Efter 1. behandling henvist til samme udvalg som forslag til lov om sommerhuse og campering m. v., se side 120.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling. Loven, der gennemførtes i nær sammenhæng med lov om sommerhuse og campering m. v. og lov om ændring af lov om by- og landzoner (se side 120 og 131), må ligesom disse ses som et led i bestræbelserne for at sikre befolkningens rekreative interesser samt udbygge beskyttelsen af de danske naturressourcer.

Lovens kap. 1, der omhandler statens, kommunernes og almennyttige selskabers erhvervelse af arealer, indeholder i §§ 1-3 følgende bestemmelser:

„§ 1. Staten kan erhverve eller yde lån til erhvervelse af faste ejendomme, som det har betydning at råde over til fremme af befolkningens rekreative interesser, herunder ved bevarelse af landskaber og tilvejebringelse af arealer til sommerhusbebyggelse, feriecentre, campingpladser, kolonihaver og almene rekreative formål.

§ 2. Til varetagelse af de i § 1 nævnte formål kan staten inden for et årligt beløb af 100 mill. kr.

1) erhverve ejendomme,

2) yde lån til kommuner eller amtskommuner til erhvervelse af ejendomme,

3) yde lån til selskaber og foreninger m. v. med almennyttigt formål til erhvervelse af ejendomme.

§ 3. Økonomi- og budgetministeren fastsætter vilkårene for lån i henhold til § 2, nr. 2 og 3."

Det er i udvalgets betænkning oplyst, at selv om arealer til naturparker og rekreative formål uden bebyggelse i et vist omfang vil kunne sikres efter naturfredningslovens bestemmelser, er der et behov for at kunne sikre arealer til indretning og drift af forskellige former for fritidsområder, ligesom en forøgelse af de hidtidige muligheder for erhvervelse til sikring af kerneområderne i de fremtidige naturparker er ønskelig. Det er dog tilkendegivet, at det ikke er hensigten at foretage egentlige opkøb af arealer inden for de allerede fastlagte sommerhusområder, men det udelukkes ikke, at der kan blive tale om at erhverve et areal til f. eks. et feriecenter. Det er endvidere fremhævet, at det med loven tilsigtes at skabe alternativer til den traditionelle sommerhusbebyggelse, men ikke at hindre denne form for fritidsbebyggelse inden for de til enhver tid fastlagte sommerhusområder.

Vedrørende det i § 2 anførte beløb på 100 mill. kr. oplyses i bemærkningerne til lovforslaget, at det er tanken, at de årlige bevillinger indtil videre skal fordeles mellem boligministeriet, landbrugsministeriet og ministeriet for kulturelle anliggender. Beløbet vil dog blive opført samlet på økonomi- og budgetministerens finanslovparagraf blandt bevillingsreserverne. Fordelingen af beløbet mellem de berørte ministre og de nærmere vilkår for dets anvendelse forudsættes i de enkelte finansår fastlagt efter forelæggelse for finansudvalget. Der forudsættes i øvrigt tilvejebragt en ordning, hvorved de pågældende ministre kan disponere inden for den givne ramme, uden at de enkelte erhvervelser skal forelægges finansudvalget.

Med hensyn til bestemmelsen i § 3 tilkendegav boligministeren i udvalgets betænkning, at regeringen med henblik på at tilskynde til en effektiv udnyttelse af de midler, der stilles til rådighed, vil fastsætte en rente, der er lavere end markedsrenten, og at en sådan gunstigere forrentning også vil blive lagt til grund ved eventuel udlejning af ejendomme, der er erhvervet i henhold til loven.

Dette fik ikke tilslutning fra et mindretal i udvalget (det konservative folkeparti, venstre og det radikale venstre), der stillede et ændringsforslag gående ud på, at der i paragraffen skulle indføjes en bestemmelse om, at renten for de omhandlede lån skulle fastsættes på grundlag af markedsforholdene for lån af tilsvarende type. Dette ændringsforslag blev dog ved 2. behandling forkastet med 82 stemmer (S og SF) mod 68 (KF, V og RV).

Med den begrundelse, at det vil være af væsentlig betydning, at der sikres det offentlige mulighed for at erhverve arealer, der er særligt egnede til rekreativ udnyttelse, også i tilfælde af at der fra anden side vises interesse for køb af sådanne arealer, er der i kap. 2 indsat bestemmelser, hvorefter der på nærmere angivne ejendomme i landzoner eller sommerhusområder skal kunne pålægges forkøbsret for staten. Bestemmelserne har følgende indhold:

„§ 4. Boligministeren eller den, han bemyndiger hertil, kan bestemme, at nærmere angivne ejendomme, som er beliggende i landzone eller i områder, som ved bygningsvedtægt eller byplanvedtægt er udlagt til sommerhusbebyggelse (sommerhusområder), pålægges forkøbsret for staten, når de i stk. 2 eller stk. 3 nævnte betingelser er opfyldt.

Stk. 2. Forkøbsret kan pålægges

a. ejendomme, hvorpå der er marsk,

b. ejendomme, som ikke er undergivet landbrugspligt, og hvorpå der er skov,

c. ubebyggede ejendomme, som er beliggende i landzone, og som ikke er undergivet landbrugspligt.

Stk. 3. Forkøbsret kan i øvrigt kun pålægges, når det på grundlag af en iværksat planlægning til fremme af befolkningens rekreative interesser findes, at ejendommen eller en del af denne er særlig egnet til fremme af de formål, der er nævnt i § 1.

Stk. 4. Ejerne af de pågældende ejendomme underrettes om forkøbsretten. Forkøbsretten tinglyses på ejendommene.

Stk. 5. Forkøbsretten respekterer private forkøbsrettigheder og køberettigheder, der er tinglyst før datoen for lovforslagets fremsættelse, men går i øvrigt forud for andre rettigheder over ejendommen, uanset hvornår disse er stiftet.

§ 5. Forkøbsretten gælder ved enhver erhvervelse1 af ejendommen eller af en del af denne. Forkøbsretten kommer dog .ikke til anvendelse,

1) når erhververen er staten eller en kommune,

2) når ejendommen erhverves af en person ved arv, ved overtagelse til hensidden i uskiftet bo eller ved deling af fællesbo, eller

3) når erhververen er den hidtidige ejers ægtefælle eller er beslægtet eller besvogret med den hidtidige ejer i op- eller nedstigende linje eller i hans sidelinje så nær som søskende eller disses børn.

§ 6. Reglerne i §§ 21-26 i lov nr. 181 af 28. april 1971 om statens udlån til jordbrugsmæssige formål m. m. finder anvendelse med hensyn til ejendomme, der er pålagt forkøbsret efter § 4. De funktioner, som efter den nævnte lovs §§ 21, 22 og 24 er henlagt til landbrugsministeren eller statens jordlovsudvalg, udøves dog af den myndighed, der har pålagt forkøbsretten efter § 4."

Det er i bemærkningerne til lovforslaget forudsat, at udpegningen af de ejendomme eller områder, der skal undergives forkøbsret, normalt skal ske i nøje tilknytning til planlægningsmyndighedernes løbende planlægning af anvendelsen af arealer til rekreativt formål. Dette synspunkt er kommet direkte til udtryk i selve formuleringen af § 4 og navnlig dens 3. stykke, således som bestemmelserne foreligger efter ændringerne under udvalgsbehandlingen.

Det er endvidere i bemærkningerne forudsat, at forkøbsret kun undtagelsesvis vil blive pålagt ejendomme med et areal, der ikke overstiger den sædvanlige arealstørrelse for parcel- eller sommerhuse. I den af udvalget afgivne tillægsbetænkning blev det yderligere understreget, at der mellem udvalget og boligministeren var enighed om, at forkøbsret ikke bør pålægges byggegrunde i landsbyer.

Endelig er der i lovens kap. 3 indeholdt en ekspropriationsadgang af følgende indhold:

„§ 7. Boligministeren eller den, han bemyndiger dertil, kan ekspropriere en ejendom i landzone eller i et sommerhusområde, når ejendommen kan pålægges forkøbsret efter § 4, stk. 3, og når det endvidere er af væsentlig betydning at råde over ejendommen for at sikre gennemførelsen af en iværksat planlægning, til fremme af de formål, der er nævnt i § 1. Ekspropriation kan dog ikke finde sted med henblik på tilvejebringelse af arealer til privat sommerhusbebyggelse."

Anvendelsen af denne bestemmelse vil i det enkelte tilfælde være begrundet med, at der foreligger et væsentligt og aktuelt behov for at overtage ejendommen, og at dette ikke kan opnås ved at pålægge denne en forkøbsret.

Lovforslaget blev ved 3. behandling vedtaget enstemmigt med
154 stemmer.