Lovforslaget svarede delvis til det af forslagsstillerne i folketingsåret 1968-69 fremsatte forslag til ændrede ligningsregler, se folketingsårbog 1968-69 pag. 576 ff.

Ifølge ligningslovens § 14: A, stk. 1 og 2, medregnes over- eller underskud, opgjort efter nærmere i loven angivne regler, af enfamilieshuse og ejerlejligheder, der tjener til bolig for ejeren, ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Ved den del af lovforslaget, der svarede til det tidligere fremsatte lovforslag, foresloges følgende bestemmelse indføjet i ligningslovens § 14 A:

"Stk. 5. Over- eller underskud af de i stk. 1 og stk. 2 omhandlede egne boliger nedsættes, før de medregnes i den skattepligtige indkomst, med 1/10 for indkomståret 1970, med 2/10 for indkomståret 1971 og så fremdeles indtil indkomståret 1979 og derefter, hvor intet over- eller underskud vil være at medregne."

Som noget nyt i forhold til det i 1968-69 fremsatte lovforslag forsloges dernæst følgende nye bestemmelse indsat i ligningsloven:

„§ 16 E. Renter af gæld, optaget efter den 1. januar 1970, kan alene fradrages i den skattepligtige indkomst i det omfang, lånet er optaget til brug i den skattepligtiges erhvervsvirksomhed, jfr. dog § 14 A, stk. 2."

Ved fremsættelsen udtalte ordføreren for forslagsstillerne (Ømann) følgende om baggrunden for genfremsættelsen af forslaget og den deri indeholdte udvidelse af de foreslåede regler:

„... Det drejer sig om den skattemæssige behandling først og fremmest af parcelhuse, men også af rigmandsvillaer, sommerhuse og ejerlejligheder, hvilke sidste jeg helst så afskaffet, men de figurerer nu engang stadig i loven.

Dette tings skattekyndige kan måske undre sig over, at jeg kommer igen med dette forslag om afskaffelse af det gule ejendomsskema og oven i købet i udvidet stand, idet fradrag for private renter nu foreslås afskaffet i det hele taget. Har vi ikke fra embedsmændene fået at vide, at sondringen mellem private og erhvervsmæssige renter er vanskelig, og har forskellige ordførere heroppefra ikke fortalt mig, at forslaget kunne virke generelt til skade for lønmodtagerne, fordi de erhvervsdrivende nok skulle finde udveje for rentefradrag?

Alt, hvad der er hændt på den økonomiske front og inden for boligsektoren, siden folketinget sidst drøftede disse ting, har imidlertid overbevist mig om, at forslaget er rigtigt, og at der skal endog meget voldsomme administrative betænkeligheder til at opveje det behov, der vitterligt er for foranstaltninger som de her foreslåede.

Lovforslaget tilsigter for det første en skattemæssig ligestilling mellem ejere og lejere. Om det uretfærdige i den nuværende forskelsbehandling er vist alle enige.

For det andet tilsigter forslaget, at boligudgiften, som ubestrideligt er en privat udgift, skal være uden indflydelse på skattens højde. Den eksisterende sammenhæng mellem høj indkomst og stor skattefordel er en ekstra urimelighed.

For det tredje tilsigter forslaget, at renter af privat gæld, der ligeledes er en åbenbar del af privatforbruget, ikke skal kunne fradrages. Den nuværende ordning er en direkte opfordring til gældsstiftelse og anledning til inflation.

For det fjerde er formålet at standse inflationen i boligsektoren. Parcelhusfordelene kapitaliseres i højere salgspriser og suger grundpriserne med i vejret. Disse højere priser giver spillerum for fordyrelser og smitter af på prisniveauet i byggeproduktionen i almindelighed. Herved hæmmes konkurrence og industrialisering af byggeriet. Resultatet er salgspriser, der stiller krav til en lagt større obligationsmasse end ellers nødvendigt med kursfald og rentestigninger til følge.

For det femte sigter forslaget på at fjerne den inflationskilde, som findes i parcelhusenes lånereserve. Der findes ca. 550.000 parcelhuse. I de ældre af disse er plads til store prioriteter, før skorstenen nås. Hvis man i gennemsnit anslår lånemulighederne til 20.000 kr. pr. hus, udgør de samlede latente lånemuligheder 11 milliarder, muligheder, der, selv om de kun udnyttes beskedent, gør en styring af kredit- og rentepolitik til noget nær en umulighed.

Forslaget stemmer med principperne i vor indkomstskattelovgivning. Det har en række indgribende gavnlige økonomiske virkninger, som ikke blot regeringen i den nuværende situation, men også hele befolkningen er interesseret i. Jeg skal anbefale forslaget til tingets overvejelse og vedtagelse ..."

Ved lovforslagets 1. behandling i folketinget afvistes det af finansministeren, som påpegede, at det, hvis det blev gennemført, ville medføre uhyre praktiske vanskeligheder under hensyn til, at det forudsatte en sondring mellem private og erhvervsmæssige renteudgifter. Vanskeligheden ved at skelne mellem disse to slags renteudgifter ville medføre, at ordningen fik slagside, idet det ville gå ud over lønmodtagere og pensionister i langt højere grad end over de selvstændige erhvervsdrivende. løvrigt stred forslaget mod boligforliget. Til denne afvisning af lovforslaget sluttede ordførerne for regeringspartierne sig. Heller ikke Grünbaum (S) kunne gå ind for lovforslaget, men ville meget gerne være med til at se, om der var andre muligheder, så man i hvert fald for fremtidige købere af parcelhuse kunne nå frem til en mere rimelig ordning end den, man havde i dag. Sigsgaard (VS) foreslog i stedet en forhøjelse af lejeværdien.

Efter 1. behandlingen henvistes forslaget til videre behandling i et folketingsudvalg, hvorfra det senere overførtes til det udvalg, som behandlede realkreditproblemerne. Udvalget afgav ikke betænkning over forslaget.