Den væsentligste bestemmelse i lovforslaget gik ud på, at en kvinde kan få sit svangerskab afbrudt, såfremt hun efter rådgivning om samfundets hjælpeforanstaltninger for familie og børn fastholder ønsket om svangerskabsafbrydelse.

Svangerskabsafbrydelsen skal foretages inden udgangen af 12. svangerskabsuge, dersom ikke ganske særlige hensyn taler for en forlængelse af denne frist.

Af lovforslagets bemærkninger anføres følgende:

„Lovforslaget svarer indholdsmæssigt stort set til de forslag til lov om ændring af den tidligere gældende lov om foranstaltninger i anledning af svangerskab m. v., som fremsattes af medlemmer af socialistisk folkeparti i 1966-67, 1967-68, 1968-69 og 1969-70. I folketingsåret 1969-70 fremsattes forslaget den 16. oktober 1969 (till. A. sp. 699) (se årbog 1969-70 side 519) og kom til 1. behandling den 6. november 1969 (forhandlingerne sp. 1001). Samme dato (6. november 1969) fremsatte justitsministeren forslag til lov om svangerskabsafbrydelse m. v. (till. A. sp. 1085) (årbog 1969-70, side 300), som kom til 1. behandling den 21. november (forhandlingerne sp. 1438). Begge forslagene henvistes til behandling i et udvalg, som den 5. marts 1970 afgav betænkning over det af justitsministeren fremsatte lovforslag (till. B. sp. 554). Et mindretal stillede i betænkningen et ændringsforslag, som stort set svarede til det af SF fremsatte lovforslag. Ændringsforslaget forkastedes ved 2. behandling, der fandt sted den 11. marts 1970 (forhandlingerne sp. 4133). Justitsministerens lovforslag vedtoges med enkelte ændringer ved 3. behandling den 18. marts 1970 (forhandlingerne sp. 4418), jfr. nu lov nr. 120 af 24. marts 1970 om svangerskabsafbrydelse m. v.

Af hensyn til systematikken i den gældende lov om svangerskabsafbrydelse m. v. — som bl. a. bygger på en sondring mellem svangerskabsafbrydelse uden tilladelse og efter tilladelse — er det foretrukket at fremsætte nærværende lovforslag som forslag til en ny lov om svangerskabsafbrydelse m. v. til afløsning af den gældende lov fremfor som forslag til lov om ændring af denne."

Justitsministeren beskæftigede sig ved lovforslagets 1. behandling med de foreløbige oplysninger, der var indsamlet af mødrehjælpen til belysning af lovens hidtidige administration. Det endelige materiale fra de to første år, loven havde virket, ville foreligge bearbejdet i god tid inden udgangen af 1972. Når det samlede materiale — herunder oplysninger fra sundhedsstyrelsen og fra abortankenævnet — forelå, ville ministeren drøfte det med de sagkyndige og derefter tage stilling til, om tiden var kommet til at søge gennemført adgang til fri abort.

Ordførerne redegjorde indgående for deres synspunkter med hensyn til de af lovforslaget berørte problemer. Idet der herom må henvises til forhandlingerne, skal her alene angives det væsentlige i ordførernes stillingtagen til lovforslaget.

Falk Hansen (S) understregede, at der på grund af lovforslagets sene fremsættelse ikke ville være mulighed for realitetsbehandling i denne samling. I øvrigt kunne han helt tilslutte sig lovforslaget. Han var dog ikke uenig med justitsministeren i, at man inden en ændring af loven afventede en rapport fra ankenævnet. Han bemærkede, at der gjorde sig forskellige opfattelser gældende i den socialdemokratiske gruppe.

Thestrup (KF) bemærkede, at flertallet af det konservative folkepartis medlemmer ikke kunne medvirke til dette lovforslag. Den nugældende lov, der var gennemført for to år siden, var udtryk for en meget vidtgående liberalisering, og det var ikke rigtigt, at den var umulig at administrere eller gav fortolkningsmuligheder, der kunne medføre uretfærdigheder. Ingen holdbare slutninger om loven kunne drages efter så kort en periode som to år.

Karlskov Jensen (V) sagde på sit partis vegne klart fra over for dette lovforslag, dels af principielle grunde, dels fordi loven af 1970 kun havde virket et par år, hvilket var alt for kort tid til en vurdering. Hvis regeringen i næste samling ville fremsætte et tilsvarende lovforslag, ville venstre søge at hindre dets gennemførelse med alle de parlamentariske midler, der stod til rådighed.

Else-Merete Ross (RV) beklagede, at lovforslaget var fremsat så sent, idet hun gerne havde set en virkelig seriøs debat om en revision af den gældende lov. Der var forskellige opfattelser i det radikale venstre. Hun kunne give tilslutning til flere af de tanker, der lå i lovforslaget.

Ordføreren for forslagsstillerne (Per Dich (SF)) mente ikke, man behøvede flere erfaringer om den gældende lovs virkninger. Den havde medført uretfærdighed, og der var opstået grove geografiske og sociale skævheder.

På grund af tidspunktet ville han afstå fra udvalgsbehandling, men udtrykte håbet om, at problemet ville blive taget op så hurtigt som muligt i næste samling.

Lovforslaget henvistes ikke til udvalgsbehandling.