B 48 Forslag til folketingsbeslutning om en skolebogskommission.

Samling: 1970-71
Status: Bortfaldet
Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:

„Folketinget opfordrer regeringen til at nedsætte en hurtigtarbejdende kommission, som skal undersøge skolebøger og andre læremidler, som anvendes i folkeskolen.

Kommissionen skal undersøge, i hvilket omfang det eksisterende undervisningsmateriel virker tendentiøst i sin fremstillingsform, og fremsætte forslag til, hvorledes dette forhold, der er i strid med skolens målsætning, kan undgås.

Kommissionen bør fremlægge alternative forslag til en procedure, der sikrer en løbende analyse af læremiddelsbehovet og fremmer realiseringen af nye ideer samt sikrer en pædagogisk og fagligt kvalificeret godkendelse af de udarbejdede lærebøger m. v. Endvidere bør kommissionen fremkomme med alternative forslag til en effektiv og økonomisk produktion og distribution af læremidler.

Ligeledes bør kommissionen undersøge muligheden for oprettelse af et deklarationsnævn vedrørende alle arter af undervisningsmaterialer, inventar m. m., der anvendes til undervisningsformål.

Kommissionens medlemmer, der udpeges af undervisningsministeren, skal være pædagoger og specialister med kendskab til fremstilling, salg, distribution m. v."

Forslaget kom ikke til behandling i folketinget inden samlingens slutning.