Lovforslaget svarer til den gældende toldlov med de ændringer, der må foretages i denne som følge af Danmarks eventuelle indtræden i De europæiske Fællesskaber. Disse ændringer omfatter såvel toldtariffen som toldforvaltningsbestemmelserne.
For så vidt angår toldtariffen indeholder lovforslaget 2 ændringer, idet det vil være nødvendigt dels at afvikle tolden over for de øvrige medlemslande i EF (den interne toldafvikling), dels at erstatte den danske toldtarif af Fællesskabernes toldtarif (den eksterne toldtilpasning). Både denne og den interne skal gennemføres gradvist og være afsluttet med udgangen af 1977. Toldafviklingen og toldtilpasningen foretages dog ikke på samme måde for alle varegrupper. Herom henvises til lovforslagets enkelte bestemmelser.
De foreslåede ændringer i toldforvaltningsbestemmelserne har deres baggrund i artikel 27 i Rom-traktaten, der pålægger medlemslande at harmonisere deres toldlovgivning i fornødent omfang. I overensstemmelse hermed har Fællesskabernes Råd og Kommission i årenes løb udstedt et antal forordninger, direktiver, beslutninger og rekommandationer vedrørende forskellige områder af toldforvaltningsbestemmelserne. I det omfang ikke andet er omtalt under tiltrædelsesforhandlingerne, foreslås disse at finde anvendelse efter Danmarks indtræden i EF.
Endvidere foreslås visse bestemmelser i den gældende toldlov helt ophævet, således reglerne om kamptold, idet Danmark efter indtræden i EF ikke på egen hånd vil kunne gennemføre sådanne toldsanktioner. Samme synspunkt ligger til grund for ophævelsen af den gældende toldlovs § 4, stk. 3, om bemyndigelse til finansministeren om for en periode på højst 9 måneder at ophæve eller nedsætte tolden, når Danmark ved mellemfolkelig aftale om gensidige toldindrømmelser har forpligtet sig hertil.
Af ministerens fremsættelsestale fremgår, at hverken forslaget eller de bekendtgørelser, der til sin tid skal udstedes i henhold til toldloven, vil medføre, at der ændres ved de væsentligste elementer i den toldbehandlingsreform, der blev gennemført ved den gældende toldlov, dog at det må påregnes, at man om et par år må afkorte længden af den kredit, der gives med betaling af told og afgifter af indførte varer.
Ministeren fremhævede endvidere i sin fremsættelsestale, at forslaget ikke er fuldt udarbejdet, idet det ikke har været muligt at formulere visse af forslagets paragraffer om samhandelen med de
EFTA-lande, der ikke indtræder i De europæiske Fællesskaber, ligesom forslaget heller ikke indeholder nogen toldtarif, men han fandt det rigtigst allerede nu at fremsætte forslaget for at give folketinget mulighed for at påbegynde gennemgangen allerede nu.
Ved I. behandling lagde samtlige ordførere vægt på, at forslaget var fremsat, således at der blev mulighed for at påbegynde udvalgsarbejdet, selvom lovforslaget ikke var helt færdigbehandlet.
Af udvalgets beretning fremgår, at da spørgsmålet om Danmarks eventuelle tiltrædelse af De europæiske Fællesskaber endnu ikke er afgjort, har udvalget ikke taget endelig stilling til lovforslaget.