Ved lov nr. 28 af 29. januar 1964 blev der oprettet en investeringsfond for Færøerne. Fondens midler anvendes i første række til udlån til investeringer, navnlig i større offentlige anlæg og lignende, som anses for påkrævede eller ønskelige af hensyn til det færøske erhvervslivs udvikling, og hvortil midler ikke fra anden side kan tilvejebringes i tilstrækkeligt omfang. Fondens kapital er tilvejebragt ved statstilskud på 10 mill. kr. i hvert af finansårene 1964-65—1969-70.
De i alt 60 mill. kr., der er tilført investeringsfonden, er anvendt til udlån til vejanlæg, til elektrificering, udbygning af telefon og radio samt til udbygning af Thorshavn havn.
Med henblik på tilførsel af yderligere nødvendig kapital til fonden er ved lovændringer givet hjemmel for yderligere statstilskud til fonden på i alt 54 mill. kr., fordelt med 10 mill. kr. i de to første finansår, 9 mill. kr. i de to følgende finansår og 8 mill. kr. i hvert af de to derefter følgende finansår.
I bemærkningerne til lovforslaget var oplyst, at forslaget var fremsat på baggrund af en redegørelse fra Det rådgivende udvalg vedrørende Færøerne, og at denne redegørelse havde været drøftet med de færøske myndigheder.
Det er forudsat, at de allerede eksisterende udlånsordninger til dækning af kommunernes lånebehov og til privat finansiering, herunder finansiering af fiskerfartøjer og støtte i henhold til egnsudviklingsloven, opretholdes uændret.
Af bemærkningerne fremgik endvidere, at i forbindelse med drøftelserne om yderligere kapitaltilførsel til investeringsfonden for Færøerne havde det færøske hjemmestyre understreget behovet for økonomisk støtte til udbygningen af den færøske industri, så der ville blive mulighed for at afhjælpe de vanskeligheder, de færøske industrivirksomheder ville få i konkurrence med udenlandske virksomheder som følge af Færøernes tilslutning til EFTA og eventuel senere tilslutning til andre økonomiske sammenslutninger.
På denne baggrund var der opnået enighed om, at der burde søges oprettet en lånefond for færøsk industri, hvortil grundkapitalen, der foreløbig efter indstilling fra Færøernes landsstyre var fastsat til 4 mill. kr., tilvejebragtes med godt halvdelen fra færøsk side og resten fra staten. Statsministeriet havde ansøgt de bevilgende myndigheder om, at der stilledes et beløb af foreløbig ca. 2 mill. kr. til rådighed som det danske indskud i grundfonden.
Ved 1. behandlingen gav samtlige ordførere samt den færøske repræsentant Djurhuus fuld tilslutning til lovforslaget. Det gennemførtes uden udvalgsbehandling og vedtoges enstemmigt ved 3. behandling med 151 stemmer; 3 medlemmer (VS og DK) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.