Kapitel 1 i loven (§§ 1 og 2) nævner tilfælde, hvor en kvinde kan få svangerskabsafbrydelse uden tilladelse. Ifølge § 1 kan det ske, når afbrydelsen er nødvendig for at afværge fare for hendes liv eller for en alvorlig forringelse af hendes fysiske eller psykiske helbred, og denne fare er begrundet i forhold af udelukkende eller ganske overvejende lægelig karakter.

Ifølge § 2 kan en kvinde som har bopæl her i landet, endvidere få svangerskabsafbrydelse uden tilladelse i følgende to tilfælde:

1) Når hun er fyldt eller vil fylde 38 år inden udløbet af 12. svangerskabsuge.

2) Når hun har født mindst 4 børn, som bor hos hende og er under 18 år.

Ifølge § 3 kan en kvinde, som har bopæl her i landet, endvidere få sit svangerskab afbrudt, hvis der gives en særlig tilladelse. En sådan tilladelse gives af et samråd, der er knyttet til en mødrehjælpsorganisation og består af institutionens leder eller en medarbejder med tilsvarende uddannelse samt to læger. Den ene læge skal være speciallæge i gynækologi eller kirurgi og så vidt muligt ansat ved et stedligt sygehus, medens den anden skal være speciallæge i psykiatri eller have særlig socialmedicinsk indsigt. Et samråds afslag på en ansøgning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse kan indbringes for et ankenævn, der tillige fører tilsyn med samrådenes virksomhed.

§ 4 nævner følgende 6 tilfælde, hvor der kan gives tilladelse til svangerskabsafbrydelse:

1) Når svangerskabet, fødslen eller omsorgen for barnet medfører fare for en forringelse af kvindens helbred. Ved afgørelsen tages der hensyn ikke alene til fysisk eller psykisk sygdom, men også til tilstedeværende eller truende fysiske eller psykiske svækkelsestilstande. Der skal endvidere tages hensyn til de forhold, hvorunder kvinden lever.

2) Når kvinden er blevet gravid under omstændigheder som nævnt i § 210 eller §§ 216-224 i borgerlig straffelov.

3) Når der er fare for, at barnet på grund af arvelige anlæg eller på grund af beskadigelse eller sygdom i fostertilstanden vil få en alvorlig fysisk eller psykisk lidelse.

4) Når kvinden på grund af fysisk eller psykisk lidelse eller svag begavelse ikke formår at drage omsorg for barnet på forsvarlig måde.

5) Når kvinden på grund af ung alder eller umodenhed ikke for tiden formår at drage omsorg for barnet på forsvarlig måde.

6) Når svangerskabet, fødslen eller omsorgen for barnet må antages at ville medføre en alvorlig belastning af kvinden, som ikke kan afværges på anden måde, således at det af hensyn til kvinden, til opretholdelsen af hjemmet eller omsorgen for familiens øvrige børn må anses for påkrævet, at svangerskabet afbrydes. Ved afgørelsen tages der hensyn til kvindens alder, hendes arbejdsbyrde og hendes personlige forhold i øvrigt samt til familiens boligmæssige, økonomiske og helbredsmæssige forhold.

Kapitel 3 indeholder fælles bestemmelser for svangerskabsafbrydelse. I modsætning til hidtil er den almindelige frist for indgrebets foretagelse sat ved udløbet af den 12. svangerskabsuge i stedet for som hidtil ved 16. svangerskabsuge.

Kapitel 4 indeholder regler om svangerskabsforebyggelse m. v., mens kapitel 5 indeholder straffebestemmelser. Straffebestemmelserne indeholder den nydannelse, at strafansvaret for illegal svangerskabsafbrydelse ophæves for kvindens vedkommende.

Lovforslaget blev fremsat samme dag, som det forslag om fri abort, der var fremsat af medlemmer af socialistisk folkeparti, var til 1. behandling. I ministerens fremsættelsestale siges det, at forslaget var udarbejdet på grundlag af flertallets indstilling i den betænkning om adgang til svangerskabsafbrydelse, som justitsministeriets svangerskabsudvalg afgav i foråret 1969. På det foreliggende grundlag havde ministeren ikke fundet det forsvarligt for tiden at stille forslag om at gennemføre en fri adgang til svangerskabsafbrydelse. Der var netop i disse år en betydelig udvikling i gang i arbejdet med at udbrede kendskabet til og fremme anvendelsen af antikonceptionelle midler, ligesom der blev arbejdet ihærdigt med at finde frem til midler, der var endnu sikrere og lettere at anvende end dem, man kendte i dag. Det var ministerens opfattelse, at det, som også fremhævet af udvalgets flertal, ville være uheldigt i en sådan periode at gøre adgangen til svangerskabsafbrydelse helt fri.

Falk Hansen (S) udtalte ved 1. behandlingen, at der var tre forskellige synspunkter repræsenteret i tinget. Der var tilhængere af fri abort, der var dem, der ville liberalisere den nugældende lovgivning, og der var dem, der ville beholde den nugældende ordning, ja, som måske endda helst så, at adgangen til abort blev begrænset ud over, hvad tilfældet var i øjeblikket. Alle tre grupper var repræsenteret i hans parti. Personligt gik han ind for fri abort. Hver gang adgangen til svangerskabsafbrydelse havde været drøftet i folketinget, var der talt vidt og bredt om alle de foranstaltninger, som det ville være godt og naturligt at gennemføre for at afbøde nogle af de ydre vanskeligheder ved at gennemføre et uønsket svangerskab. Men stort set var det blevet ved ordene, og det var på denne baggrund, at han havde ændret sin opfattelse derhen, at det måtte være det vigtigste, det rimeligste og mest hæderlige at gennemføre en lovgivning, der sikrede kvinden fri adgang til at få et uønsket svangerskab afbrudt, hvis hun af den ene eller den anden grund ønskede det, og uden at hun skulle stå skoleret for nogen.

Lis Møller (KF) var skeptisk med hensyn til en for stor liberalisering af den gældende lov. Det kunne nemt føre til, at ansvarsfølelsen blev svækket, specielt hos den del af de unge, der ikke tog det så nøje med prævention. Hun efterlyste en statsreklamering for familieplanlægning i lighed med den svenske. Hun fandt det endvidere rimeligt, at konsultationer i forbindelse med anvisning af p-pillen og andre præventive midler blev gratis. Betydningen af oplysning, undervisning og vejledning blev understreget. Med hensyn til den sociale indikation beklagede hun dybt, at de ufødte skulle undgælde for mangelfuld sociallovgivning og for mangelfuld sanering. Hun syntes, at man burde overveje at tilråde kvinder, som på grund af ung alder eller umodenhed ikke for tiden formåede at drage omsorg for barnet på forsvarlig måde, at bortadoptere barnet fremfor at tilråde svangerskabsafbrydelse. For en fuldstændigheds skyld oplyste hun, at der i hendes parti var forskellige standpunkter.

Eva Ree (V) fandt, at regeringsforslaget var et mere tiltalende forslag end SF's om fri abort. I venstres gruppe var der enkelte medlemmer, der ikke kunne stemme for lovforslaget, men ellers delte gruppen regeringens opfattelse, at den nuværende lov trængte til forbedringer. Hun understregede betydningen af oplysning om præventive midler og af sociale foranstaltninger.

Else-Merete Boss (RV) oplyste, at der i det radikale venstres gruppe var forskellige opfattelser. Nogle ville gerne liberalisere helt, men i erkendelse af, at den liberalisering, der her var foreslået, var at foretrække for den nuværende lov, og i erkendelsen af, at ministerens forslag havde størst mulighed for at samle flertal, kunne det radikale venstre give tilslutning til det fremsatte forslag. Kommuner eller private organisationer, der søgte at råde bod på, hvad der var forsømt inden for den offentlige undervisningssektor med hensyn til seksualundervisning, burde have deres udgifter dækket fuldt ud af staten. Man burde ligeledes overveje, om konsultation angående vejledning i antikonception ikke burde være gratis, og om priserne på antikonceptionelle midler ikke burde nedsættes, så man i hvert fald helt udelukkede den mulighed, at nogen af økonomiske grunde undlod den lægelige vejledning og det af lægen anbefalede præventive middel.

Morten Lange (SF) understregede, at forslaget om fri abort ikke drejede sig om en lov, som skulle pålægge nogen pligt til abort. Det drejede sig om en lovgivning, som skulle give mulighed for, at de der ønskede en abort, kunne få det. Han var bekymret over ministerens lovforslag, fordi det yderligere udvandede en i forvejen svag etisk begrundelse uden at erstatte den med en anden. Han var af den opfattelse, at den liberalisering, man nu talte om ville ske, var en overordentlig beskeden liberalisering. Han mente, at der var tale om en klasselov. Den gav visse velbjærgede grupper i samfundet langt større muligheder for at nå lovens forudsete resultater ved hjælp af kloge læger eller velbegavede sagførere eller andre dyre rådgivere, end den gav dem, der var dårligere stillet.

Kjær Rasmussen (VS) gik ligeledes ind for fri abort. Med hensyn til ministerens lovforslag, fandt han det hykleri og dobbeltmoral med de indførte aldersgrænser, specielt fordi den truede gruppe befandt sig inden for grænserne. Han pegede endvidere på den katastrofale mangel på socialrådgivere for mødrehjælpen i Nordjylland.

Uden for ordførernes række talte Hanne Reintoft (u.p.), Vestergaard Poulsen (KF), Lene Bro (S) og Niels Jørgen Nielsen (V).

Hanne Reintoft og Lene Bro gik ind for fri abort. Vestergaard Poulsen oplyste, at han sammen med Clara Munch og Burgdorf ikke kunne gå ind for en så vidtgående liberalisering, som lovforslaget medførte. Niels Jørgen Nielsen meddelte på egne vegne og på Jens Fogeds vegne, at de ikke kunne medvirke til lovforslaget.

Forslaget blev efter 1. behandling sendt til det udvalg, der allerede var nedsat til at behandle SFs forslag om fri abort.

Det fremgår af udvalgets betænkning, at der direkte til folketinget var sendt skriftlige henvendelser, der protesterede mod lovforslaget, med ialt ca. 11.000 underskrifter. Hertil kom, at udvalget fra justitsministeriet havde modtaget protestskrivelser med i alt ca. 29.000 underskrifter. Af udvalgets ret omfattende betænkning kan fremhæves, at udvalget over for justitsministeren har peget på det uheldige i, at lægekonsultation med henblik på svangerskabsforebyggelse ikke er omfattet af den bestående sygekasseordning og ikke — bortset fra de i svangerskabshygiejneloven omhandlede undtagelser — dækkes på anden måde. Justitsministeren har i tilslutning hertil givet tilsagn om, at han i regeringen ville anbefale, at der blev søgt gennemført en ordning, hvorefter udgifter til lægekonsultation med henblik på svangerskabsforebyggelse eller en væsentlig det af sådanne udgifter kunne kræves refunderet. Udvalget henstiller endvidere, at man overvejer, om det vil være muligt at bestemme, at andre læger eller i hvert fald en assisterende overlæge ved sygehuset vil kunne påtage sig ansvaret for indgrebet, dersom overlægen ikke vil påtage sig det.

Udvalgets flertal (V,KF,RV + socialdemokraterne K. Axel Nielsen og Waldemar Laursen) indstillede forslaget til vedtagelse med nogle af ministeren stillede ændringsforslag.

Et mindretal (socialdemokraterne Falk Hansen, Lene Bro, Kampmann og Tastesen samt folkesocialisten Morten Lange) stillede ændringsforslag, der stort set var lig med det forslag om fri abort, som var fremsat af Morten Lange m. fl.

Ved 3. behandling gik Falk Hansen (S) ind for fri abort, Lis Møller (KF) støttede med store betænkeligheder ministerens forslag, der ligeledes blev støttet af Eva Ree (V) og Else-Merete Ross (RV). Morten Lange (SF), Kjær Rasmussen (VS) og Hanne Reintoft (DK) gik ind for fri abort.

Efter ordførerne talte K. Axel Nielsen (S), der støttede ministerens forslag, Johan Nielsen (S, Færøerne), der både gik imod ministerens forslag og fri abort. Johan Nielsen opfordrede medlemmerne til — uanset om de stemte ja eller nej til forslaget — at hjælpe med til at få det sendt ud til folkeafstemning. Clara Munck (KF) oplyste, at hun sammen med Bøgholm og Burgdorf ikke kunne stemme for ministerens lovforslag. Hanne Budtz (KF), der var formand for folketingsudvalget, fremhævede, at den konservative folketingsgruppe støttede ministerens forslag. Henry Christensen (V) vendte sig imod Johan Nielsens opfordring til medlemmerne om at støtte et krav om folkeafstemning, uanset om man stemte for eller imod lovforslaget. Henry Christensen mente ikke, at denne opfordring harmonerede med hensigten med bestemmelsen om folkeafstemning i grundloven. Det var klart en regel, der tilsigtede at beskytte et mindretal. Hvis man skrev under på en begæring om at sende et forslag, der var vedtaget i tinget, til folkeafstemning, så kunne det kun fortolkes og opfattes som en opfordring til at få forslaget forkastet.

Ændringsforslaget om fri abort blev forkastet med 108 stemmer mod 51, 2 medlemmer tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod. De af justitsministeren stillede ændringsforslag blev vedtaget uden afstemning. Forslaget blev herefter påny henvist til udvalget.

Det samme flertal som i betænkningen indstillede i tillægsbetænkningen forslaget til vedtagelse. Mindretallet kunne ikke medvirke til lovforslagets gennemførelse.

Ved 3. behandling gik Falk Hansen (S) ind for at undlade at stemme, Morten Lange (SF) oplyste, at de fleste i hans parti ville afholde sig fra at stemme, Kjær Rasmussen (VS) meddelte, at VS ville undlade at stemme. Hanne Reintoft (DK) ville ligeledes undlade at stemme.

Uden for ordførernes række talte Adam Møller (KF), der på egne og Erik Kraghs vegne meddelte, at de ville undlade at stemme. Johan Nielsen (S, Færøerne) gik stærkt imod forslaget.

Niels Jørgen Nielsen meddelte på Jens Fogeds og egne vegne, at de ville stemme imod. K. Axel Nielsen (S) anbefalede at stemme for forslaget. Bodil Koch (S) motiverede, hvorfor hun gik ind for fri abort. Hun ville stemme imod lovforslaget, hvad Lene Bro også ville. Poul Dam (SF) ville ligeledes ud fra samme grund som Bodil Koch stemme imod forslaget. Endvidere talte Horn (S), han ville sammen med Jørgen Peder Hansen (S) stemme imod ud fra den betragtning, at lovforslaget prisgav den svage — kvinden — overfor mandens aggression og hjemmets påvirkning. Endelig talte Lis Møller (KF), der beklagede, at man gik med til den stærke liberalisering på nuværende tidspunkt. Hun var ikke længere sit partis ordfører, men hun ville stemme for ministerens forslag med den begrundelse, at man derved kunne undgå fri abort.

Lovforslaget blev herefter vedtaget ved navneopråb.

100 stemte for, 20 imod, 41 afholdt sig fra at stemme, og 18 var fraværende.