det bemærkes i øvrigt, at selv om direktivet kun forpligter Danmark til at ændre sin lovgivning om aktieselskaber og ikke reglerne om gensidige forsikringsselskaber, findes det dog rettest — med undtagelse af reglen i § 115, stk. 4, og § 117, stk. 2, jfr. forslagets § 1, nr. 9 og 10 — at anvende samme regler for forsikringsaktieselskaber og for gensidige forsikringsselskaber ud fra rent praktiske hensyn."
Lovforslaget henvistes til behandling i et udvalg, som afgav en beretning, hvori det anførtes, at man ikke havde taget endelig stilling til forslaget, under hensyn til at spørgsmålet om Danmarks eventuelle tiltrædelse af De europæiske Fællesskaber endnu ikke var afgjort.