Loven, der ophæver lov om „Ungdommens uddannelsesfond"s forvaltning og virksomhed, jfr. lovbekendtgørelse nr. 390 af 16. juli 1969, tilsigter at danne grundlaget for en ny støtteordning for de uddannelsessøgende. Den har derfor karakter af en rammelov, der i vidt omfang bemyndiger undervisningsministeren til inden for de til enhver tid givne bevillinger at gennemføre en hensigtsmæssig overgang til en ny støtteordning.

§ 1 har følgende ordlyd:

,,§ 1. I henhold til denne lov yder staten efter regler, der fastsættes af undervisningsministeren, støtte til mindrebemidlede elever og studerende, der efter undervisningspligtens ophør gennemgår en offentligt anerkendt uddannelse i eller, efter særlige regler, uden for Danmark."

Medens de i paragraffen opstillede betingelser for at opnå støtte ikke adskiller sig væsentligt fra, hvad der har været gældende for støtte i henhold til loven om Ungdommens uddannelsesfond, indeholder bestemmelsen i modsætning til den hidtidige lov ikke en specificeret angivelse af, hvilke grupper af uddannelsessøgende der vil kunne opnå uddannelsesstøtte. De uddannelsessøgende inddeles alene i to hovedgrupper: elever og studerende. Som det fremgår af lovforslagets bemærkninger, forstås ved studerende uddannelsessøgende, hvis uddannelse forudsætter mindst 12 års forudgående skolegang eller dertil svarende uddannelse, og ved elever uddannelsessøgende, for hvem kravene til forudgående uddannelse er mindre. Såvel på dette punkt som med hensyn til nye støtteformer, jfr. de følgende paragraffer, bygger loven på forslagene i betænkning nr. 506/1968, afgivet af det såkaldte von Eyben udvalg.

Om støtteformerne hedder det i § 2:

„Støtten ydes i form af stipendier og lån.

Stk. 2. Stipendierne kan ydes som trangsstipendier, der tildeles afhængigt af ansøgerens og hans forældres (forsørgeres) indtægts- og formueforhold, og som grundstipendier, der tildeles alene afhængigt af ansøgerens økonomiske forhold.

Stk. 3. Lånene kan være rentefrie i uddannelsestiden og forrentede efter uddannelsens afslutning (lån I) eller forrentede både i uddannelsestiden og efter uddannelsens afslutning (lån II).

Stk. 4. Statens Uddannelsesstøtte udreder stempelafgiften for de i stk. 3 nævnte lån. De forrentes med 1 pct. over den af Danmarks Nationalbank til enhver tid fastsatte diskonto."

Endvidere opretholdes adgangen til at optage bank- og sparekasselån med statsgaranti, jfr. § 4. Der er ikke i bestemmelsen herom fastsat bestemte beløbsgrænser, idet det er fundet hensigtsmæssigt at kunne regulere lånegrænserne under hensyn til udviklingen i leveomkostningerne og i den statslige uddannelsesstøtte.

Overgangen til de nye støtteformer vil kun i beskedent omfang kunne gennemføres allerede fra 1970-71. Dog indebærer loven, at uddelingen af de hidtidige uddannelsesfondslån, der er rentefri både under uddannelsen og efter dennes ophør („lån 0"), indstilles fra 1. august 1970. I stedet vil blive uddelt lån af typen „lån I".

Ifølge § 3 ydes støtten til elever under 20 år udelukkende i form af stipendier. Til elever, der er fyldt 20 år, samt til studerende ydes støtten i form af stipendier og lån.

Efter lovens kapitel 2 (§§ 5-8) oprettes en særlig støtteforvaltning under undervisningsministeriet, „Statens Uddannelsesstøtte", der ledes af en direktør. Den nye administration medfører øget centralisering af støtteforvaltningen med anvendelse af den nyeste kontorteknik (edb m. v.) En væsentlig del af de arbejdsopgaver, der hidtil har påhvilet Dansk Studiefond, vil overgå til den nye administration. Den centrale forvaltning vil ligeledes overtage en del af det arbejde, som hidtil har været udført af stipendienævnene på de enkelte uddannelsesinstitutioner. Der vil dog fortsat blive brug for den lokale støtteadministration, idet det vil være de enkelte uddannelsesinstitutioner, der skal foretage den første behandling af ansøgningerne og vurdere de uddannelsessøgendes studieegnethed og studieaktivitet. Bestemmelsen giver derfor mulighed for nedsættelses af stipendienævn ved de enkelte uddannelsesinstitutioner. I disse stipendienævn skal som hidtil både lærer- og elevrepræsentanter have sæde.

Som støtte for undervisningsministeren og Statens Uddannelsesstøtte nedsættes et rådgivende organ, Rådet for Uddannelsesstøtten, der består af en formand og 17 andre medlemmer (§ 6).

Endelig er oprettet et ankenævn, Ankenævnet for Uddannelsesstøtten, bestående af en dommer og to andre medlemmer, som træffer den endelige administrative afgørelse i sager, der efter behandling i Statens Uddannelsesstøtte indbringes for ankenævnet (§ 7).

§ 9 giver Statens Uddannelsesstøtte mulighed for at kræve beløb, der med urette er oppebåret, tilbagebetalt. Statens Uddannelsesstøtte kan endvidere bestemme, at den pågældende i en vis periode eller for bestandig skal være udelukket fra at modtage støtte.

Efter § 10 kan justitsministeren tillade en umyndig at optage studielån, såfremt værgen uden rimelig grund nægter at godkende optagelsen af lån.

Foruden en hjemmel til at foretage almindelig regulering af bevillingerne under hensyn til antallet af uddannelsessøgende og ændringer i pristallet (§ 11) indeholder loven i § 12 en bestemmelse om støtteordningens udbygning. Bestemmelsen har følgende ordlyd:

,,§ 12. Undervisningsministeren bemyndiges til på grundlag af årlige merbevillinger til uddannelsesstøtte efter denne lov at iværksætte en etapevis gennemførelse af en generel støtteordning, der sigter mod ved stipendier og lån, jfr. §§ 2 og 3, i rimeligt omfang at dække de uddannelsessøgendes nødvendige leveomkostninger."

Kapitel 6 (§§ 13-16) indeholder ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser.

Herefter træder loven i kraft den 1. august 1970.

Hvad angår elever på 8. og 9. klassetrin, vil disse fra henholdsvis 1972-73 og 1973-74 blive inddraget under den almindelige undervisningspligt og kan derfor fra da af ikke modtage uddannelsesstøtte, idet støtte efter loven kun tildeles uddannelsessøgende, der er over den undervisningspligtige alder. Loven indeholder derfor i § 14 bestemmelser om en nedtrapning af statens støtte allerede fra 1970-71. For det nævnte år vil den gældende statsrefusion på indtil 75 pct. af kommunernes udgifter til stipendier til elever på 8.-9. klassetrin blive nedsat til 50 pct. og for 1971-72 til 25 pct. for i 1972-73 helt at bortfalde. 10. klassetrin berøres derimod ikke af undervisningspligtens forlængelse, og kommunerne vil derfor i 1970-71 som sædvanlig modtage indtil 75 pct. refusion af udgifterne til stipendier til disse elever.

Undervisningsministeren bemærkede i sin fremsættelse, at det ville vare nogen tid, før den nye generelle støtteordning ville være fuldt udbygget. Dette ville afhænge af de bevillinger, der kunne stilles til rådighed. Det måtte ses i sammenhæng med andre store samfundsopgaver, og det ville ikke være realistisk at tro, at den fulde gennemførelse af den nye støtteordning kun var et spørgsmål om nogle få år.

Som nævnt indeholder loven ikke beløbsstørrelser for den støtte, der stilles til rådighed. Ministeren oplyste i fremsættelsen herom følgende:

„.... For finansåret 1970-71 vil der således blive søgt 29 mill. kr. til regulering af de for støtteåret 1969-70 gældende bevillinger samt 21 mill. kr. til udbygning af støtteordningen. De 21 mill. kr., som udelukkende er stipendiemidler, foreslås fordelt med 15 mill. kr. til de uddannelsessøgende under videregående uddannelse, 2,5 mill. kr. til gymnasieelever, kursister og andre elevuddannelser samt 3,5 mill. kr. til elever i 10. klasse og 3. realklasse. Ved denne fordeling er tilstræbt en ligelig dækning af de forskellige grupper af uddannelsessøgendes leveomkostninger. Forøgelsen af støttemidlerne vil for de studerendes vedkommende bl. a. muliggøre en yderligere nedsættelse af aldersgrænsen for opnåelse af et begrænset støttebeløb uafhængig af forældreøkonomien. For så vidt angår elevgrupperne, vil beløbene blive anvendt til yderligere udbygning af den gældende støtteordning...."

Medens regeringspartiernes ordførere kunne tilslutte sig lovforslaget som en — om end beskeden — begyndelse til en nyordning, kunne hverken Knud Nielsen (S) eller Morten Lange (SF) medvirke til dets gennemførelse. Kjær Rasmussen (VS) kunne henvise til det af hans parti fremsatte forslag til lov om støtte til uddannelse og kunne derfor ikke medvirke til regeringens aldeles utilfredsstillende forslag. Hanne Reintoft (DK) fandt lovforslaget udemokratisk og efterlyste en væsentligt hurtigere økonomisk udbygning.

I betænkningen gav såvel socialdemokratiet som Morten Lange (SF) i mindretalsudtalelser udtryk for deres synspunkter.

Det siges i socialdemokratiets mindretalsudtalelse bl. a.:

„Et mindretal (socialdemokratiets medlemmer af udvalget) er af den opfattelse, at en virkelig reform bør baseres på en rammelov, der fastlægger en gradvis udbygning af ordningen med gennemførelse af fuld uddannelsesstøtte som endemål.

Mindretallet konstaterer med beklagelse, at det foreliggende lovforslag, der angiveligt skulle være begyndelsen til en reform af uddannelsesstøtten, ikke indeholder et sådant sigte, men tværtimod i visse henseender indebærer en direkte forringelse af de hidtidige støttemuligheder.

Gennem afskaffelsen af de helt rentefrie lån med øjeblikkelig virkning forøges den med uddannelsen forbundne gældsbyrde væsentligt for samtlige uddannelsessøgende, hvilket i alvorlig grad vil modvirke en demokratisering af uddannelserne...."

„.... Mindretallet finder det yderst betænkeligt, at der foretages en aftrapning af statens støtte til elever på 8. og 9. klassetrin, og at denne støtte helt bortfalder i 1972-73, uden at der på anden måde er sikret en virkelig dækning af det støttebehov, der herved vil opstå..."

Mindretallet peger på det ønskelige i, at der foretages en undersøgelse af mulighederne for andre finansieringsformer ved siden af skattefinansieringen.

Socialistisk folkepartis medlem (Morten Lange) stillede en række ændringsforslag, som tilsigtede en ren stipendiestøtte, en fuld udbygning af loven inden for det næste tiår og gennemførelse af en ordning, hvorefter der pålægges erhvervsvirksomheder en årlig afgift til staten på 1.000 kr. for hver ansat, der har akademisk uddannelse.

Det siges i øvrigt i socialistisk folkepartis mindretalsudtalelse bl. a.:

„Et andet mindretal (socialistisk folkepartis medlem af udvalget) kan ikke tiltræde det forelagte lovforslag. På baggrund af den foreliggende kommissionsbetænkning var det at vente, at den reviderede lov ville betyde et vist begrænset fremskridt. Som forslaget nu er, er det ikke på noget punkt et væsentligt fremskridt, på en del områder endda en decideret forringelse. Det svarer ganske hertil, at heller ikke bevillingsrammen er udvidet.

Socialistisk folkeparti finder fortsat, at forslagets omfattende an visning på studielån som den brugbare løsning er en alvorlig fejltagelse. En ren stipendiestøtte er i alle måder at foretrække...."

Mindretallet vil kunne tiltræde lovforslaget med de af mindretallet foreslåede ændringer, men præciserer dog, at den økonomiske ramme er for snæver og fordelingen på de enkelte grupper ikke tilfredsstillende. Der synes således især at være grund til at forøge støtten til de yngste årgange.

Mindretallets ændringsforslag forkastedes ved 2. behandling, medens et af ministeren stillet ændringsforslag (vedrørende ikrafttrædelsesbestemmelsen) vedtoges.

I den af udvalget afgivne tillægsbetænkning oplyses bl. a., at undervisningsministeren overvejer at nedsætte et udvalg til diskussion af uddannelsesstøttens finansiering ved andet end skattemidler og en række hertil knyttede spørgsmål.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med 82 stemmer (KF, V, RV) mod 11 (SF, VS); 52 medlemmer (S) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.