Ved lovforslaget tilsigtedes en ændret sammensætning af nationalbankens bestyrelse og repræsentantskab og en klarlæggelse af, at den kongelige bankkommissær bør have et egentligt parlamentarisk ansvar for nationalbankens pengepolitik.

Disse 3 hovedændringer havde i forslaget fået følgende formuleringer:

„§ 4. Repræsentantskabet består af 35 medlemmer, nemlig:

a) 17 medlemmer, der vælges af folketinget blandt dettes medlemmer efter hvert folketingsvalg. Hvis et af disse medlemmer ophører med at være medlem af folketinget eller ønsker at udtræde af Nationalbankens repræsentantskab, foretages nyt valg til besættelse af den ledige plads. Et udtrædende medlem bevarer sit sæde i repræsentantskabet, indtil en efterfølger er valgt.

b) 3 medlemmer, der udnævnes af den kongelige bankkommissær. Af disse medlemmer, der ikke må have sæde i folketinget, skal et have nationaløkonomisk, et juridisk og et ingeniørmæssig uddannelse.

c) 15 medlemmer, der har indgående indsigt i erhvervsforhold. Disse medlemmer, der ikke må have sæde i folketinget, vælges af det samlede repræsentantskab, således at 3 medlemmer afgår hvert år. Ved valgene bør der tages hensyn til en alsidig erhvervsrepræsentation, hvorunder forskydningerne i erhvervenes indbyrdes vægt må tages i betragtning, til en rimelig repræsentation af erhvervsaktive funktionærer og arbejdere og til, at de forskellige landsdele repræsenteres.

Stk. 2. De under stk. 1, litra b) og c), nævnte valg gælder for 5 år. Udtræder et af disse medlemmer før funktionstidens udløb, vælges et nyt medlem for den tilbageværende tid."

„§ 5. Bestyrelsen består af tre medlemmer valgt efter forholdstal af og blandt de under § 4, stk. 1, litra a), nævnte medlemmer af repræsentantskabet, af de tre under § 4, stk. 1, litra b), nævnte medlemmer af repræsentantskabet og af 3 medlemmer valgt efter forholdstal af og blandt de under § 4, stk. 1, litra c), nævnte medlemmer af repræsentantskabet.

Stk. 2. Bestyrelsen vælger for et år ad gangen formand og næstformand. Valgene er afhængige af den kongelige bankkommissærs godkendelse."

„§ 7, stk. 1. Det bestemmes ved kongelig resolution, hvilket af regeringens medlemmer der blandt sine forretninger skal have ansvaret som kongelig bankkommissær. Det parlamentariske ansvar for, at Nationalbanken opfylder sine forpligtelser ifølge loven og de i overensstemmelse med loven udfærdigede bestemmelser, og at dette sker på en måde, der er til gavn for hele det danske samfund, påhviler såvel den kongelige bankkommissær som statsministeren."

Endelig var foreslået, at loven skulle optages til revision i folketingsåret 1971-72.

I bemærkningerne til lovforslaget var hensigten med dette angivet på følgende måde:

„Forslaget sigter mod en mere systematisk og formelt klarere integration af Nationalbanken i den samlede økonomisk-politiske beslutningsproces, end den eksisterende lov muliggør. Forslagets vedtagelse vil gøre det helt klart, at det er regering og folketing, som har ansvaret for den førte pengepolitik. Realiteterne vil — så længe den nuværende regering har ansvaret — næppe blive ændret meget ved forslaget, men det vil i fremtiden ikke være muligt at benægte disse realiteter ved henvisning til Nationalbankens formelle autonomi."

Forslaget fremsattes og behandledes i folketinget sammen med 10 andre af forslagsstillerne fremsatte forslag vedrørende den økonomiske politik, nemlig forslag til lov om midlertidige ændringer af lovgivningen om banker og sparekasser, forslag til lov om udstedelse af værdifaste statsobligationer, forslag til folketingsbeslutning om anbringelse af midlerne i visse selskaber m.m., forslag til folketingsbeslutning om oprettelse af Danske Erhvervs Investeringsfond, forslag til folketingsbeslutning om statslig kvalitetskontrol af industrieksport, forslag til folketingsbeslutning om en finansieringsfond for boligbyggeri, forslag til folketingsbeslutning om foranstaltninger til fremme af byggeriet, forslag til folketingsbeslutning om en pensionsreform, forslag til folketingsbeslutning om foranstaltninger til imødegåelse af spekulationsbetonede dispositioner vedrørende fast ejendom, og forslag til folketingsbeslutning om kommunernes adgang til lånefinansiering.

Ved 1. behandlingen udtalte økonomiministeren generelt om de fremsatte forslag:

„... Under folketingets debat i forbindelse med første behandling af finanslovforslaget i december gav jeg udtryk for beklagelse over, at det fra oppositionens side havde været småt med alternative forslag til det oplæg i form af en række økonomiske reformforslag, som jeg på regeringens vegne forelagde her i tinget den 9. december i fjor. Jeg kan på den baggrund kun anerkende det initiativ, der ligger bag de af socialistisk folkeparti i løbet af januar fremsatte 3 lovforslag og 8 forslag til folketingsbeslutning, som vi i dag har til behandling.

Hr. Poul Dam har i forbindelse med forelæggelsen af forslagene fra socialistisk folkeparti udtalt, at SF med disse forslag har ønsket at yde et bidrag til debatten om ligevægten i samfundsøkonomien, og at sigtet med forslagene er at finde veje til at komme bort fra en rykvis stop-go politik. For så vidt er udgangspunktet for de foreliggende forslag altså det samme som for de forslag, regeringen fremsatte i december, nemlig at søge at opnå en styrkelse af de langsigtede ligevægtsbevarende kræfter i økonomien, så der kommer til at hvile en noget mindre byrde på den egentlige konjunkturpolitik. Jeg tror, det vil være af stor værdi, hvis vi under den videre behandling af forslagene om strukturændringer i lovgivningen vedrørende kapitalmarkedet kan opretholde enighed om dette grundsynspunkt.

Kommet så langt må jeg på den anden side erkende, at vejen mellem regeringen og socialistisk folkeparti hurtigt skilles, når man foretager en bedømmelse af indholdet af de foreliggende forslag ..."

Om det i denne sag omhandlede forslag fremkom ministeren med følgende bemærkninger:

„... Med relativt begrænsede ændringer har lov om Danmarks Nationalbank været gældende siden 1936. Loven har i vidt omfang karakter af en rammelov, og jeg tror, at det har været en fordel, at man har haft en forholdsvis rummelig lovgivning på dette område. Jeg er enig med forslagsstillerne i, at behovet for at koordinere finans- og pengepolitikken har været voksende, men der har inden for de rammer, der er afstukket i Nationalbankloven, været gode muligheder for at sikre en sådan koordinering af de to centrale dele af den økonomiske politik. Det har bl. a. fundet udtryk i den efterhånden stærkt udbyggede kontakt, som de skiftende regeringer har haft med Nationalbankens ledelse, men der har jo også her i tinget været rig lejlighed til at debattere pengepolitikken, så sandt som folketingets beslutninger om finanspolitik og boligpolitik osv. i høj grad har været bestemmende for de pengepolitiske muligheder, Nationalbanken har haft. Jeg tror i øvrigt, at hensynet til det ønskelige i at have smidige midler til rådighed i den økonomiske politik, f. eks. til at imødegå pludseligt opståede krisesituationer — et hensyn, som der generelt er peget på fra socialistisk folkepartis side — afgjort taler imod at ændre den status, som Nationalbanken har ifølge loven af 1936, og regeringen finder derfor ikke, at der er behov for at foretage en ændring af Nationalbankloven ..."

På socialdemokratiets vegne udtalte Ivar Nørgaard, at hans parti ligesom SF var af den opfattelse, at den eksisterende organisation af pengeinstitutterne var uhensigtsmæssig og førte til samfundsmæssige konsekvenser med social slagside. Det var socialdemokratiets standpunkt, at regering og folketing skulle have samme indflydelse på og ansvar for pengepolitikken som med hensyn til den øvrige økonomiske politik.

Haunstrup Clemmensen (KF) mente heller ikke, at forholdet mellem Nationalbanken og folketinget var afgjort en gang for alle. Selvom der hidtil havde været en nær kontakt mellem folkestyrets organer og Nationalbanken, kunne der være grund til at overveje, hvilken form man måske på længere sigt skulle finde frem til.

Ib Thyregod (V) fremhævede, at hans parti altid havde lagt vægt på, at Nationalbanken var selvstændig, at den førte en kreditpolitik, som var principielt uafhængig af regeringen, således at Nationalbanken på denne måde, uanset hvem der havde regeringsmagten, kunne virke som en stabiliserende faktor i dansk samfundsøkonomi.

Niels Helveg Petersen (RV) fandt ikke, at der umiddelbart var noget behov for ændring i lovgivningen om Nationalbanken. Der var dog ét punkt, hvor han måske kunne give forslagsstillerne ret, nemlig med hensyn til spørgsmålet, om de politiske partier repræsenteret i finansudvalget burde have mulighed for at følge pengepolitikkens udvikling.

Sigsgaard (VS) påpegede, at halvdelen af folketingsmedlemmerne repræsenterede erhvervslivets og kapitalens interesser — og at langt mere end halvdelen handlede på disses vilkår, sådan at disse interesser ville blive varetaget af op imod 2/3 af repræsentantskabets medlemmer, såfremt SF forslaget gennemførtes.

Efter 1. behandlingen henvistes forslaget sammen med de øvrige nævnte forslag til behandling i et udvalg, som imidlertid ikke nåede at færdigbehandle forslagene inden folketingsårets udløb.