Loven afløser den gældende lov om telekommunikation m. m. ved radio, der er fra 1949. Loven har forladt den hidtidige regel om statens eneret til radioanlæg. Det er blevet mere og mere almindeligt at give private foretagender og privatpersoner tilladelse til at benytte radioanlæg. Den hidtidige lov gav også ministeren for offentlige arbejder bemyndigelse til at gøre undtagelser fra hovedreglen om statens eneret. Da der også fremtidig skal en tilladelse til fra ministeren for offentlige arbejder for at bruge radioanlæg, er ændringen mere af formel karakter. Den tekniske udvikling inden for radioområdet siden 1949 har gjort det nødvendigt at foretage en revision. Endvidere har en ny lovgivning været nødvendig som følge af, at radiokommunikationsloven tidligere formelt ikke gjaldt for Grønland, selv om forholdene på dette område stort set har været administreret i Grønland efter tilsvarende bestemmelser som i det øvrige Danmark. Radiokommunikationslovens bestemmelser vil som hidtil blive administreret af generaldirektoratet for post- og telegrafvæsenet. Det er fundet hensigtsmæssigt at tilføje en definition af lovens område, og den angivne definition hidrører fra den internationale telekommunikationskonvention, Montreux 1965. Denne konvention er ratificeret af Danmark. Radiokommunikation omfatter begrebsmæssigt også radiospredning, men under den gældende radiospredningslov (lov nr. 215 af 11. juni 1959) kan der ikke gives tilladelse til private sendestationer for radiospredning. Oprettelse, drift eller benyttelse af private radiospredningsstationer vil som hidtil kunne straffes efter radiokommunikationsloven, § 2 i den nye radiokommunikationslov indeholder en bestemmelse, hvorefter der ikke må oprettes, drives eller bruges sendestationer for radiospredning på det åbne hav eller i luftrummet derover. § 7 har hertil knyttede straffebestemmelser. Bestemmelsen, der er uændret fra den hidtidige lov, kom ind i 1962 i anledning af diskussionen omkring Radio Merkur.

Det generelle krav om tilladelse til anlæg af enhver art for radiokommunikation (§ 1) gælder dog ikke anlæg, der benyttes i det nationale forsvars tjeneste, eller anlæg, der alene er indrettet til modtagning af radiospredning.

Ved 1. behandling fik lovforslaget tilslutning fra alle ordførere samt fra den grønlandske repræsentant, Rosing.

Holst (S) rejste spørgsmålet om satellittransmissioner. Stæhr Johansen (KF) understregede, at hans parti i sin tid havde taget afstand fra § 2, som er et forbud mod at oprette, drive eller bruge sendestationer for radiospredning på det åbne hav eller i luftrummet derover (Radio Merkur), og at man fortsat var imod bestemmelsen. Eva Ree (V) rejste ligeledes spørgsmålet om satellitudsendelser. Ministeren for offentlige arbejder gjorde m. h. t. § 2 opmærksom på, at Danmark havde ratificeret en europæisk konvention af 22. januar 1965, der forpligtede os til at have den kritiserede bestemmelse. M. h. t. satellitspørgsmålet mente ministeren, at den europæiske konvention måtte forstås således, at man godt kan anvende satelliter, hvilket må forstås således, at man i praksis anerkender, at der er en grænse for, hvor langt luftrummet rækker op.

Det nedsatte udvalg indstillede lovforslaget til vedtagelse med et par mindre ændringsforslag stillet af ministeren.

Ved 3. behandling blev lovforslaget enstemmigt vedtaget med 114 stemmer.