Lovforslaget blev fremsat og behandlet sammen med forslag til lov om ændring af lov om forsorgen for åndssvage og andre særlig svagtbegavede (Vedrørende forsorgens administration m. v.), forslag til lov om ændring af lov om revalidering (Vedrørende den centrale administration m. v.) og forslag til lov om ændring af lov om børne- og ungdomsforsorg (Vedrørende den lokale og centrale administration).

Dette lovkompleks, som blev gennemført samlet med ikrafttræden den 1. juli 1970, udgør 1. del af en socialreform, der er blevet forberedt gennem nedsættelsen af socialreformkommissionen (Folketingsårbog 1963-64 side 504). Denne kommission fremkom i oktober 1969 med sin 1. betænkning (Det sociale tryghedssystem, struktur og dagpenge. Nr. 543). Forslaget til lov om styrelse af sociale og visse sundhedsmæssige anliggender samt de ovennævnte lovforslag iøvrigt, der må betragtes som konsekvens heraf, bygger i hovedsagen på forslag, som er fremsat af socialreformkommissionen og tiltrådt af alle kommissionens medlemmer, dog med visse forbehold.

Lovens indhold kan kort gengives således:

Ifølge § 1, stk. 1 omfatter loven den kommunale og centrale styrelse af sociale anliggender og de sundhedsmæssige anliggender, hvis styrelse ikke er fastlagt i særlig lovgivning eller hører under sundhedskommissionens område. Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at der umiddelbart vil blive tale om den kommunale sundhedspleje og hjemmesygepleje. En del af de nuværende sygekasseopgaver vil formentlig også på et senere tidspunkt falde ind herunder. Københavns kommune er ifølge § 1, stk. 2, ikke omfattet af en lang række af lovens bestemmelser. Årsagen hertil er bl. a. den særstilling, Københavns kommune hidtil har indtaget med hensyn til styrelsen af anliggender efter den sociale lovgivning. Lovens grundprincipper vil dog blive søgt anvendt på København.

Ifølge § 2 træffer kommunalbestyrelsen beslutning om alle forhold vedrørende kommunens virksomhed på sociale og sundhedsmæssige områder, der ikke er henlagt til andre myndigheder ved særlig lovgivning. Ifølge § 3 udarbejdes der et regulativ for denne forvaltning, som godkendes af amtsrådet. Socialministeren fastsætter dog nærmere regler om udfærdigelsen af sådanne regulativer. Kommunalbestyrelsen nedsætter et udvalg til forvaltning af kommunens sociale, sundhedsmæssige og arbejdsmarkedsmæssige anliggender (det sociale udvalg), jfr. § 6, samt et børne- og ungdomsværn, jfr. § 7, til forvaltning af de anliggender vedrørende børn og unge, der ved lovgivningen særligt henlægges til værnet. Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at der herved tænkes på sager vedrørende enkeltpersoner, medens det generelle spørgsmål om børns og unges opvækstvilkår i kommunen henhører under det sociale udvalg. Ifølge § 9 skal der i hver kommune oprettes en særlig forvaltning for de anliggender, der henhører under det sociale udvalg og børne- og ungdomsværnet.

Amtsrådet fører tilsyn med den kommende virksomhed, jfr. § 10, stk. 1, og har foruden dette også andre tilsynsopgaver efter stk. 2; amtsrådet udarbejder endvidere ved forhandling med de kommunale myndigheder udbygningsplaner, jfr. § 11, for virksomheder i amtet, som skal godkendes af socialministeren efter forhandling med indenrigsministeren. Det må antages, at disse planer særligt vil vedrøre institutionsapparatet. Ifølge § 13 udarbejdes regulativ for amtskommunens sociale og sundhedsmæssige forvaltningsvirksomhed, som skal godkendes af socialministeren efter forhandling med indenrigsministeren. Ved § 14 er der givet amtsrådene kompetence til at træffe beslutning om iværksættelse af foranstaltninger på de sociale og sundhedsmæssige områder, når disse foranstaltninger ikke skal varetages af kommunerne. Amtsrådet nedsætter ifølge § 16 et udvalg til forvaltning af amtskommunens sociale og sundhedsmæssige anliggender uden for sygehusvæsenet, ligesom der nedsættes et revaliderings- og pensionsnævn, jfr. § 18. I hver amtskommune oprettes efter § 17, stk. 1, en forvaltning for de anliggender, der hører under det i § 16 omhandlede udvalg. Denne forvaltning vil under sig have et socialcenter, jfr. § 17, stk. 2, der skal bistå primærkommunerne og revaliderings- og pensionsnævnet. De centrale myndigheder udgøres, foruden af socialministeriet, af socialstyrelsen, og til bistand for dennes chef oprettes der et styrelsesråd, jfr. § 21, med socialstyrelsens chef som formand og repræsentanter for kommunerne, herunder Københavns kommune, arbejdsmarkedets hovedorganisationer samt en række ministerier, herunder socialministeriet. Nævnte ministerium vil blandt sine repræsentanter i rådet udpege personer, der er tilknyttet organisationer, der er dannet af modtagere af sociale foranstaltninger. Af lovens afsluttende bestemmelser fremgår bl. a., at der i folketingsåret 1970-71 vil blive fremsat forslag til lov om en kommunalt administreret offentlig sygesikringsordning for hele befolkningen, samt at forsorgsloven, børneforsorgsloven, revalideringsloven og loven om mødrehiælpsinstitutioner senest i folketingsåret 1972-73 vil blive taget op til samlet revision.

I den skriftlige fremsættelse anførte socialministeren bl. a. følgende:

"Man kan spørge, om det ikke havde været naturligere at vente med at fremsætte strukturforslaget, indtil der også kunne fremsættes forslag om revision af en række sociale love, så at den fremtidige opgavefordeling kunne være mere afklaret. Hertil vil jeg sige, at regeringen anser det for vigtigt, at folketinget allerede nu får lejlighed til at tage principiel stilling til hovedlinjerne for den kommende sociale struktur. Også af hensyn til de nye kommunalbestyrelser og amtsråd er det vigtigt, at der allerede nu tages stilling til den fremtidige struktur i de almindelige kommuner og på amtsplanet, så at kommunalbestyrelser og amtsråd kan tage hensyn til det ved opbygning af deres administration straks fra det tidspunkt, da de begynder deres virksomhed...

Kapitlerne 4 og 5 vedrører styrelsesforholdene i amtskommunerne og forskellige udvalg og nævn under eller i tilknytning til amtskommunen.

Der er ingen tradition her i landet for, at amtskommunerne i større omfang varetager opgaver på det sociale område, men kommunalreformen og byrdefordelingsreformen giver nu forøgede muligheder for at inddrage amtskommunerne i den sociale virksomhed.

På denne baggrund foreslår socialreformkommissionen, at en række opgaver, som i dag varetages af statsmyndigheder, lægges ud til amtskommunerne. Der er her tale om opgaver, der egner sig til at løses i fællesskab for en større befolkning, end der gennemgående vil være i en enkelt af de almindelige kommuner, eller om opgaver med koordinering af de sociale og sundhedsmæssige foranstaltninger mellem amtets kommuner.

Regeringen kan tilslutte sig kommissionens tanker om at inddrage amtskommunerne i løsningen af sociale opgaver; men i overensstemmelse med de forudsætninger, der har ligget til grund for kommunalreformen, stilles der ikke i større omfang forslag om allerede fra 1970 at flytte nye opgaver til amtskommunerne. Lovforslaget indskrænker sig derfor i hovedsagen til at opstille en ramme for den forvaltning, som henlægges til amtsrådet eller til udvalg og nævn i tilknytning til amtskommunen; men ved en kommende revision af de enkelte love — navnlig lovene om sociale pensioner, om mødrehjælp, revalidering og børne- og ungdomsforsorg — må det fastlægges i enkeltheder, hvilke opgaver der henlægges til amtskommunen eller til nævn i tilknytning til denne."

Lovforslagene blev ved 1. beh. modtaget med megen skepsis af Niels Mørk (S), der fandt, at man burde have begyndt med at forhøje de sociale ydelser, i hvilken forbindelse han navnlig pegede på de kontante ydelser ved arbejdsudygtighed, ligesom han meget beklagede vanskeligheden ved at overskue størrelsen af de merudgifter, der efter hans mening måtte følge af den udvidelse af administrationsapparatet, som lå i lovforslaget. Han erklærede sig endvidere for uenig i åndssvageforsorgens integration i socialstyrelsen, ligesom han fandt større hensyntagen til de fra Landsorganisationen i Danmark og fra sygekasserne fremkomne protester mod bestemmelserne i henholdsvis § 6 og § 26 påkrævet. Lovforslagene fik tilslutning af Asger Jensen (KF), Holger Hansen (V), Valbak og Grethe Philip (begge RV), idet Holger Hansen særlig fremdrog socialcentrenes betydning samt betydningen af personalespørgsmålet for en vellykket gennemførelse af en samlet socialreform. Valbak understregede navnlig problemerne omkring rekruteringen og fordelingen af specialsagkundskabéri, og Grethe Philip beskæftigede sig navnlig med de problemer, der knyttede sig til åndssvageforsorgens integration i socialstyrelsen, som hun anså for rigtig. Kurt Brauer (SF) var meget forbeholden over for lovforslagene og muligheden for at få tilstrækkelig tid til en grundig behandling heraf. Endnu større skepsis syntes at komme frem i Kjær Rasmussens (VS) og Hanne Reintofts (DK) ordførertaler, idet de ikke fandt lovforslagene tilstrækkeligt forberedt i henseende til social målsætning m. v.

I udvalgets betænkning hedder det bl. a.:

„Det fremgår af en række af lovforslagets bestemmelser, at det i væsentlig udstrækning bygger på det synspunkt, at der bør være en nær sammenhæng mellem social- og sundhedsvæsenet. På baggrund heraf har udvalget bl. a. i et samråd med socialministeren drøftet, om social- og sundhedsvæsenet på længere sigt bør henlægges under samme minister. Det kan næppe udelukkes, at udviklingen vil gøre ændringer i fordelingen af de centrale myndigheders opgaver på det sociale og sundhedsmæssige område ønskelige. Særlig hos kommuner og amtskommuner, som skal betjenes af centraladministrationen på disse områder, vil der kunne vise sig et ønske om kun at skulle henvende sig til én enkelt styrelse og ét enkelt ministerium i sundhedsmæssige og dermed sammenhørende sociale anliggender. Udvalget udtaler sin tilfredshed med, at det foreliggende lovforslag ikke foregriber muligheden for sådanne ændringer. Udvalget anbefaler, at der arbejdes videre med spørgsmålet...

Udvalget har overvejet spørgsmålet om afgrænsningen mellem de opgaver, der efter lovforslaget varetages af kommunens social- og sundhedsforvaltning og af amtskommunens socialcenter.

Udvalget finder, at der herved må tages hensyn til, at social- og sundhedsforvaltningen i en stor kommune eventuelt vil kunne råde over sagkyndig bistand af lægelig, pædagogisk eller anden art, som en mindre kommune ikke kan råde over.

Dette vil kunne få betydning i sådanne tilfælde, hvor en afgørelse, der skal træffes af de kommunale social- og sundhedsmyndigheder, forudsætter sagkyndig bistand. I sådanne tilfælde bør der være mulighed for, at en kommune støtter sig til sin egen sagkyndige bistand i det omfang, den råder over lige så kvalificeret sagkundskab som socialcentret, medens andre kommuner i tilsvarende tilfælde hovedsagelig støtter sig til bistand knyttet til socialcentret.

Noget tilsvarende gør sig gældende ved forberedelse af sager om pension og revalideringsforanstaltninger til forelæggelse for revaliderings- og pensionsvæsenet. Også i disse tilfælde må der være en vis mulighed for, at socialcentrets sagkyndige bistand på tilsvarende måde begrænses, når vedkommende kommunes social- og sundhedsforvaltning gennem sagkyndiges erklæringer har tilvejebragt et grundlag for revaliderings- og pensionsnævnets stillingtagen til sagen.

Udvalget lægger her vægt på, at de sagkyndiges bistand udnyttes på en hensigtsmæssig måde, således at dobbeltbehandling undgås.

Udvalget finder, at den nærmere afgrænsning mellem de opgaver, der i det enkelte tilfælde varetages af henholdsvis den kommunale social- og sundhedsforvaltning og af den tilsvarende amtskommunale forvaltning, bør ske på grundlag af et samarbejde mellem amtskommunen og vedkommende kommuner, og ansvaret for den nærmere tilrettelæggelse af dette samarbejde må efter udvalgets opfattelse påhvile amtskommunen. Udvalget finder anledning til at understrege betydningen af, at socialministeren under kommende overvejelser om den gradvise gennemførelse af en socialreform fortsat er opmærksom på det omhandlede koordineringsspørgsmål med henblik på at søge tilvejebragt det bedst mulige grundlag for de nærmere aftaler om en afgrænsning af opgaver mellem den kommunale social- og sundhedsforvaltning og den tilsvarende amtskommunale forvaltning."

I betænkningen finder man endvidere en fyldig argumentation vedrørende nogle af de spørgsmål, som gav anledning til ændringsforslag:

Børne- og ungdomsværnets sammensætning. Et mindretal (socialdemokratiets medlemmer af udvalget) stillede forslag om, at et flertal af medlemmerne skulle vælges på grundlag af deres særlige indsigt i børne- og ungdomsforsorgen, medens de efter lovforslaget skal vælges blandt kommunalbestyrelsesmedlemmerne,

hvorvidt kvalifilcationsnævnet, jfr. § 17, skal udtale sig ved hver besættelse af stillinger som leder af en amtskommunes særlige forvaltning, jfr. § 16, eller blot ved første-gangs besættelsen. Sidstnævnte ordning blev gennemført ved et ændringsforslag stillet af socialministeren og tiltrådt af et flertal (udvàlget med undtagelse af Kurt Brauer), hvorvidt det allerede ved den her omhandlede lov skulle bestemmes, at sygesikringsordningen skal være kommunalt administreret. Et mindretal (socialdemokratiets medlemmer af udvalget) stillede forslag om at undlade dette.

De af mindretallet stillede ændringsforslag blev forhastet ved afstemning efter 2. beh.

Endelig finder man i betænkningen fyldige mindretalsudtalelser om målsætningen for en socialreform, og forholdene omkring den. Socialdemokratiets medlemmer af udvalget udtalte således følgende:

„Det beklages, at der i forbindelse med behandlingen af dette lovforslag ikke fra regeringens side er tilkendegivet noget om, hvorledes socialreformens reelle indhold vil blive.

Det må understreges, at indholdet af en socialreform er noget helt afgørende for socialdemokratiet.

Socialdemokratiet agter derfor selvstændigt at fremsætte forslag på vigtige socialpolitiske områder, såfremt regeringen ikke i den kommende folketingssamling fremsætter forslag herom.

Det gælder eksempelvis:

at der snarest gennemføres fuld erstatning for tabt arbejdsfortjeneste under sygdom, ulykke og arbejdsløshed,

at den lovpligtige ulykkesforsikring indpasses i det samlede sociale sikringssystem,

at afgiften til sygeforsikring, der i øjeblikket virker som en kopskat, ændres, så den sættes i forhold til den enkeltes skatteevne,

at familielægeordningen bevares og udbygges således, at der i hovedparten af tilfældene — som nu — ikke bliver penge imellem læge og patient,

at udbygningen af forebyggende og sundhedsfremmende foranstaltninger iværksættes, herunder igangsætning af landsomfattende undersøgelser for livmoder- og brystkræft, almindelige helbredsundersøgelser af bestemte aldersgrupper samt gratis svangerskabsrådgivning hos lægerne,

at der sker forbedring og udvidelse af sygeforsikringsydelserne, bl. a. tilskud til kiropraktorbehandling, til paradontose og tandproteser, og at der gennemføres obligatorisk skoletandpleje overalt.

Mindretallet understreger i øvrigt vigtigheden af,

at der ved en mulig overgang til et nyt system skabes sikkerhed for, at dette ikke medfører en uhensigtsmæssig og dyr administration i forhold til det nuværende system."

Socialistisk folkepartis medlem af udvalget gjorde sig bl. a. stærkt til talsmand for en særdeles omfattende integration af social- og sundhedsvæsenet, ligesom man stærkt understregede betydningen af et tilstrækkelig talrigt og veluddannet personale.

Uden for betænkningen stillede Kjær Rasmussen og Sigsgaard et ændringsforslag, hvorefter omtalen af arbejdsmarkedsmæssige anliggender udgik i § 6. Ændringsforslaget blev forkastet.

I tillægsbetænkningen udtalte udvalget følgende:

„Da lovforslaget om styrelse af sociale og visse sundhedsmæssige anliggender nu gennemføres, henstiller udvalget, at socialministeren over for kommuner og amter fremhæver det ønskelige i, at der tages hensyn til sygekassernes og andre institutioners af loven berørte medarbejdere, hvis ekspertise og kendskab til lokale forhold man bør drage nytte af ved at give dem en tilfredsstillende placering, hvad angår deres løn- og arbejdsvilkår."

Ved 3. beh. udtalte Niels Mørk, at nogle medlemmer af den socialdemokratiske folketingsgruppe ville afholde sig fra at stemme, og at motiveringen herfor var bestemmelsen i § 26 om sygekassernes kommunalisering.

Lovforslaget blev herefter vedtaget enstemmigt med 133 stemmer, 19 medlemmer (nogle S, VS, DK og Moltke) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.