Efter 1. behandling henvist til udvalg på 17 medlemmer: Hanne Budtz [næstformand], Adam Møller, Lis Møller, Ulla Worm, Eva Ree, Merete Bjørn Hanssen, Ib Thyregod, Dagmar Andreasen, Rigmor Christensen, Nordqvist, Lene Bro, Karen Dahlerup Andersen, Grete Hækkerup, K. J. Mortensen [formand], Helge Nielsen, Kjeld Olesen og Gunhild Due.
Forslaget indeholdt følgende ændringer i adoptionsloven:
1) Til § 1. Adoptionsalderen ændres fra 25 år til myndighedsalderen, d.v.s. 20 år.
2) Til § 1. Faderen til et barn uden for ægteskab skulle kunne adoptere dette.
3) Til § 6. Samtykke til adoption skulle ikke kunne tilbagekaldes, når barnet i mere end 12 måneder har været i adoptantens varetægt med adoption for øje.
Samt vedrørende „de glemte børn" som nyt stykke 4 til § 6.
"Stk. 4. Bevilling til adoption kan meddeles uden forældrenes samtykke, når de i mindst 2 år har undladt at besøge barnet eller på anden måde ikke har vist rimelig interesse for dets velfærd."
Ved 1. behandling gjorde justitsministeren opmærksom på, at en adoptionsalder på 20 år ville stride mod en Europakonvention om adoption af 1967, der har 21 års grænsen. Spørgsmålet om dansk ratifikation af denne grænse beror på arbejdet i adoptionsudvalget. Ministeren kunne ikke forstå, at man ville fravige det i 1956 i adoptionsloven indførte princip om ligestilling mellem ægtebørn og børn født uden for ægteskab. Det man sigtede på var at tillægge faderen forældremyndigheden, hvis moderen ville bortadoptere det. Det måtte kunne ske uden at tilsløre de virkelige slægtskabsforhold. De nye stykker i samtykkebestemmelsen i § 6 var de vanskeligste. Ifølge forslaget ville et samtykke blive bindende, selv om det ikke var afgivet overfor en offentlig myndighed, og selv om de naturlige forældre ikke havde fået vejledning om retsvirkningerne af samtykket. Reglen om de glemte børn var formuleret helt generelt, men efter bemærkningerne tog man sigte på de institutionsanbragte børn. Ministerens konklusion var, at han havde sympati for de tanker, der lå bag det fremsatte forslag, men at han ikke mente, at regeringen kunne medvirke til det, som det var nu. Det siddende adoptionsudvalg måtte først afslutte sine overvejelser. Det blev nedsat i december 1969. Det ville efter ministerens mening være forkert at ændre de gældende regler, før spørgsmålene havde været grundigt overvejet i adoptionsudvalget, hvis sagkundskab ville sikre, at det blev belyst fra alle sider.
Hanne Budtz (KF) var imod en stykkevis ændring af loven. Det var bedre at få hele loven til virkelig grundig behandling. Der var en del synspunkter i forslaget, som hun var helt enig i. Noget helt andet var udformningen, som hun mente lod en hel del tilbage at ønske. Det ville være forkert at træffe en hurtig og uafklaret beslutning uden at have set betænkningen fra det sagkyndige udvalg, som justitsministeren netop havde omtalt.
Merete Bjørn Hanssen (V). De problemer og de ønsker om at løse dem, der lå bag lovforslaget, omfattede hun med den allerstørste interesse. Hendes parti ønskede at sikre den ugifte fars retsstilling igennem forældremyndigheden hellere end gennem en adoptionsret. Med hensyn til samtykkereglerne delte hun justitsministerens opfattelse af, at adoptionsudvalgets kulegravning af problemerne måtte afventes.
Dagmar Andreasen (RV) fandt ingen grund til at nedsætte adoptionsalderen. Den ugifte fars problemer burde løses ved ændringer i myndighedsloven. Med hensyn til samtykkereglerne var hun tilbøjelig til at sige, at en moder 3 måneder efter fødslen skulle give en bindende afkaldserklæring. De glemte børns problemer burde løses ved en regel, der gik helt ned til 1 år. Kom der ikke i overskuelig fremtid noget fra adoptionsudvalget, ville hun gerne være med til at lave noget.
Gunhild Due (SF) kunne gå med til at ændre 25 års grænsen i ganske særlige tilfælde. Faderens problemer burde muligvis løses over forældremyndighedslovgivningen. Ændringerne i samtykkereglerne var mere problematiske. Hun mente, at man burde afvente betænkningen fra adoptionsudvalget, i hvert fald hvis det ikke tog for lang tid.
Hanne Reintoft (DK) kunne gå ind for, at en nedsættelse af adoptanternes aldersgrænse i visse tilfælde kunne være hensigtsmæssig. En yderligere sikring af den ugifte fars retsstilling var også påkrævet. Forringelsen af mulighederne for at tilbagekalde et samtykke til adoption samt faktisk adoption uden forældresamtykke for en lille gruppe børns vedkommende vendte hun sig meget skarpt imod i den foreliggende form.
Det nedsatte udvalg afgav en beretning:
„Et flertal (det konservative folkepartis, venstres, det radikale venstres og socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget) henviser til det arbejde, der er i gang i det af justitsministeren nedsatte udvalg vedrørende adoptionslovgivningen. Justitsministeren har om dette arbejde oplyst, at adoptionsudvalget i oktober d. å. kan afgive en delbetænkning omhandlende problemerne omkring de „glemte børn" og samtykkeerklæringer ved adoptioner. Ministeren har endvidere oplyst, at han vil fremsætte et lovforslag vedrørende disse spørgsmål, så snart den nævnte delbetænlming foreligger, uden forudgående høringer.
Flertallet har herefter fundet det rigtigt at afvente den nævnte delbetænkning fra adoptionsudvalget og det lovforslag, justitsministeren har givet tilsagn om at fremsætte, og har på denne baggrund ikke fundet det muligt at tilendebringe udvalgsarbejdet.
Et mindretal (socialdemokratiets medlemmer af udvalget) beklager, at det ikke har været muligt at afgive betænkning over forslaget. Man havde været villig til under visse betingelser at frafalde forslagets to første punkter om nedsættelse af adoptionsalderen og om retten for en fader til et barn født udenfor ægteskab til adoption for at koncentrere sig om samtykkeerklæringers tilbagekaldelighed og de glemte børn. På dette område har man for at imødekomme synspunkter indskrænket tidsrummet for tilbagekald af adoptionssamtykke fra 12 måneder til 3 måneder. Reglen om „glemte børn" har man foreslået ændret fra 2 år til 1 år."