L 221 Forslag til lov om ændring af lov om spiritus og gær. Ændringer med henblik på Danmarks tilslutning til De europæiske Fællesskaber).

Af: Minister for handel, håndværk industri og søfart Erling Jensen ()
Samling: 1971-72
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til samme udvalg som forslag til lov om ændring af en kartoffelmelsordning, se side 403.

Efter lovforslaget bortfalder kravet om, at der skal foreligge tilladelse fra handelsministeren til ind- og udklarering af gær og spiritus. Det samme gælder kravet om dansk indfødsret som betingelse for at være medlem i et selskab, der opnår produktionstilladelse efter loven. Endelig ophæves bestemmelsen om, at der i størst mulig udstrækning skal anvendes danske materialer.

Om baggrunden for forslagets fremsættelse skal anføres følgende fra bemærkningerne:

„Formålet med lovforslaget er at fjerne bestemmelser i lov nr. 74 af 15. marts 1934 om spiritus og gær, der ikke stemmer med, hvad der er gældende i Det europæiske økonomiske Fællesskab. Der foreligger uoverensstemmelser på følgende punkter:

Bestemmelsen i lovens § 1, stk. 1, 2. pkt., om, at der udkræves tilladelse fra handelsministeren til ind- og udklarering af gær og spiritus, kan ikke opretholdes, fordi det i artiklerne 30-35 i Romtraktaten er foreskrevet, at kvantitative restriktioner i samhandelen mellem medlemsstaterne skal afvikles.

De i medfør af valutalovgivningen fastsatte indførselsrestriktioner for sprit kan opretholdes i forhold til ikke-medlemsstater og tillige i forhold til medlemsstater, indtil der i forbindelse med gennemførelsen af en markedsordning for sprit sker en fuldstændig ophævelse af andre medlemslandes tilsvarende restriktioner.

Bestemmelsen i lovens § 2, stk. 1, a), om, at der kræves dansk indfødsret som betingelse for at være medlem af bestyrelsen i et selskab, der opnår tilladelse til fremstilling af gær og sprit samt akvavit og brændevin, strider mod etableringsfriheden og den fri udveksling af tjenesteydelser inden for fællesskabet. Bestemmelser derom findes i Romtraktatens artikel 54, stk. 2 og 3, samt artikel 63, stk. 2 og 3.

Gennemførelsen af etableringsfriheden og den fri udveksling af tjenesteydelser sker etapevis for de enkelte erhvervsgrene og tjenesteydelser i overensstemmelse med direktiver, der udstedes af Fællesskabets råd. I direktiv nr. 64/429 af 7. juli 1964 gældende for industri og håndværk og direktiv nr. 68/365 af 15. oktober 1968 gældende for nærings- og nydelsesmiddelerhvervet og for fremstilling af drikkevarer er det i henholdsvis artikel 4, stk. 1, og artikel 3, stk. 1, fastsat, at medlemsstaterne skal afskaffe bestemmelser, der hindrer personer og selskaber fra andre medlemslande i under lige betingelser og med lige rettigheder at etablere sig og udføre tjenesteydelser, eller som medfører, at personer og selskaber fra andre medlemslande undergives en administrativ forskelsbehandling sammenlignet med medlemslandets egne statsborgere. De to direktiver får betydning for henholdsvis fremstillingen af sprit til teknisk brug og fremstillingen af gær og drikkespiritus.

Bestemmelsen i lovens § 2, stk. 1, f), om, at selskaber, der fremstiller gær og sprit samt akvavit og brændevin, i så vid udstrækning som forsvarligt skal anvende dansk materiale til fremstillingen, strider mod artiklerne 30-35 i Rom-traktaten om afvikling af de kvantitative restriktioner mellem medlemsstaterne. I artikel 33, stk. 7, er det bestemt, at kommissionen skal udstede direktiver om afviklingen af foranstaltninger, der har tilsvarende virkning som indførselsrestriktioner. I direktiv nr. 66/683 af 7. november 1966 artikel 1 er det bestemt, at afviklingen skal omfatte bestemmelser, der helt eller delvis forbyder anvendelse af indførte varer, eller som helt eller delvis foreskriver anvendelse af indenlandske varer, eller som gør en begunstigelse afhængig af udelukkende eller delvis anvendelse af en indenlandsk vare.

Det produktionsmonopol, der er indeholdt i den gældende sprit- og gærordning, antages ikke at stride mod Rom-traktaten og de gældende forordninger og direktiver. Ophævelsen kan derfor umiddelbart begrænses til de foran omtalte 3 bestemmelser i den gældende lov.

Ifølge forordning nr. 7 a, udstedt af fællesskabets råd den 18. december 1959 og offentliggjort i OM 1961 side 71-72, er ethylalkohol og sprit omfattet af landbrugsvarelisten (Annex II), for så vidt der er tale om alkohol fremstillet af landbrugsprodukter, som er opført på landbrugsvarelisten. Omfattet af listen er således alkohol fremstillet af korn, kartofler, melasse, sukkerroer, frugt samt vin fremstillet af druer, frugtvin og mjød. Uden for listen falder syntetisk sprit og sulfitsprit, og desuden er udtrykkeligt undtaget brændevin, likør og andre spirituosa samt alkoholiske essenser til fremstilling af drikkevarer.

Fremstilling og omsætning af landbrugsalkohol skal reguleres gennem en markedsordning. Der har i de senere år været udarbejdet flere forslag til en sådan markedsordning. De er alle blevet stærkt kritiseret, og der foreligger på nuværende tidspunkt intet forslag, som synes at kunne accepteres som udgangspunkt for forhandlinger.

Såfremt en markedsordning gennemføres, må der forventes at opstå behov for væsentlige ændringer i den gældende danske ordning.

Aktieselskabet De danske Spritfabrikkers løbende tilladelse til fremstilling af sprit og gær gælder indtil udgangen af 1972.

En revision af lovens øvrige bestemmelser vil eventuelt blive nødvendig i forbindelse med overvejelserne om, hvilke vilkår der bør være gældende for sprit- og gærfremstillingen fra 1. januar 1973, i hvilken forbindelse bemærkes, at alkohol ikke i alle fællesmarkedslande — og ej heller i Storbritannien — er underkastet monopolordninger."

Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i et udvalg, som afgav en beretning, hvori det anførtes, at udvalget ikke havde taget endelig stilling til lovforslaget, da spørgsmålet om Danmarks eventuelle tiltrædelse af De europæiske Fællesskaber endnu ikke var afgjort.
Partiernes ordførere
Søren B. Jørgensen (S), Knud Thomsen (KF), Johan Philipsen (V), Edele Kruchow (RV) og Per Dich (SF)