L 216 Lov om naturgasforsyning.

Af: Minister for handel, håndværk industri og søfart Erling Jensen ()
Samling: 1971-72
Status: Stadfæstet
Lov nr. 294 af 07-06-1972
Efter 1. behandling henvist til udvalg på 17 medlemmer:

K. J. Mortensen, Auken, Camre, Gorrsen, Horn, Risgaard
Knudsen [formand], Bent Sørensen, Morten Lange [næstformand], Ømann, Niels Ravn, Hanne Budtz, Knud Thomsen, Guldberg, Enggaard, Johan Philipsen, Bernhard Baunsgaard og Skovmand.

Loven tilsigter at tilvejebringe det nødvendige lovmæssige grundlag for en hensigtsmæssig tilrettelæggelse af en eventuel kommende forsyning af Danmark med naturgas.

Efter § 1 må naturgas kun indføres, forhandles, transporteres eller oplagres i henhold til en af handelsministeren meddelt tilladelse eller bevilling, der kan udfærdiges som eneretsbevilling for et bestemt tidsrum.

§ 3 indeholder betingelser for eneretsbevilling, f. eks. godkendelse af vedtægter og etableringsplaner, overholdelse af normer og sikkerhedsbestemmelser m. v. og underkastelse af tilsyn.

Eneretsbevillingen er normalt uoverdragelig og er undtaget fra retsforfølgning af enhver art.

I § 4 gives regler for fortabelse af eneretsbevillingen. For- tabelsesgrunde er manglende overholdelse af betingelser, ulovlig overdragelse og likvidation eller konkurs for bevillingshaveren.

§ 6 giver mulighed for ekspropriation til etablering af de for forsyningsvirksomheden nødvendige transmissionsanlæg.

§ 7 indeholder følgende bestemmelse om erstatning: „Bevillingshaveren skal erstatte skader, der forvoldes ved den i henhold til bevilling udøvede virksomhed, selv om skaden er hændelig.

Stk. 2. Har skadelidende ved forsæt eller grov uagtsomhed medvirket til skaden, kan erstatningen nedsættes eller bortfalde."

§ 8 indeholder straffebestemmplser.

Det skal endelig nævnes, at der under folketingets behandling indsattes, følgende bestemmelse:

„§ 2. Handelsministeren giver orienteiing om forsyningsforhold m. v. for naturgas til et af folketinget med henblik herpå nedsat udvalg.

Stk. 2. Forinden handelsministeren meddeler tilladelse eller bevilling i henhold til § 1, stk. 1, forelægges sagen for det i stk. 1 nævnte udvalg."

I denne forbindelse henvises til den under B omtalte folketingsbeslutning om nedsættelse af et udvalg vedrørende visse naturforekomster.

Lovforslaget fik ved 1. behandling en velvillig modtagelse fra alle partiers ordførere.

Der blev fra flere sider udtrykt ønske om muligheden for en vis
orientering af folketinget under hensyn til de vidtgående bemyndigelser, lovforslaget indeholdt. Den videre behandling resulterede som nævnt i indsættelse af en bestemmelse om ministerens orienteringspligt over for et af folketinget nedsat udvalg.

I ministerens fremsættelse var bl. a. anført følgende:

„I relation til bevillingen til efterforskning og indvinding af kulbrinter m. v., som er givet A. P. Møller-selskaberne, er det regeringens hensigt at søge etableret et nært samarbejde mellem disse og staten, jfr. herved den af ministeren for offentlige arbejder med bevillingshaverne indgåede samarbejdsaftale af 17. februar 1972. Ved administrationen af loven og det hertil knyttede bevillingssystem vil den bevilling, som i sin tid er givet A. P. Møller-selskaberne, blive respekteret, og under varetagelse af rimelige samfundsmæssige interesser vil bevillingshaverne kunne påregne at få sådanne tilladelser eller bevillinger, som vil gøre det muligt for dem at udnytte fundne forekomster af naturgas."

Under behandlingen i folketinget blev dette spørgsmål om relationerne mellem lovforslaget og den eksisterende eneretsbevilling til efterforskning og indvinding af kulbrinter m. v. i Danmarks undergrund gjort til genstand for debat. Herom må henvises til forhandlingerne og til den af udvalget afgivne betænkning, hvortil er knyttet et bilagsmateriale, som belyser spørgsmålet.

Betænkningen indeholder følgende mindretalsudtalelse:

„Et mindretal (venstres medlemmer af udvalget) beklager, at ministeren ikke allerede ved sin fremsættelse af lovforslaget har gjort folketinget opmærksom på, at der henstod en juridisk uenighed om, hvorvidt og i hvilket omfang lovforslaget kunne betyde et indgreb i de rettigheder, som allerede gennem koncession er givet DUC.

Mindretallet lægger vægt på, at såvel ministerens fremsættelse som de ovennævnte udtalelser giver udtryk for, at man — såfremt der opstår en juridisk konflikt mellem lovens bestemmelser og DUCs koncession — ved lovens administration vil tage nødvendige og rimelige hensyn hertil."

Lovforslaget vedtoges enstemmigt ved 3. behandling.
Partiernes ordførere
Karl Johan Mortensen (S), Niels Ravn (KF), Ove Guldberg (V), Bernhard Baunsgaard (RV) og Morten Lange (SF)