Ved lovændringen sker der en ændring af amtskommunernes og kommunernes afgiftsmæssifr stilling efter merværdiafgiftsloven. De hidtidige regler har medført, at en kommune, der foruden at udføre egne arbejder tillige udfører enkelte afgiftspligtige arbejder for private eller andre kommuner, skulle betale afgift ikke alene af afsætningen, men også af de varer og ydelser, der anvendes til kommunens eget brug — den såkaldte „afsmitning".
De hidtidige regler har endvidere medført, at kommunale fællesforetagender, der drives i sameje mellem flere kommuner, skulle beskattes af ydelserne til parthaverne — den såkaldte "samejemoms" .
Ved lovændringen ophæves fra 1. april 1970 afsmitningsreglen og samejemomsen.
De hidtidige regler er endvidere blevet kritiseret af erhvervslivet, der har gjort gældende, at den omstændighed, at offentlige institutioner, der udelukkende producerer varer til eget brug eller udelukkende udfører arbejde for det offentlige selv, ikke skal registreres og betale afgift, kan medføre, at en offentlig myndighed alene som følge af afgiftsbesparelserne vil foretrække at lade et arbejde udføre af en institution fremfor af en privat erhvervsvirksomhed. Ved den foreliggende lovændring sker der en ændring af reglerne om pålæg til offentlige institutioner om at svare afgift af varer og afgiftspligtige ydelser til eget brug. Ændringen går ud på at gøre bestemmelsen lettere at anvende i praksis. Der tilvejebringes endvidere en ordning, hvorefter der ydes kommunerne kompensation for den forøgelse af afgiftsbelastningen, der følger af pålæg om, at kommunerne skal betale afgift af fremstilling m. v. til eget brug. Kompensationerne ydes på en sådan måde, at den ikke fordeles mellem kommunerne i forhold til de beløb, som de enkelte kommuner har betalt som følge af pålæggene.
Da finansministeren den 11. december 1968 fremsatte forslag til ændring af merværdiafgiftsloven (Se Folketingsårbogen 1968-69 s. 142) var der som bilag til lovforslaget optrykt en redegørelse, der gik ind for afskaffelse af afsmitningen og samejemomsen. Redegørelsen var udarbejdet af en arbejdsgruppe bestående af repræsentanter for kommunerne og finansministeriet. Lovforslaget indeholdt ikke ændringer af reglerne på det omhandlede område, men redegørelsen blev fremlagt til overvejelse i folketinget. Efter at spørgsmålet var blevet drøftet i det folketingsudvalg, som blev nedsat til behandling af det fremsatte forslag, nedsatte finansministeren et udvalg bestående af repræsentanter for kommunerne, de særligt interesserede erhvervsorganisationer og finansministeriet. Udvalget fik til opgave med udgangspunkt i ovennævnte redegørelse at undersøge mulighederne for at tilvejebringe en løsning af kommunernes stilling under merværdiafgiften. Udvalget afgav den 2. december 1969 en enstemmig betænkning. De gennemførte ændringer er helt i overensstemmelse med udvalgets forslag.
Ved 1. behandling fik forslaget tilslutning fra alle ordførerne. Jens Frandsen (V) rejste under 1. behandlingen spørgsmålet om den afgiftsmæssige stilling for bankernes og sparekassernes datacentraler. Det nedsatte udvalg indstillede enstemmigt lovforslaget til vedtagelse uændret. Ved 2. behandlingen udtalte Jens Frandsen (V), at han ville lade problemet om samejemomsen for bankernes og sparekassernes fælleseje i EDB-anlæg ligge for ikke at sinke lovforslaget.
Ved 3. behandling blev lovforslaget enstemmigt vedtaget med 120 stemmer.