Ved loven foretoges forskellige ændringer i lov om almindelig omsætningsafgift (merværdiafgift), jfr. lovbekendtgørelse nr. 356 af 1. juli 1969, som ændret ved lov nr. 101 af 20. marts 1970 og lov nr. 191 af 20. maj 1970.
Ved de vigtigste af ændringerne forhøjedes merværdiafgiften fra den 29. juni 1970 Ira 12 ½ pct. til 15 pct. Forhøjelsen skønnes at ville indbringe en årlig merindtægt på omkring 1.400 mill. kr., i den resterende del af finansåret 1970-71 ca. 600 mill. kr.
Ifølge et af finansministeren i folketingsudvalgets betænkning stillet ændringsforslag er desuden nævnene i henhold til lov om afgift af spiritus, lov om afgift af chokolade- og sukkervarer m. m., lov om tobaksafgifter, lov om forbrugsbegrænsende foranstaltninger, lov om afgift af konsum-is og lov om forskellige forbrugsafgifter ophævet fra den 15. juni 1970 og deres beføjelser overført til nævnet i henhold til merværdiafgiftsloven. Samtidig er dette nævns sammensætning ændret, således at det udelukkende består af administrations- og erhvervsrepræsentanter.
Efter denne ændring er der på forbrugsafgiftsområdet foruden merværdiafgiftsnævnet kun 3 nævn tilbage, nemlig henholdsvis vedrørende registreringsafgiften af motorkøretøjer, benzinafgiften og parfumeafgiften.
Loven indeholder desuden nogle overgangsbestemmelser.
Under lovforslagets 1. behandling i folketinget fremhævedes dets finanspolitiske sammenhæng med forslag til lov om udskrivningsprocenten for kalenderåret 1971. Grünbaum (S) fandt ikke, at der var fremkommet oplysninger om nye momenter i udviklingen, der gjorde den meget betydelige finanspolitiske stramning nødvendig. Var det straffeforanstaltninger, fordi det ikke var lykkedes regeringen at inddrage de 3 dyrtidsportioner hos lønmodtagerne? Regeringen havde tidligere bestridt rigtigheden af socialdemokratiets opfattelse: at der med den hårde skattepolitik ikke ville blive noget tilbage til stigning i det private forbrug i 1970-71. Regeringen regnede med en reel forbrugsstigning på 2 pct. Nu tog man altså de 2 pct. fra forbrugerne.
Regeringens skattepolitik havde efter Grünbaums opfattelse udpræget social slagside. Det var især lønmodtagerne, der var blevet ramt, og heller ikke denne gang skulle der ydes nævneværdige kompensationer for momsforhøjelsen.
Hvad ville de samfundsøkonomiske virkninger af denne panikprægede politik blive? Man ville begrænse forbruget for at klare valutaproblemerne, men det var nok tvivlsomt, om det samlede forbrug ville blive begrænset. Mange, der havde mulighed for det, ville bruge af opsparingen, og stramningen ville nok resultere i en ikke ubetydelig formindskelse af opsparingen. Et forhold, der sikkert også ville medvirke til, at den stærke stramning ikke ville kunne mærkes på forbruget, var underligningen af B-skatteyderne. Det var formentlig 1½-2 milliarder kr., det drejede sig om i manglende skattebeløb. Også af den grund var momsforhøjelsen urimelig og uretfærdig.
Havde regeringen tænkt på, hvad der kunne ske på arbejdsmarkedet, når man nu åbenlyst inddrog en dyrtidsportion fra lønmodtagerne? Man havde sat en ny lønglidningsbølge i gang, og der ville komme yderligere stigninger i lønninger og omkostninger.
Fra regeringspartiernes side anbefaledes lovforslaget af Hans Kjær (KF), Jens Fmndsen (V) og Niels Helveg Petersen (RV), der dog alle gav udtryk for, at de hellere havde anbefalet en momsforhøjelse, der havde været led i en skatteomlægning. De var overbevist om, at der i befolkningen var stor forståelse for nødvendigheden af den finanspolitiske stramning.
Hans Kjær (KF) gav desuden udtryk for, at han betragtede momsen som den afgiftsform, der var bedst egnet til at foretage finanspolitiske stramninger over. Afgiften var neutral i sine virkninger i forhold til eksporten, og den favoriserede ikke enkelte vareområder på andres bekostning.
På venstres vegne lagde Jens Frandsen vægt på, at den tilbageholdenhed i udgiftsstigningerne, regeringen havde givet udtryk for, ville blive fastholdt.
Niels Helveg Petersen (RV) erkendte, at momsen ikke ramte de forskellige indkomststørrelser lige hårdt, men man stod over for valget imellem ingenting at gøre og risikere beskæftigelsen eller at foretage et økonomisk indgreb for dermed på længere sigt at sikre en stabil beskæftigelse.
Aksel Larsen (SF) erindrede om den regel, der var indført om, at regeringsforslag, der ønskedes gjort færdig inden folketingsårets slutning, som hovedregel ikke måtte fremkomme senere end 15. marts. Nu skulle i løbet af de sidste to uger af folketingets arbejde de vigtigste lovforslag, der overhovedet var kommet i hele folketingsåret, jages igennem.
Aksel Larsen kunne ikke tiltræde, at man nu gennem en ny finanspolitisk stramning ville søge at hjælpe på den nødstedte samfundsøkonomi. Selv i den borgerlige nationaløkonomi var man kommet til det resultat, at finanspolitiske stramninger ikke var noget ideelt, at de ofte fik virkninger, der var modsat de tilsigtede. Man måtte således være klar over, at en indirekte skatteforhøjelse ville medføre omkostningsstigninger, der ville virke skadeligt for eksporten.
Momsforhøjelsen ville indbringe 1.400 mill. kr. Heraf skulle 300 mill. kr. via ATP betales til arbejdsgiverne, 200 mill. kr. bruges til sociale kompensationer, og papirafgiftens bortfald ville koste 55 mill. kr. Statsbudgettet ville blive påvirket i så betydelig grad, at regeringen burde overveje, om det var rimeligt. Hvis man endelig ville være så glubsk, burde regeringen overveje, om der ikke kunne blive råd til bedre kompensationer. Kunne der ikke blive råd til persontilskud?
Aksel Larsen sluttede med at henstille til regeringen, at den ved denne lejlighed, hvor momsen forhøjedes med 1.400 mill. kr., overvejede, om der ikke var andre punktafgifter, der kunne sløjfes, og han pegede i denne forbindelse på afgifterne på tændstikker, elektriske pærer og sikringer. Det var kun beskedne beløb, det drejede sig om.
Heller ikke Sigsgaard (VS) kunne tiltræde lovforslaget. Momsen vendte den tunge ende nedad, fordi kompensationerne altid var utilstrækkelige — ved denne forhøjelse var de særligt utilstrækkelige — og den gjorde det i ganske udpræget grad derved, at den også ramte indkomster, der var så små, at de ikke indkomstbeskattedes. Hertil kom, at folk med høje indkomster kunne slippe for en del af momsen ved at lægge en del af deres forbrug i udlandet.
Man havde påstået, at momsens fordele var, at den var let at administrere og let at kontrollere, men erfaringen viste, at den krævede et ganske stort administrationsapparat, og at den var svær at kontrollere. Der blev snydt meget med momsen, og han anmodede finansministeren om et skøn over omfanget af dette snyderi.
Også Hanne Reintoft (DK) vendte sig imod momsen, fordi den ramte de i forvejen dårligst stillede, hvad det aldrig var lykkedes at afhjælpe. Ikke mindst var moms på fødevarer og medicin en overordentlig uheldig ting. I stedet for momsen kunne man, hvis man var villig dertil, lave en skala for de direkte skatter, der dels skatningen hos de mennesker, der havde råd til det, dels overflødiggjorde forbrugsbeskatningen.
Efter 1. behandlingen henvistes lovforslaget til udvalget vedrørende forslag til lov om udskrivningsprocenten for kalenderåret 1971 m. fl. lovforslag, hvis arbejde resulterede i de ovenfor omtalte ændringer samt en ændring af ikrafttrædelsesdatoen, der efter henstilling fra Butikshandelens Fællesråd ændredes fra 1. juli 1970 til 29. juni 1970. Med disse ændringer vedtoges lovforslaget ved 3. behandling med 87 stemmer (KF, V, RV) mod 66 (S, SF, VS, DK, u. p.).