Loven har følgende ordlyd:

,,§ 1. Handelsministeren kan i finansåret 1970-71 yde indtil 15 mill. kr. som lån af statskassen til udbygning og modernisering af håndværksvirksomheder og mindre industrivirksomheder. I hvert af de følgende finansår kan der til samme formål ydes indtil 20 mill. kr. som lån af statskassen.

§ 2. Lånene ydes på indtil 15 år mod sikkerhed og forrentes med 7% pct. p. a., hvortil kommer et bidrag på 0,2 pct. p. a. af hovedstolen til dækning af administrationsudgifter. Låntagerne kan fritages for afdrag i de to første år.

§ 3. Til bistand ved administrationen af loven nedsætter handelsministeren et rådgivende udvalg, hvori sagkundskab på det pågældende erhvervsområde er repræsenteret.

Stk. 2. Handelsministeren fastsætter udvalgets forretningsorden.

§ 4. Loven træder i kraft den 1. april 1970.

Stk. 2. Lov nr. 81 af 9. marts 1962 om lån til håndværk og mindre industri ophæves.

§ 5. Loven gælder ikke for Grønland."

Ved fremsættelsen af lovforslaget udtalte handelsministeren bl. a.:

„Forslaget betegner en videreførelse og ajourføring af en lovgivning, som her i landet har mangeårig tradition, og som har haft betydning til fremme af initiativ inden for en produktionssektor, som er betydningsfuld for vor samfundsøkonomi. Fra oprindelig at have et vist præg af social foranstaltning har sigtet med lovgivningen gennem årene ændret sig og navnlig siden efterkrigsårene fået karakter af en egentlig erhvervsfremmende foranstaltning.

Den position, håndværket og den mindre industri indtager i dag, viser, at erhvervsgruppen har formået at placere sig som en økonomisk og beskæftigelsesmæssig betydningsfuld faktor, og selv om vi i dag må konstatere stærke tendenser til koncentration, vil de mindre virksomheder fortsat udgøre et vigtigt element i vor samfundsøkonomi. Den hastige omstilling i vor erhvervsstruktur, som vi oplever den i dag, og som vi vil komme til at opleve i ikke ringere grad i kommende år, må nødvendigvis rejse en række spørgsmål om de mindre virksomheders fremtid og evne til at tilpasse sig fremtidens vilkår.

Håndværkets og den mindre industris forhold er indgående behandlet i håndværkerkommissionens betænkning. Kommissionens konklusion gør det klart, at håndværk og mindre industri fortsat vil udgøre en væsentlig bestanddel af vort erhvervsliv, men at disse virksomheder produktionsteknisk, administrativt, organisatorisk og afsætningsmæssigt står over for en krævende omstillingsproces, som i givne situationer kan stille sådanne særlige krav til den enkelte virksomheds kapitalbehov, at en vis bistand fra det offentliges side ud fra en samfundsmæssig betragtning kan vise sig hensigtsmæssig.

Håndværkerkommissionen har derfor i sin betænkning stillet forslag om, at den bevilling på 10 mill. kr. årligt, der nu står til rådighed for statens långivning til håndværk og mindre industri, forhøjes med 10 mill. kr. til 20 mill. kr.

Lovforslaget følger på dette punkt håndværkerkommissionens forslag, dog med den modifikation, at bevillingen for finansåret 1970-71 kun forhøjes med 5 mill. kr., således at forhøjelsen med 10 mill. kr. først får virkning fra og med finansåret 1971-72. Denne trinvise udbygning må ikke tages som et udtryk for, at jeg ikke finder en forhøjelse med 10 mill. kr. rimelig, men er en konsekvens af den almindelige tilbageholdenhed over for nye statsudgifter, som regeringen anser det for nødvendigt at tilstræbe.

Stiller man udlånsbeløbet i relation til industriens og håndværkets samlede årlige investeringer, og tager man yderligere prisudviklingen i betragtning samt nutidens krav til hensigtsmæssige produktionslokaler og effektiv maskinudrustning også for de mindre virksomheders vedkommende må forhøjelsen af udlånsrammen som foreslået siges at holde sig inden for beskedne rammer. På den anden side kunne man spørge, om der overhovedet er behov for, at der ydes lån af staten i det begrænsede omfang, der her er tale om. Jeg vil hertil sige, at meningen med lovforslaget ikke er, at håndværk og mindre industri skal have en præferencestilling på kapitalmarkedet, men at man i samfundets interesse kan hjælpe med til, at en mindre virksomhed, der viser særlig fremdrift og initiativ, kan få sine anlægsinvesteringer finansieret i tilfælde af, at den almindelige kapitalformidling ikke helt måtte slå til.

Inden for rammerne af den hidtidige bevilling på 10 mill. kr. har det ikke været muligt i alle tilfælde at tilgodese velmotiverede ansøgninger og heller ikke altid at tilgodese dem i den udstrækning, det ud fra en økonomisk betragtning ville have været ønskeligt.
....

Endelig stilles der forslag om væsentlige ændringer i den administrative organisation og sagsbehandling. Hensigten hermed er at forenkle og effektivisere sagernes behandling. Den enkelte låneansøgning har hidtil skullet passere flere led — dels lokale håndværkerrepræsentanter eller de teknologiske institutter, dels det rådgivende låneudvalg — for først derefter at komme til endelig afgørelse i direktoratet for egnsudvikling. Fremtidig vil sagsbehandlingen i så vid udstrækning som muligt foregå i direktoratet, dog således, at dette, hvor man måtte finde det nødvendigt, lader sagerne forbehandle i de teknologiske institutter. Herved kan man undlade forbehandling hos de lokale håndværkerrepræsentanter. Samtidig erstattes håndværkerlåneudvalget med et udvalg, hvis hovedopgave bliver at være rådgivende ved fastsættelsen af de principielle retningslinjer for lovens administration og sagsbehandlingen, og som derudover kan være rådgivende ved behandlingen af konkrete sager, hvor disse måtte rejse principielle problemer.

Gennem denne forenkling af administrationen skulle det være muligt at afkorte den ofte lange tid, der er gået, indtil sagerne har kunnet afgøres.

Ved 1. behandlingen gav samtlige ordførere tilslutning til lovforslaget. Det henvistes til udvalgsbehandling, som imidlertid ikke resulterede i ændringer. Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt med 127 stemmer; 2 medlemmer (VS) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.