Ved lovforslaget foresloges vandløbsloven ændret på følgende punkter:
1. Der indsættes en bestemmelse om, at rensning af dræn ved trykanordning kun må ske i tiden 1. november-1. april og således, at der skal gives ejeren eller brugeren af dambrug meddelelse om arbejdets udførelse efter reglerne i lovens § 49, stk. 3. Ved drænrensning uden for dette tidsrum må drænslammet pumpes op på det drænede areal under hensyntagen til bestemmelserne i lovens § 5, stk. 1.
2. Ved en tilføjelse til lovens § 5 forbydes tilførsel af møddingsvand til vandløbene, ligesom der allerede er forbud mod tilførsel af ensilagesaft og ajle.
3. I § 5 a indsættes som en ny bestemmelse, at dambrug skal være forsynet med foranstaltninger til at sikre, at forurenende stoffer i afløbet tilbageholdes inden afledningen til vandløb.
4. Ved en ændring i § 5 b forbydes det at udlede afløb fra stalde i vandløbene.
5. I § 35 tilføjes en bestemmelse om, at grøde skal optages og henlægges mindst 1 m fra vandløbets kant.
6. Det foreslås, at staten afholder udgifterne ved oprettelse af rensningsanlæg og afskærende ledninger efter nærmere af landbrugsministeren fastsatte regler.
I forbindelse med lovforslagets fremsættelse udtalte ordføreren for forslagsstillerne følgende vedrørende forslaget om at lade staten deltage i finansieringen for at bekæmpe vandforureningen:
„Socialistisk folkeparti foreslår, at staten betaler anlægsudgifterne ved effektive rensningsanlæg og afskærende ledninger. Det vil sige anlæg, der også udskiller de salte og fosfater, der giver en unormal og sundhedsfarlig algevækst.
Baggrunden for forslaget er, at kommunerne og mange industrier fattes penge til at oprette de relativt dyre anlæg, hvilket vil sige, at der kan gå menneskealdre, inden vi kommer i gang med en effektiv rensning af spildevandet, hvis vi da overlever den ødelæggelse af vore livsbetingelser, der er i gang.
Hvad kommunerne angår, så er det bedre, at skatteyderne betaler for rensning over statsskatten end over kommuneskatten, der ikke er progressiv.
Der kan indvendes, at det er lidt flot, at staten betaler industriens rensningsanlæg. Men skal de selv betale, lægges udgiften på produkterne, så det bliver i sidste ende befolkningen, der kommer til at betale. Vel ved jeg, at en del af produktionen eksporteres, men vort forslag vil da betyde, at industriens konkurrenceevne bliver styrket, og det kan ikke være til skade.
Spildevandskommissionen regnede ud, at de fornødne rensningsanlæg i 1962-priser ville koste godt 900 mill. kr. Dengang kendte man vist ikke kemisk rensning, som formentlig er dyrere, men selv om det skulle koste et par milliarder, så vil det i hvert fald ske over en årrække, da vi af tekniske grunde ikke kan lave alle anlæg på ét finansår.
Det afgørende er, at vi kommer i gang, og i gang nu. Det gør vi ikke, som loven er i øjeblikket.
Lad det ikke fortsat kunne siges om forureningen, som Storm Petersen sagde om vejret: "Alle snakker om det, men ingen gør noget ved det." — Vil man, eller vil man ikke? Det er spørgsmålet."
Lovforslaget mødte ikke megen velvilje i folketinget, idet såvel forslagets indhold som tidspunktet for dets fremsættelse mødte stærk kritik. I sidste henseende henvistes til, at fremsættelsen skete, endnu inden den nye vandløbslov var trådt i kraft, og til, at forslaget i vidt omfang var en gentagelse af ændringsforslag, som folketinget havde forkastet i sidste folketingssamling i forbindelse med behandlingen af vandløbsloven. Til den af forslagsstillerne og Hanne Reintoft fremførte kritik af mangelfuld indsats i forureningsbekæmpelsen henviste landbrugsministeren til, at regeringen har nedsat dels et forureningsudvalg, dels en sagkyndig arbejdsgruppe bestående af videnskabsmænd og telmikere, som skal tage forureningsspørgsmålet op i en større sammenhæng med henblik på at søge problemerne løst så effektivt og hurtigt som muligt.
Forslaget blev henvist til behandling i et udvalg, der afgav en beretning.