B 3 Forslag til folketingsbeslutning om oprettelse af et kontaktorgan mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter.

Samling: 1971-72
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til udvalg på 17 medlemmer: Bertel Pedersen, Erik Andersen (Fr.borg amt), Lysholt Hansen, Hjortnæs, Anker Jørgensen, Evald Kristensen, Tastesen, Grete Westergaard, Arne Larsen, Poul Schlüter, Ninn-Hansen [formand], Simonsen, Nyboe Andersen, Henry Christensen, Robert Christensen [næstformand], Niels Helveg Petersen og Erik Hansen.

Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende indhold:

„Folketinget opfordrer regeringen til snarest at oprette et kontaktorgan til drøftelse af indkomst- og omkostningspolitiske spørgsmål mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter."

Om forslagets sigte anførtes bl. a. følgende i de ledsagende bemærkninger:

Forslagsstillernes hensigt med oprettelsen af kontaktorganet er at skabe en permanent ramme for drøftelser af indkomst- og omkostningspolitiske spørgsmål. Deltagerne bør være repræsentanter for regeringen og for arbejdere, funktionærer, tjenestemænd og arbejdsgivere. De pågældende organisationer bør inddrages i arbejdet med den nærmere udformning af kontaktorganets arbejdsform.

Forslagsstillerne anser det for betydningsfuldt, at drøftelserne i det permanente kontaktorgan kan finde sted ikke alene umiddelbart forud for afslutning af nye overenskomster. Forståelse for betydningen af en omkostningsbegrænsende politik fremmes bedst gennem kontakt inden nye overenskomstforhandlinger indledes. Hertil kommer, at der er en nær sammenhæng mellem det offentliges skatte- og udgiftspolitik på den ene side og arbejdspladsernes omkostninger på den anden.

Reallønsforbedringer kan opnås på flere måder: f. eks. som højere lønninger, lavere skatter eller lavere priser. Der er imidlertid afgørende forskel på, hvorledes de forskellige metoder påvirker omkostningsniveauet.

Gennem kontaktorganet vil man i øvrigt kunne drøfte mulighederne for at sikre forbedringer i realindkomsterne gennem eventuelle ændringer inden for skatte- og sociallovgivningen - således at arbejdspladsernes konkurrenceevne ikke belastes.

Lavtlønsproblemet har endnu ikke fundet en tilfredsstillende løsning gennem overenskomsterne. Gennem arbejdet i kontaktorganet kan der formentlig nås en koordineret indsats for problemets løsning ikke alene for visse lønmodtagergrupper, men også for andre befolkningsgrupper med lavindkomster.

Drøftelser i kontaktorganet vil ligeledes kunne bidrage til hurtigere at nå frem til ligeløn for ligeartet arbejde.

Forslaget blev ved 1. behandling afvist af økonomi- og budgetministeren, der ikke fandt, at der var behov for et permanent kontaktorgan, som efter ministerens opfattelse ville blive udtryk for regeringens indblanding i overenskomstforhandlinger, der burde overlades til arbejdsmarkedets parter. Ministeren ville ikke afvise en socialt

afbalanceret indkomstpolitik, men han fandt, at forslaget var udtryk for et ønske om lønbegrænsning.

Forslaget henvistes til et udvalg, der ikke nåede at afslutte behandlingen heraf inden folketingsårets udløb.
Partiernes ordførere
Carl Bertel Pedersen (S), Poul Schlüter (KF), Henry Christensen (V), Niels Helveg Petersen (RV) og Grete Westergaard (SF)