L 152 Forslag til lov om ændring af lov om skattemæssig opgørelse af varelagre m. v.

Samling: 1970-71
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til samme udvalg som det af finansministeren fremsatte forslag til lov om ændring af kildeskatteloven m. fl. lovforslag, se side 73.

Lovforslaget, der var enslydende med det af de samme forslagsstillere i foregående folketingssamling fremsatte lovforslag, jfr. folketingsårbog 1969-70, pag. 495, gik ud på at ophæve de gældende regler om skattemæssig nedskrivning af varelagre og ordrer på bindende kontrakt, jfr. lovbekendtgørelse nr. 255 af 18. juni 1968.

Der foresloges dog en overgangsordning, således at reglerne nedtrappedes over 3 år.

Ifølge bemærkningerne til lovforslaget fandt forslagsstillerne de pågældende regler uhensigtsmæssige, fordi de opfordrer til udvidelse af varelagrene, ligesom forslagsstillerne fandt det uheldigt, at foranstaltninger til erhvervsstøtte blev givet uanset virksomhedens formål og nytte.

Lovforslaget behandledes i folketinget sammen med de samme forslagsstilleres forslag til lov om ændring af lov om skattemæssige afskrivninger m. v. m. fl. lovforslag, og der henvises til omtalen heraf foran side 344.
Partiernes ordførere
Henry Grünbaum (S), Asger Jensen (KF), J. E. Foged (V), Helge von Rosen (RV), Sigurd Ømann (SF), Erik Sigsgaard (VS) og Hanne Reintoft (DKP)