Lovforslaget behandlededes sammen med det side 177 omtalte forslag til lov om investeringsfradrag i egnsudviklingsområder.
Ved den seneste revision af egnsudviklingsloven, der gennemførtes ved lov nr. 228 af 3. juni 1967 (årbog 1966-67, side 345 ff.), indførtes en række bestemmelser, der tilsigtede at styrke den industrielle vækst i de erhvervsmæssigt svagest udviklede dele af landet.
Blandt de bistandsformer, loven hjemler, er hovedvægten lagt på ydelse af finansieringsbistand i form af garanti for lån til anlægsfinansiering ved oprettelse, flytning, udvidelse, rationalisering, produktionsomstilling og lign. Herudover er der i begrænset omfang mulighed for at yde garanti for lån til driftskapital, ligesom der er adgang til at yde garanti for lån til foretagelse af rationaliseringsundersøgelser.
Loven åbner endvidere adgang til at yde lån til kommuner til opførelse af erhvervsbygninger til salg eller udleje samt til at yde tilskud til dækning af særlige udgifter, herunder udgifter til oplæring og træning af arbejdskraft, der står i forbindelse med en virksomheds placering i et industrielt mindre udviklet område.
Endelig er der hjemmel til at yde tilskud til foretagelse af undersøgelser og til udarbejdelse af planer og projekter af almen betydning for et områdes erhvervsmæssige udvikling samt til driften af regionale udviklingsudvalg.
Ifølge den hidtidige lovs § 6, stk. 1, 3. punktum, kunne garanti kun ydes i det omfang, en hensigtsmæssig finansiering af de pågældende udgifter ellers ikke skønnedes at kunne gennemføres. Da bestemmelsen har givet anledning til tvivl om, i hvilket omfang der kunne ydes garanti til velkonsoliderede virksomheder, der overvejede at flytte til et egnsudviklingsområde, og da det er anset for ønskeligt, at også økonomisk stærke foretagender kan placeres i sådanne områder, er bestemmelsen nu blevet ophævet.
Som en ny bestemmelse er følgende indsat i loven:
„§ 11. I særlig vanskeligt stillede egne af landet kan der i hvert finansår inden for et beløb af 22 mill. kr. gives tilsagn om tilskud til industri- og servicevirksomheder til dækning af de i § 6, stk. 1, nævnte anlægsudgifter.
Stk. 2. Tilskud kan ikke overstige 25 pct. af de nævnte anlægsudgifter.
Stk. 3. Såfremt en virksomhed, hvortil der er ydet tilskud, ophører, afhændes eller udlejes inden for en periode af 5 år fra tilskuddets udbetaling, kan der stilles krav om hel eller delvis tilbagebetaling af dette."
Bestemmelsen i stk. 1 ændredes på 2 punkter under behandlingen i folketinget. Der henvises til bemærkningerne nedenfor om disse ændringer.
Bestemmelsen var i bemærkningerne bl. a. motiveret med de bestående betydelige forskelle med hensyn til udviklingsgrad og ledighed. Det måtte derfor anses for påkrævet i særlig grad at koncentrere en lovgivningsindsats om stimulering af den økonomiske vækst i de særlig svagt stillede områder. Uden en sådan måtte det befrygtes, at disse områder varigt ville udvise en svagere vækst end de øvrige egnsudviklingsområder.
Der tænktes specielt på det nordjyske område, Bornholms og Tønder amter, men også enkelte andre egne kunne komme på tale.
En forstærket egnsudviklingsmæssig indsats må sigte på at skabe yderligere tilskyndelse til at iværksætte industriel aktivitet og anden virksomhed, der kan øge antallet af arbejdspladser, begrænse ledigheden og inddrage arbejdskraft fra landbruget, efterhånden som denne frigøres herfra. Den øjeblikkelige situation taler for, at der gennemføres foranstaltninger, som hurtigt kan medføre et beskæftigelsesmæssigt opsving, samtidig med at man fastholder sigtet på varigt at forbedre de svagest udviklede områders erhvervsstruktur.
På denne baggrund foreslås der åbnet adgang til inden for de ovennævnte særlig vanskeligt stillede områder at yde tilskud til dækning af indtil 25 pct. af de med et projekt forbundne anlægsudgifter.
Det forudsættes, at afgrænsningen af de områder, hvor denne bistandsordning kan bringes i anvendelse, foretages af handelsministeren i medfør af lovens § 5, stk. 1.
Endvidere er det i en ny § 11 a blevet fastsat, at tilskud kan ydes til industrivirksomheder, der i forbindelse med etablering, væsentlig udvidelse eller produktionsomstilling har haft væsentligt forringede driftsresultater, der kan henføres til særlige vanskeligheder i forbindelse med virksomhedens placering i et industrielt mindre udviklet område.
Denne bestemmelse må ses i sammenhæng med den foretagne ændring i loven om erhvervsmæssig uddannelse af ikkefaglærte arbejdere. I henhold hertil er der i egnsudviklingsområderne åbnet adgang til at yde bistand til uddannelse af arbejdskraften på den virksomhed, hvor den beskæftiges, og således, at uddannelsen tilrettelægges specielt med henblik på den enkelte virksomheds behov.
Den hidtidige adgang til i henhold til egnsudviklingslovens § 11 at yde tilskud til industrivirksomheder til oplæring og træning af arbejdskraft er samtidig ophævet, således at den samlede administration vedrørende uddannelse af arbejdskraft er henlagt til arbejdsministeriet.
Da formålet med tilskudsbestemmelsen i den ovenfor omtalte § 11 er at fremkalde produktive anlægsinvesteringer, der ellers ikke ville blive foretaget, er tilskudsordningen begrænset til projekter, der påbegyndes efter lovens ikrafttræden.
Ved fremsættelsen af lovforslaget fremsatte handelsministeren bl. a. følgende principielle betragtninger om egnsudviklingslovgivningen:
„Lovforslaget må ses i sammenhæng med de forslag, som finansministeren og arbejdsministeren umiddelbart herefter vil fremsætte, idet regeringen finder, at en styrkelse af den statslige bistand til egnsudvikling bør ske ved samtidig indsats på finansierings-, beskatnings- og uddannelsesområderne.
Så sent som i maj 1967 vedtog et enigt folketing den nugældende egnsudviklingslov. Det kan derfor synes hastigt, der på ny stilles forslag om en revision af loven. Erfaringen har imidlertid vist, at en generel økonomisk politik, der indebærer overbeskæftigelse i store dele af landet og derfor udløser inflationære tendenser, er en forudsætning for at opnå et nogenlunde tilfredsstillende aktivitetsniveau i landets svagest udviklede områder. En sådan politik kan kun opretholdes en kortere årrække, idet den undergraver vor konkurrenceevne over for udlandet og resulterer i stigende betalingsbalancevanskeligheder. Sidste års devaluering var en del af den pris, som måtte betales for en sådan politik.
Den nuværende regering har i ord og gerning klart tilkendegivet, at den hverken kan eller vil fortsætte ad denne vej, som kun kan ende i en ny devaluering.
En sanering af den økonomiske politik bør imidlertid ikke ske på bekostning af erhvervsudvikling og beskæftigelse i de svageste egne af landet. Gennem øgede statslige incitamenter til udbygning og nyetablering af virksomheder i disse områder må der skaffes erstatning for den tilskyndelse til udflytning til områder med arbejdskraftreserver, som overophedningen af økonomien tidligere indebar.
Gennem en selektiv politik må man søge at påvirke efterspørgslen efter arbejdskraft, således at den sætter ind dér, hvor der også på længere sigt er reserver at udnytte. Herigennem vil man kunne opnå den bedst mulige udnyttelse af tilstedeværende ressourcer under en økonomisk politik, som tager fuldt hensyn til behovet for en stabilisering af omkostningsniveauet."
Ministeren understregede, at det vil være uhensigtsmæssigt — for ikke at sige umuligt — at administrere egnsudviklingslovens støtteordninger således, at der søges etableret industri i hver kommune — eller storkommune — i egnsudviklingsområderne. I henhold til § 5, stk. 2, i den gældende lov er det pålagt egnsudviklingsrådet at træffe nærmere bestemmelse om, i hvilke lokalområder bistanden fortrinsvis bør komme til anvendelse. Motiveringen for denne bestemmelse, som selvsagt ikke har vakt begejstring alle steder, men som foreslås opretholdt uændret, er ønsket om at koncentrere udviklingsindsatsen om et begrænset antal lokaliteter, som i forvejen har et vist industrielt miljø og ligger i en sådan afstand fra hinanden, at oplandenes arbejdskraft — motoriseringen taget i betragtning — har en nogenlunde rimelig afstand fra hjem til arbejdsplads. Kun gennem en sådan koncentrering vil det være muligt at skabe en selvforstærkende udviklingstendens, idet tiltrækning af servicefunktioner, som på længere sigt må forventes at skulle skaffe beskæftigelse til en meget væsentlig del af områdets befolkning, må forudsætte, at der eksisterer eller opbygges en efterspørgsel af påregneligt og nuanceret omfang. Visse steder må en industrialisering på forhånd anses for uigennemførlig eller måske uønskelig på grund af områdets rekreative betydning. I sidstnævnte tilfælde vil dog bistand til turistmæssige investeringer af virkelig udviklingsmæssig betydning kunne komme på tale.
Ved lovforslagets 1. behandling udtalte Peter Nielsen (S), at han hilste med glæde, at meningen med lovforslaget var at koncentrere arbejdet om mere begrænsede områder, idet der konkret var tale om de tre nordjyske amter samt Bornholms og Tønder amt, idet det dog i bemærkningerne var stillet i udsigt, at også andre egne kunne komme ind under loven. Han pegede i denne forbindelse på et materiale, partierne havde fået fra egnsudviklingsudvalget for Maribo amt, hvori der var gjort opmærksom på, at man ikke ensidigt kunne lægge vægt på arbejdsløshedstallene. I Maribo amt var der på grund af de manglende beskæftigelsesmuligheder i betydeligt omfang sket fraflytninger, hvilket jo influerede på arbejdsløshedstallene.
På det konservative folkepartis vegne erklærede Stetter tilfredshed med, at lovforslaget ikke indeholdt regler, som i mindste måde kunne tolkes eller forklares i retning af, at de interesserede virksomheder skulle ledes eller dirigeres eller udsættes for nogen speciel kontrolmyndighed. Forslaget var et tilbud om samarbejde mellem virksomhederne og administrationen til løsning af et samfundsproblem, der havde eksisteret alt for længe.
Også Kristen Østergaard (V) så med velvilje på lovforslaget, selv om den foreslåede geografiske afgrænsning ville kunne give anledning til protester. Han udtrykte håb om, at der ville være mulighed for at åbne nogle små ventiler i loven, således at visse områder, der ikke var nævnt, kunne bringes ind under loven. Han hilste i øvrigt med glæde, at der i den nye lov gaves adgang til, at også kapitalstærke firmaer og erhverv fra andre dele af landet kunne få støtte til virksomhedsplacering i industrielt svage egne.
Kirkegaard (RV) fandt det glædeligt, at lovforslaget også åbnede mulighed for at yde støtte i egentlige landkommuner. Det var i overensstemmelse med hans opfattelse, at man ikke alene burde satse på store eller på større virksomheder, når man snakkede om egnsudvikling.
I modsætning hertil fandt Arne Larsen (SF), at man i de særlige egnsudviklingsområder burde koncentrere sig stærkere om udbygningen af bestemte centre, vækstcentre, og give disse centre de nødvendige faciliteter for at tilfredsstille de industridrivende og erhvervsdrivende, der ville foretage udflytning.
Endelig fandt Sigsgaard (VS), at der var rigtige elementer i lovforslaget, men at man ikke skulle gøre sig forhåbninger om, at forslagets bestemmelser var tilstrækkeligt vidtrækkende.
I den af udvalget afgivne betænkning indstillede et flertal (det konservative folkepartis, venstres og det radikale venstres medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse uændret. Flertallet fremhæver, at handelsministeren i henhold til egnsudviklingslovens § 5, stk. 1, efter indstilling fra egnsudviklingsrådet fastsætter, i hvilke egne af landet lovens bistandsordninger kan finde anvendelse.
Flertallet er enig i, at der må finde en særlig afgrænsning sted af de områder, inden for hvilke de ved lovændringen nu foreslåede støtteforanstaltninger kan finde anvendelse, at denne afgrænsning bør foretages administrativt af handelsministeren efter indstilling af egnsudviklingsrådet i overensstemmelse med egnsudviklingslovens § 5, stk. 1, samt at det område af landet, inden for hvilket de nu foreslåede særlige støtteforanstaltninger kan finde anvendelse, bør være snævrere end det område, der er udpeget som egnsudviklingsområder i øvrigt.
Flertallet lægger imidlertid vægt på, at afgrænsningen ikke foretages definitivt, men at man under lovens administration er opmærksom på behovet for en eventuel ændring eller justering af afgrænsningen i lys af udviklingen i landets forskellige dele.
Flertallet henstiller derfor, at handelsministeren pålægger egnsudviklingsrådet at følge udviklingen med opmærksomhed i Maribo amt og i de dele af Vestjylland, der er nærmest ved at opfylde de kriterier, efter hvilke udvælgelsen af de særlige egnsudviklingsområder finder sted.
Det har med ministeren været drøftet, hvilke konsekvenser en ny kommune- og amtsstruktur vil kunne få for en hensigtsmæssig erhvervslokalisering og for anvendelsen af lovens bistandsordninger med sigte herpå. Der er herved enighed om, at en opdeling af landet i større administrative enheder vil give et bedre udgangspunkt for en hensigtsmæssig erhvervslokaliseringspolitik end den bestående inddeling, og at de herved tilvejebragte muligheder bør søges udnyttet i videst muligt omfang.
Ved udformningen af lokaliseringspolitikken vil hensyn særlig være at tage til anvendelsen af lovens bistandsmuligheder ved nyetableringer og udbygning af bestående virksomheder med henblik på at fremme en hensigtsmæssig lokalisering af erhvervsudviklingen for området som helhed. Man er med handelsministeren enig i, at egnsudviklingsrådet herved ikke bør tage sit udgangspunkt i en forudsætning om, at kun bysamfund af en given betydelig størrelse vil kunne give grundlag for en videregående erhvervsmæssig udvikling.
Ved afgørelsen af placeringen af virksomheder inden for de udpegede områder, der kan komme i betragtning ved tildeling af investeringstilskud, må de pågældende virksomhedsledelsers placeringsønsker tillægges stor vægt.
Flertallet er med ministeren enig i, at retningslinjerne for denne lokaliseringspolitik må udformes med henblik på at søge tilvejebragt en sådan befolknings- og erhvervsfordeling i vedkommende område, som findes bedst egnet til at fremme forudsætningerne for økonomisk vækst.
Der har i udvalget været fremsat forslag om, at beløbsrammen for de i den foreslåede nye § 11 omhandlede investeringstilskud, på samme måde som det er tilfældet med hensyn til garantier, lån og tilskud i øvrigt i henhold til egnsudviklingsloven, fastsættes på de årlige bevillingslove i stedet for som nu foreslået i selve egnsudviklingsloven.
Handelsministeren har ikke kunnet tilslutte sig dette forslag, idet ministeren finder det af betydning, at beløbsrammen indtil videre lovfæstes i egnsudviklingsloven, hvorved der skabes større klarhed med hensyn til det disponible beløb. Ministeren har i denne forbindelse fremhævet, at der er tale om en afgørende nydannelse i egnsudviklingspolitikken, ved hvis administration indhentelse af erfaring vil være væsentlig — ikke mindst med hensyn til sortering og vurdering af indkomne projekter. Flertallet kan tilslutte sig handelsministerens synspunkter.
Man har endvidere diskuteret problemerne omkring den manglende eller stagnerende erhvervsmæssige udvikling i visse af vore øsamfund og erkender, at de høje elpriser og transportomkostninger ofte kan forhindre en erhvervsmæssig vækst. Egnsudviklingsloven giver imidlertid ingen hjemmel for at afhjælpe disse forhold, og flertallet henstiller derfor, at de nævnte problemer behandles i det af regeringen nedsatte udvalg.
Et mindretal i udvalget (socialdemokratiets og socialistisk folkepartis medlemmer) stillede derimod ændringsforslag og gav i betænkningen en redegørelse for sine synspunkter, hvori det ligeledes fremhæves, at handelsministeren i henhold til egnsudviklingslovens § 5, stk. 1, efter indstilling fra egnsudviklingsrådet fastsætter, i hvilke egne af landet lovens bistandsordninger kan finde anvendelse.
Mindretallet er enig i, at der må finde en særlig afgrænsning sted af de områder, inden for hvilke de ved lovændringen nu foreslåede støtteforanstaltninger skal finde anvendelse. Efter at handelsministeren skriftligt over for udvalget har oplyst, at egnsudviklingsrådet ikke på linje med hidtidig praksis i henhold til lovens § 5, stk. 1, er blevet anmodet om at afgive udtalelse inden lovens forelæggelse om, hvilke områder der i henhold til den nye § 11 bør betragtes som „særlig vanskeligt stillede egne", men at disse egne, der er nævnt i bemærkningerne til lovforslaget, alene er udpeget af regeringen, har mindretallet måttet foretage sin selvstændige bedømmelse og stiller på denne baggrund ændringsforslag. Ved dette ændringsforslag medtages bl. a. Maribo amt straks ved lovens ikrafttrædelse blandt særlig vanskeligt stillede egne.
Mindretallet understreger nødvendigheden af nu at åbne mulighed for gennem egnsudviklingsloven i ganske særlige tilfælde at give adgang til fremme af den erhvervsmæssige udvikling i øsamfund som blandt andre Bornholm og Samsø ved ydelse af ekstraordinære tilskud, der kan bidrage til, at de for øsamfundene specielt høje omkostninger til transport og kraftforsyning kan imødegås. Mindretallet stiller et herpå sigtende ændringsforslag.
Endelig stiller mindretallet et ændringsforslag, der åbner mulighed for fra år til år at tage stilling til størrelsen af det beløb, der efter de indvundne erfaringer vil være behov for.
Ved 2. behandlingen udspandt sig på ny en længere debat, som navnlig drejede sig om mulighederne for at bringe det lolland-falster-ske område ind under de særlige støttemuligheder, som lovforslaget åbnede mulighed for. Efter at de af udvalgsmindretallet foreslåede ændringer var blevet forkastet, henvistes lovforslaget til fornyet behandling i udvalget.
I tillægsbetænkningen stillede udvalget forslag om, at beløbsrammen på 20 mill. kr. i den nye § 11 forhøjedes til 22 mill. kr. Endvidere stillede handelsministeren et ændringsforslag, der var begrundet i, at man fandt det mere hensigtsmæssigt, at der i loven fastsattes en årlig tilsagnsramme for tilskud i stedet for en udbetalingsramme, idet administrationen af tilskuddene måtte forudsætte, at der gaves forhåndstilsagn, inden projekterne gennemførtes.
Hele udvalget indstillede derefter lovforslaget til vedtagelse med de nævnte to ændringsforslag, idet et mindretal (socialdemokratiets og socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget) opfordrede handelsministeren til at pålægge egnsudviklingsrådet at administrere den nye § 11 således, at man i videst muligt omfang anvender den maksimale tilskudsprocent for Bornholms vedkommende.
Ved 3. behandling udtalte handelsministeren, at han ikke kunne tiltræde opfordringen, men at tilskud måtte ydes efter en vurdering af det enkelte projekt og i øvrigt ensartet inden for de udpegede områder.
Efter at de nævnte ændringsforslag var vedtaget, vedtoges lovforslaget enstemmigt med 121 stemmer; 1 medlem (VS) tilkendegav, at han hverken stemte for eller imod.