Forespørgeren (Kjær Rasmussen) (VS) anførte i sin begrundelse for forespørgslen en række begivenheder, der havde fundet sted i den senere tid, og som efter hans opfattelse var eksempler på de i forespørgslen nævnte forhold. Det drejede sig bl. a. om beslaglæggelse af politiske tidsskrifter og om forsvarets meldecentral på Københavns universitet — den såkaldte Kejsergadesag.

Han understregede, at der efter hans opfattelse virkelig var grund til at være foruroliget over det, der skete. „Ikke mindst fordi myndighederne så ganske åbenbart benytter kræfterne til at bekæmpe de kredse, som i demokratiets interesse forholder sig vågne og kritiske til den slags virksomhed, i stedet for at bekæmpe dem, der ved sådanne politistatsmetoder målbevidst undergraver de sporadiske demokratiske rettigheder, som formelt eksisterer i dette land."

Statsministeren bemærkede indledningsvis, at forespørgslens formulering ikke syntes at bære præg af emnets alvor og betydning, endsige af, at det var hr. Kjær Rasmussens privilegium at leve i et samfund, hvor forfølgelse af anderledes tænkende ikke finder sted.

Statsministeren fortsatte:

„Formuleringen indeholder den påstand, at der i Danmark foregår en målbevidst, tiltagende anvendelse af såkaldte politistatsmetoder. Enhver ved, at det ikke er tilfældet. Den enkelte borgers frihed og retssikkerhed er goder, som det danske samfund ikke under nogen omstændigheder vil fraskrive sig. Jeg ved imidlertid ikke af, at nogen, selv ikke meget yderligtgående, i fuldt alvor har villet hævde, at Danmark ikke skulle have behov for at værge sig mod foretagender eller handlinger, som må antages at være rettet mod rigets selvstændighed og den lovlige samfundsorden, i lighed med, hvad der er tilfældet i andre demokratiske lande.

Det åbne, frie samfunds selvbeskyttelse er uomtvisteligt et vanskeligt problem, fordi man ikke kan lukke øjnene for, at der findes kræfter, som i en given situation vil være rede til med ulovlige midler at omstyrte den demokratiske samfundsorden. Skal samfundet værge sig herimod, må det kunne anvende metoder, der kan hindre sådanne kræfter i at komme til udfoldelse. Vi må have institutioner, der kan overvåge, forebygge og modvirke aktiviteter, der må antages at udgøre en fare for vor selvstændighed og sikkerhed og den lovlige samfundsorden.

Disse organer må gives mulighed for at udføre deres virksomhed i Danmark, og det følger af sagens natur, at denne virksomhed skal respektere samfundets retsregler, men på den anden side ikke kan foregå i fuld offentlighed. Problemet er at finde balancepunktet mellem på den ene side hensynet til borgernes demokratiske rettigheder og på den anden side effektiviteten af det værn, som opstilles for at beskytte disse rettigheder. Der foregår efter mit skøn intet, der berettiger en påstand om, at nogen dansk myndighed har arbejdet eller vil arbejde i den hensigt at begrænse borgernes demokratiske rettigheder."

Derefter gik statsministeren ind på de enkelte punkter i forespørgslen.

Han omtalte de ransagninger, der havde fundet sted i forbindelse med tidsskrifterne Vietnam-Solidaritet og Politisk Revy, og tilbageviste efter en beskrivelse af begivenhedsforløbet påstanden om, at ransagningerne skulle have fundet sted uden dommerkendelse. Derimod beklagede, statsministeren, at politiet ikke havde udskrift af kendelserne med ved gennemførelsen af ransagningerne i de aktuelle sager.

Hvad angik spørgsmålet om advokatbistand, var det regeringens opfattelse, at der så vidt muligt skulle gives adgang til sådan bistand også i beslaglæggelsessager.

Det var rigtigt, at de omtalte retsmøder var holdt for lukkede døre, men dette var sket i fuld overensstemmelse med retsplejelovens regler. Hvad angik politiets udtalelser, var det helt klart, at politiet aldrig udtaler sig om skyldspørgsmålet. Derimod måtte det helt åbenbart være i offentlighedens interesse, at politiet gav oplysning om de foretagne aktioner og begrundelserne for dem.

Når der var foretaget beslaglæggelser af de nævnte to blade, var det på baggrund af, at det var politiets opfattelse, at de indeholdt strafbare krænkelser af militære hemmeligheder. Om denne opfattelse var holdbar, måtte domstolene afgøre, og dette spørgsmål kunne ikke diskuteres i denne debat.

Man burde afholde sig fra at anvende udtrykket „militær infiltration på universitetsområdet" om det, der var foregået i Kejsergadesagen. Det faktiske forhold var, at militæret efter aftale med universitetet havde fået overladt nogle lokaler, som man havde benyttet helt uden sammenhæng med de universitetsfunktioner, der foregik i de samme bygninger.

Med hensyn til det sidste punkt i forespørgslen henviste statsministeren til den redegørelse, justitsministeren havde givet i et svar den 10. september 1969 på et spørgsmål af Hanne Reintoft (F. sp. 8489, 1968-69). Når tiltale var undladt, var det i overensstemmelse med dansk retsplejes lovfæstede princip, at tiltale kun kan rejses, når der er rimelig udsigt til, at sagen kan gennemføres til fældende dom. Afgørelsen var i øvrigt påklaget til ombudsmanden, hvis behandling af sagen ikke var endeligt afsluttet.

Statsministeren understregede, at efterretningstjenesterne under deres arbejde i de aktuelle sager i enhver henseende havde fulgt deres instrukser. Endvidere sagde statsministeren:

„Om de danske efterretningstjenesters virksomhed vil jeg i øvrigt gerne fremhæve, at det her i folketinget er vedtaget, at Danmark skal have et efterretningsvæsen. Skal der være mening med det, må det også være effektivt, og det er nødvendigt at erkende, at dets effektivitet forringes i samme grad, som dets virksomhed lægges blot. Det tjener intet fornuftigt formål at lægge efterretningstjenesternes arbejde eller deres medarbejdere for had. Særlig de befolkningsgrupper, der værdsætter vore demokratiske frihedsrettigheder mest, må være blandt de første til at forstå og respektere nødvendigheden af at beskytte frihedsrettighederne. Det er klart, at efterretningstjenesterne hører under de forfatningsmæssige myndigheder, og at deres virksomhed skal udfoldes på lovens grund. Der er intet i den foreliggende situation, der berettiger en antagelse om, at dette ikke skulle være tilfældet."

I den efterfølgende debat deltog — foruden statsministeren og forespørgeren — forsvarsministeren, justitsministeren, Kjeld Olesen (S), Langkilde (KF), Ib Thyregod (V), Nordqvist (RV), Poul Dam (SF), Sigsgaard (VS), Hanne Reintoft (u.p.), Kai Moltlce (u.p.), Gert Petersen (SF), Jens Peter Jensen (Sorø amt) (V) og Aksel Larsen (SF).

Under forhandlingerne stillede Kjær Rasmussen (VS) (F. sp. 1411) følgende forslag om motiveret dagsorden:

„Idet folketinget tager afstand fra politiets optræden i sagerne mod Politisk Revy og Vietnam-Solidaritet, og konstaterer, at regeringens erklæring af 30. september 1968 om efterretningstjenesternes registrering på grundlag af politisk virksomhed på baggrund af justitsministerens seneste offentlige udtalelser må anses for vildledende, samt erkender sin manglende mulighed for effektivt at kontrollere efterretningstjenesternes virksomhed,

går tinget over til næste sag på dagsordenen."

Hertil stillede Hanne Reintoft (u.p.) (F. sp. 1428) følgende ændringsforslag

„I sidste afsnit ændres ordene „mulighed for" til „vilje til."

Poul Dam (SF) (F. sp. 1423) stillede følgende forslag om motiveret dagsorden:

„Idet folketinget beslutter at nedsætte et udvalg på 17 medlemmer til at undersøge mulighederne for en effektiv parlamentarisk kontrol med politiets efterretningstjeneste,

går tinget over til næste sag på dagsordenen."

Endelig stillede Langkilde (KF) (F. sp. 1429) følgende forslag om motiveret dagsorden:

„Idet folketinget tager statsministerens redegørelse til efterretning, herunder at regeringen, når de aktuelle sagers retlige behandling er afsluttet, vil overveje, om der er anledning til at revidere de instrukser, der ligger til grund for efterretningsvæsenets virksomhed,

går tinget over til næste sag på dagsordenen."

Dette forslag vedtoges med 90 stemmer (KF, V og RV) mod 12 (SF, VS, Hanne Reintoft og Kai Moltke (u.p.)); 36 medlemmer (S og Jens Peter Jensen (Sorø amt) (V)) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.

Hermed bortfaldt de af Kjær Rasmussen og af Poul Dam stillede forslag om motiveret dagsorden.