Denne redegørelse fremsattes dels i en skriftlig del, dels i en mundtlig (åbningstalen).
Fremstillingen i den skriftlige del tilsigtede at give folketinget en afrundet og mere udførlig oversigt over udviklingen og regeringens arbejdsplaner og dermed at underbygge den mundtlige del, i hvilke der blev givet en belysning af de hovedopgaver og større reformopgaver, som i særlig grad ville påkalde folketingets opmærksomhed og indsats i den kommende arbejdsperiode.
Redegørelsen, hvis mundtlige del i uddrag findes gengivet side 25 ff, efterfulgtes i overensstemmelse med, hvad der foreskrives i den nævnte grundlovsparagraf, af en forhandling, åbningsdebatten.
Som ordførere talte: Per Hækkerup (S), Haunstrup Clemmensen (KF), Henry Christensen (V), Niels Helveg Petersen (RV), Aksel Larsen (SF) og Sigsgaard (VS). Herudover havde følgende medlemmer ordet: K. B. Andersen (S), Erling Dinesen (S), Frode Jakobsen (S), J. O. Krag (S), Helge Nielsen (S), Ivar Nørgaard (S), Per Federspiel (V), Alfred Andersen (SF), Poul Dam (SF), Arne Larsen (SF), Kai Moltke (u.p.), Hanne Reintoft (u.p.) og Rosing (Grønl.). Endvidere talte følgende ministre: statsministeren, udenrigsministeren, finansministeren og økonomiministeren og ministeren for nordiske anliggender samt for europæiske markedsanliggender.