Lovens formål er ifølge kapitel I at opnå en forbedring af boligforholdene ved at tilstræbe

1) at fjerne eller forbedre utidssvarende og usunde boliger m. v.,

2) at fremme en fornyelse af utidssvarende bydele,

3) at bistå udsanerede husstande med at opnå en efter deres forhold passende genhusning og

4) at tilvejebringe det nødvendige administrative og økonomiske grundlag for en øget saneringsvirksomhed.

I overensstemmelse med hidtidig saneringslovgivning er saneringsvirksomheden fortsat et kommunalt anliggende i den forstand, at det er kommunen, der har den afgørende indflydelse på saneringens omfang, jfr. dog nedenfor om saneringsselskaber.

I henhold til lovens kapitel II påhviler det kommuner med mere end 25.000 indbyggere med boligtilsynets bistand at tilvejebringe en bedømmelse af kvaliteten af beboelsesejendommene i kommunen under hensyn til de i boligtilsynsloven opstillede mindstekrav. En sådan oversigtsplan skal indeholde en klassifikation af ejendommene med henblik på beslutninger om at fjerne eller forbedre usunde eller utidssvarende bygninger.

Oversigtsplanen, der indsendes til boligministeren, skal være udarbejdet senest 1 1/2 år efter lovens ikrafttrædelsesdato den 1. oktober 1969, eller 1 1/2 år efter den folketælling, hvor det er konstateret, at kommunens indbyggertal overstiger 25.000.

På grundlag af oversigtsplanen skal kommunerne endvidere udarbejde tidsfølgeplaner, der angiver

1) områder, for hvilke sanering bør finde sted på grundlag af saneringsplaner i henhold til kapitel III eller som storsanering i henhold til kapitel V,

2) tidsfølgen for saneringernes gennemførelse,

3) behovet for tilvejebringelse af erstatningsboliger til husstande, som må fraflytte saneringsområderne, og

4) de områder eller ejendomme, hvor en forbedring af boligkvaliteten i øvrigt må anses for hensigtsmæssig.

Tidsfølgeplanen skal indeholde en redegørelse for forholdet til kommunens byplanmæssige dispositioner (dispositionsplan) og investering. Også tidsfølgeplanen skal indsendes til boligministeren, og den skal være tilvejebragt senest 2 år efter lovens ikrafttræden, eller efter at kommunen når op på et indbyggertal på over 25.000.

De nævnte frister for indsendelse af oversigtsplaner og tidsfølgeplaner var af boligministeren oprindeligt kun foreslået at skulle være 1 og 1 1/2 år, men blev forlænget efter ønsker fremsat i udvalget.

For at systemet ikke skal virke for stift, er det fastsat, at boligministeren kan pålægge andre kommuner at tilvejebringe oversigts- og tidsfølgeplaner, ligesom ministeren kan fritage kommuner med mere end 25.000 indbyggere for pligten til at udarbejde sådanne planer.

Lovens kapitel III indeholder regler om tilvejebringelse af saneringsplaner m. v. Der er herom i §§ 7 og 8 fastsat følgende:

§ 7. Efter reglerne i denne lov kan der tilvejebringes en saneringsplan for et område, der består af en eller flere ejendomme, når bebyggelse i området er usund eller brandfarlig eller i øvrigt rummer utidssvarende boliger.

Stk. 2. Ved afgrænsningen af saneringsområdet skal der ikke alene tages hensyn til tilstedeværelsen af bebyggelse som nævnt i stk. 1, men også til, at der som følge af planen kan opnås en tilfredsstillende ordning af de fremtidige bebyggelsesforhold.

§ 8. I saneringsplanen fastsættes bestemmelser om

1) saneringsområdets afgrænsning,

2) i hvilket omfang planens gennemførelse kræver henholdsvis nedrivning, ombygning, forbedring eller istandsættelse af den bestående bebyggelse,

3) tilvejebringelse af fællesarealer og fællesanlæg for saneringsområdets bebyggelse, som findes påkrævede eller hensigtsmæssige, samt om vedligeholdelse og drift af sådanne arealer og anlæg,

4) hvilke ejendomme eller dele af ejendomme det er nødvendigt at råde over til saneringsplanens gennemførelse, og hvilke af de under nr. 2 og eventuelt nr. 3 nævnte foranstaltninger der kan udføres særskilt af den pågældende ejendoms ejer, og

5) hvilke ejere der i henhold til § 19 har adgang til i fællesskab at overtage saneringsplanens gennemførelse ved et saneringslav.

Stk. 2. Bestemmelser om ombygning eller forbedring af bestående bebyggelse kan i almindelighed kun fastsættes i en saneringsplan, såfremt det må antages, at ombygningen eller forbedringen i forbindelse med hele saneringsplanens gennemførelse vil medføre en forøgelse af bebyggelsens leje- og brugsværdi, der svarer til udgifterne ved den pågældende foranstaltning."

En saneringsplan skal vedtages af kommunalbestyrelsen eller et godkendt saneringsselskab og skal godkendes af boligministeren. Den skal ifølge § 10 ved indsendelsen til ministeren ledsages af en redegørelse, der bl. a. indeholder

1) en almindelig karakteristik af saneringsområdet og bebyggelsen i dette med angivelse af de enkelte ejendommes byggemåde og indretning,

2) oplysning om de ejendomme i området, for hvilke der er truffet beslutninger i medfør af lov om boligtilsyn,

3) en oversigt over de ejendomme i området, der i øvrigt frembyder vægtige betænkeligheder i sundhedsmæssig eller brandmæssig henseende eller rummer utidssvarende boliger,

4) en oversigt over de ejendomme i området, der skønnes at være egnede til ombygning og forbedring.

Hele kapitlet om tilvejebringelse af saneringsplaner blev ændret betydeligt under behandlingen i folketinget. Ifølge ministerens oprindelige forslag skulle saneringsplaner kun kunne godkendes af boligministeren, såfremt særligt nedsatte saneringsnævn gav tilslutning dertil.

Folketingets boligudvalg udtalte imidlertid herom i sin betænkning over lovforslaget:

„Udvalget har drøftet, hvorvidt det måtte være muligt at forenkle den foreslåede saneringsprocedure, og overvejelserne har især drejet sig om, hvorvidt det som led i en sådan forenkling vil være hensigtsmæssigt at ophæve saneringsnævnene. Udvalget er opmærksom på, at der i saneringsnævnene er samlet megen sagkundskab, og at nævnene har udført et påskønnelsesværdigt arbejde, samt at saneringsnævnenes medvirken er en væsentlig støtte for boligministeren, der ved sin godkendelse af en saneringsplan må tiltræde dispositioner, som griber ind i private rettigheder og medfører betydelige udgifter for det offentlige.

Uanset dette finder udvalget det imidlertid rigtigst, at saneringsnævnene ophæves, dels fordi dette vil betyde udskydelse af et led i saneringsproceduren, dels fordi det vil stemme med lovgivningen i øvrigt, f. eks. byplanloven og landsbyggeloven, at saneringsplaners godkendelse sker alene på ministerens ansvar. Det forudsættes dog herved, at der til boligministeriet direkte knyttes den fornødne sagkundskab."

I samme kapitel er i § 16 optaget regler om såkaldte forsaneringer, hvorefter en kommunalbestyrelse kan forlange, at private tilhørende grunde og bygninger helt eller delvis skal afstås mod erstatning med henblik på nedrivning af bebyggelsen. Ekspropriation kan dog kun finde sted, når nedrivningen må forventes påbudt i en senere saneringsplan, og når nedrivningen og anvendelsen af den ryddede grund vil medføre en umiddelbar forbedring af forholdene for beboerne i området. I tilslutning til en ekspropriation kan kommunalbestyrelsen forlange afståelse af private rettigheder, der hører til eller hviler på den pågældende ejendom. Det er endvidere fastsat, at der ikke på arealer, som er overtaget af kommunen i henhold til denne bestemmelse, må opføres ny bebyggelse, førend en saneringsplan, der omfatter ejendommen, er godkendt.

Bestemmelsen om forsanering blev først indsat i loven under behandlingen i folketinget efter ønsker fremsat i udvalget.

I lovens kapitel IV er givet regler om saneringsplanernes gennemførelse. Af kapitlets bestemmelser er særligt grund til at fremhæve § 21, stk. 1, hvorefter kommunalbestyrelsen, når en saneringsplan er godkendt, skal

1) meddele private ejere af ejendomme inden for saneringsområdet påbud om at iværksætte den ombygning, forbedring eller istandsættelse af bestående bebyggelse, som er bestemt i saneringsplanen, og som efter denne skal kunne udføres særskilt af ejeren af den pågældende ejendom, og
2) pålægge private ejendomme inden for saneringsområdet servitutter om udlæg af fællesarealer og indretning af fællesanlæg for saneringsområdets bebyggelse som bestemt i saneringsplanen samt om gennemførelsen og den fremtidige vedligeholdelse og drift af de omhandlede fællesanlæg. Servitutterne er bindende for ejere og indehavere af andre rettigheder over ejendommene uden hensyn til, hvornår retten er stiftet. Kommunalbestyrelsen lader servitutterne tinglyse på ejendommene.

En anden bestemmelse i kapitlet åbner adgang for gennemførelse af en saneringsplan ved et saneringslav, den såkaldte ejerlavssanering. Til dannelse af et saneringslav kræves, at ejere, der repræsenterer over halvdelen af den samlede ejendomsværdi af de ejendomme, som det efter saneringsplanen er nødvendigt at råde over i deres helhed eller for væsentlige deles vedkommende, er enige herom og over for kommunen eller vedkommende saneringsselskab erklærer, at lavet vil gennemføre saneringsplanen i sin helhed.

En meget vigtig del af loven indeholdes i dennes kapitel V om storsaneringer. Efter reglerne i dette kapitel kan der efter indstilling fra vedkommende kommunalbestyrelse og med boligministerens godkendelse, der forudsætter tilslutning fra folketingets boligudvalg, foretages storsanering, når et større, sammenhængende byområde rummer usund eller brandfarlig bebyggelse eller i øvrigt utidssvarende boliger, og når den overvejende del af bebyggelsen inden for området må forventes at skulle nedrives som led i en sanering.

Om baggrunden for den etablerede storsaneringshjemmel og til belysning af, hvor og i hvilket omfang hjemmelen tænkes anvendt, var oplyst følgende i lovforslagets bemærkninger:

„Sædvanlige saneringsplaner omfatter én eller et par karreer, som helt eller delvis nedrives og genopbygges inden for rammerne af kommunens byplan. Visse ældre byområder, f. eks. store dele af det indre Nørrebro, Vesterbro og Christianshavn i Københavns kommune har imidlertid så udstrakte saneringsmodne dele, at der bør skabes nye muligheder for en gennemgribende sanering og i forbindelse hermed en eventuel tilpasning af kommunens byplanmæssige dispositioner til den ændrede forudsætning, således at der sker en egentlig fornyelse af helt udslidte bydele.

Med det foreslåede kapitel om storsanering sigtes der således på en hel bydel, og et storsaneringsområde bør derfor i Københavns kommune have en størrelsesorden af mindst 10-20 karreer, i provinsbyerne noget mindre. Området må indeholde store partier saneringsmoden bebyggelse, og den overvejende del af bebyggelsen i området, repræsenterende omkring 75 pct. af ejendomsværdierne, må forventes at skulle nedrives. Området må endvidere være egnet for en samlet planlægning og genopbygning, der kan give bedre kvaliteter end en stykkevis sanering og en over en lang årrække foretaget genopbygning, der nødvendigvis må være bundet stramt af de hidtidige retningslinjer for området.

Med henblik på en samlet indsats for sådanne ofte centralt beliggende bydele, hvor sædvanlige mindre saneringsplaner ikke i tilstrækkelig grad kan skabe en rimelig byfornyelse, foreslås det at åbne mulighed for storsaneringer uden adgang for dannelse af saneringslav og uden adgang for saneringsselskaber til at vedtage saneringsplaner, jfr. lovforslagets § 28.

Begrundelsen for udelukkelsen af ejerlavssaneringer er, at en storsanering omfatter et så stort område, at dannelse af ét saneringslav for hele området må anses for udelukket, og at en gennemførelse af saneringen ved flere saneringslav vil udelukke fordelene ved en samlet genopbygning og de dermed forbundne værdiforøgelser. Ved en opdeling af området i mindre dele, der kan saneres ved hjælp af sædvanlige saneringsplaner, må det nemlig forventes, at nogle dele vil give store saneringstab, medens andre vil kunne give et overskud, som bør indgå i en samlet opgørelse for hele storsaneringsområdet.

Det er endvidere fundet nødvendigt at lade de enkelte saneringsplaner blive vedtaget og udført udelukkende i kommunalt regie, således at saneringsselskaber alene vil kunne medvirke som forretningsførere for kommunen."

Også folketingets boligudvalg beskæftigede sig indgående med det nye storsaneringsbegreb, som man fandt på forskellige punkter burde forstås lidt anderledes end angivet i lovforslagets bemærkninger. Udvalget redegør indledningsvis for formålet og kriterierne for en storsanering.

Som modstykke til udelukkelsen af ejerlavsmuligheden foreslås, at boligudvalgets tiltrædelse er en nødvendig forudsætning for boligministerens beslutning.

Udvalget finder „at de kriterier for anvendelsen af reglerne om storsanering, som er anført i bemærkningerne til lovforslagets kapitel V, er for lidt differentieret angivet under hensyn til, at der er tale om en saneringsform, som i princippet bør kunne anvendes i en række byer.

Det afgørende må efter udvalgets opfattelse være, at et storsaneringsområde har en sådan størrelse og karakter, at der kan påvises særlige fordele ved at inddrage området under storsanering såvel ud fra planlægnings- som ud fra økonomiske synspunkter.

Angivelse af et antal karreer eller en bestemt arealstørrelse kan kun til en vis grad angive en bindende vejledning, og udvalget finder det i bemærkningerne angivne minimum af saneringsmodne karreer ansat for højt.

En gennemgribende byfornyelse må forudsætte, at væsentlige dele af bebyggelsen nedrives, såvel saneringsmodne boliger som andre bygninger, der her ligesom ved sædvanlige saneringsplaner må fjernes af hensyn til genopbygningsplanen. Under hensyn til, at ejendomsværdien for saneringsmodne ejendomme normalt vil være lav, og til, at en del af den bebyggelse, der skal fjernes, muligt allerede på tidspunktet for storsaneringens beslutning vil være nedrevet med hjemmel i den som ændringsforslag til ny § 16 foreslåede bestemmelse, findes bemærkningernes angivelse af 75 pct. af ejendomsværdierne ligeledes at være for høj, selv om der også her indgår ikke-saneringsmoden bebyggelse, som må fjernes af hensyn til genopbygningsplanen.

Afgørelse af, om beslutningen om storsanering bør træffes, må bero på et konkret skøn, hvor tillige kan indgå forholdet mellem ryddede arealer og den bebyggelse, der forudsættes bevaret, samt genopbygningsplanens hele sigte, som må indicere, at en samlet planlægning kan og bør ske, herunder også at en samlet økonomisk opgørelse kan være formålstjenlig. De økonomiske fordele, en differentieret genopbygningsplan kan give enkelte dele af området, vil kunne indgå som reducerende faktor i det kommende saneringstab.

Det har i udvalget været overvejet at åbne mulighed for forøget statstilskud til storsaneringer i kommuner med særlig stort saneringsbehov. Under hensyn til at en samlet opgørelse af saneringsbehovet i de større bykommuner senere vil foreligge i form af kommunale oversigtsplaner, og til, at der ved lovforslagets kap. V er åbnet nye muligheder for løsning af større saneringsopgaver, finder udvalget, at der foreløbig bør indhøstes praktiske erfaringer gennem de forslag til beslutninger om konkrete områders inddragelse under et storsaneringsområde, som måtte blive forelagt for udvalget af boligministeren. Da udvalgets tilslutning til, at et område undergives storsanering, vil være et vilkår for boligministerens beslutning herom, kan udvalget om fornødent i konkrete tilfælde tage op til overvejelse, om der på grund af særlige forhold skulle være anledning til at søge mulighed for eventuelt forøget statstilskud tilvejebragt.

Det er for udvalget afgørende, at genopbygningsplanen for et storsaneringsområde bliver af høj standard, der mindst skal svare til de krav, der normalt stilles i nye byområder. Udvalget lægger vægt på, at de normalt centrale byområder, som kan tænkes at blive saneret som storsanering, ligeledes får en tilstrækkelig forsyning med friarealer og institutioner, alt under hensyntagen til områdernes beliggenhed i eller nær bycentre. Der kan dog næppe heller her opstilles faste normer.

Lovforslagets kap. V åbner efter udvalgets skøn muligheder for en konstruktiv videreførelse af saneringer med et videre sigte mod byfornyelse og kan, forudsat at kommunerne anvender bestemmelserne efter deres hensigt, give et erfaringsgrundlag for en eventuelt kommende byfornyelseslov.

Udvalget finder det som foran nævnt nødvendigt, at de kriterier, der er anført i bemærkningerne til lovforslaget, ikke lægges til grund ved administrationen af bestemmelserne, men at kapitlet gøres anvendeligt i større omfang end angivet i bemærkningerne, idet udvalget mener, at dette er ubetænkeligt, når folketinget gennem boligudvalget får lejlighed til at følge arbejdet."

I kapitlerne VI, VII og VIII er givet regler om sanering med og uden statsstøtte, om erstatninger og bidrag til saneringer med statsstøtte. Indholdet af bestemmelserne i de tre kapitler svarer i alt væsentligt til de regler, der på disse områder også var gældende efter den tidligere saneringslov.

Som noget nyt er ved lovens kapitel IX åbnet mulighed for oprettelse af særlige saneringsselskaber, der har til formål at tilrettelægge og gennemføre sanerings- og moderniseringsopgaver, og som kan opnå samme støtte hertil som kommuner og saneringslav. Saneringsselskaber forventes oprettet ved initiativ dels fra almennyttige boligselskaber, dels fra sammenslutninger af grundejere. Også andre kredse vil dog kunne tage initiativ til oprettelse af sådanne selskaber. Selskabet og dets vedtægter skal være godkendt af boligministeren. Et saneringsselskab kan organiseres som et landsomfattende selskab, eventuelt med datterselskaber for områder bestående af en eller flere kommuner, eller selskabets område kan begrænses til kun at omfatte en eller flere kommuner eller eventuelt en konkret saneringsopgave.

Lovens kapitel X om finansieringsbestemmelser giver boligministeren bemyndigelse til at yde lån og tilskud til gennemførelse af saneringsplaner. Efter § 47, stk. 1, er ministeren bemyndiget til i hvert finansår at give tilsagn om:

1) ydelse af tilskud inden for 10 mill. kr. til dækning af halvdelen af tabet ved gennemførelse af saneringsplaner, som godkendes i henhold til denne lov,

2) ydelse af lån inden for 30 mill. kr. til finansiering af den del af tabet, som ikke dækkes ved statens tilskud, og andre udgifter ved saneringsplaners gennemførelse,

3) ydelse af lån af det under nr. 2 nævnte beløb til kommuner og saneringsselskaber til køb af ejendomme i områder, som må forventes saneret inden for en kortere årrække,

4) ydelse af lån af det under nr. 2 nævnte beløb til kommuner til udredelse af erstatninger som følge af ekspropriation i medfør af § 16.

Endvidere åbner § 48 mulighed for, at der i hvert finansår kan ydes tilskud inden for 2 mill. kr. til forskning, rådgivning og planlægning vedrørende sanering og byfornyelse.

De i § 47, stk. 1, nr. 1 og 2, fastsatte beløbsrammer fik først deres endelige størrelse under behandlingen i folketinget, idet ministeren, da lovforslaget fremsattes, kun havde foreslået et tilskudsbeløb på 8 mill. kr. og et lånebeløb på 18 mill. kr.

Baggrunden for forhøjelsen var bl. a., at bestemmelsen i den gældende saneringslovs § 10, stk. 2, sidste punktum, hvorefter der ved afgørelsen af, om der er flertal for dannelse af et saneringslav, skal ses bort fra ejendomme, som kommunen har erhvervet med statslån i henhold til saneringsloven, nu var foreslået ophævet.

Da det endvidere var foreslået, at saneringsselskaber skulle have samme adgang som kommuner til at opnå statslån til ejendomserhvervelser, kunne det forventes, at der ret snart efter lovens ikrafttræden ville opstå et væsentlig øget behov for lånemidler.

Der havde endvidere i den seneste tid vist sig en sådan interesse i flere kommuner for gennemførelse af saneringer, at der måtte kunne forventes et betydelig øget pres på tilbuds- og især lånemidlerne allerede i de nærmeste år.

En meget vigtig del af saneringsproblematikken er spørgsmålet om genhusning af udsanerede. Regler herom indeholdes i lovens kapitel XI, der er en udbygning af den hidtidige saneringslovs bestemmelser om tilvejebringelse af erstatningslejligheder. Der er i loven opstillet en række alternative muligheder for genhusning af den enkelte husstand:

1. Den husstand, der bliver husvild, har en egen interesse i at søge sig en bolig af en sådan beskaffenhed og beliggenhed, som husstanden måtte foretrække. For at give sådanne husstande bedre muligheder for at kunne opnå lejligheder dér, hvor de søger dem, indeholdes i § 58 en regel om, at kommunalbestyrelsen kan bestemme, at udlejning af lejligheder til sådanne husstande kan ske uden boliganvisningsudvalgets godkendelse, når det ved en attest er dokumenteret, at de pågældende omfattes af disse bestemmelser.

2. Også i fremtiden forudsættes et vist antal lejligheder i nybyggeriet i områder, hvor der skønnes behov herfor, klausuleret, således at der ved tilsagn om statsstøtte til nyt boligbyggeri i disse områder i almindelighed kræves, at en andel — f. eks. 25 pct. — af disse lejligheder skal udlejes til husstande, der er blevet husvilde enten som følge af sanerings- eller kondemneringsvirksomhed eller på grund af ejendommens nedrivning i forbindelse med offentlige anlæg.

Endvidere er ved ændringer i lov om boligbyggeri åbnet mulighed for inden for en ramme på 1.000 lejligheder årligt at give tilsagn om yderligere almennyttigt byggeri med henblik på fremskaffelse af lejligheder til genhusning af saneringsramte.

Det er ikke tanken, at de lejligheder, der således forbeholdes til genhusning af saneringsramte, direkte skal udlejes til sådanne. Hvor disse ønsker det, kan der ske direkte indflytning, men hvor husstandene selv ønsker ældre lejligheder, vil andre kunne komme ind i de nye lejligheder, mod at deres hidtidige lejlighed stilles til disposition for de husstande, for hvem de nye lejligheder er reserveret. Ved denne rokeringsmetode opnås en spredning af de udsanerede og muligheden for i videre omfang at kunne efterkomme konkrete ønsker om bolig.

Det øgede plejehjemsbyggeri, der er tilvejebragt ved ændringer i boligbyggeriloven, vil ligeledes øge genhusningsmulighederne for de udsanerede i det omfang, disse opfylder betingelserne for optagelse på plejehjem. Der er dog ikke i loven tilvejebragt hjemmel til, at et bestemt antal plejehjemspladser skal forbeholdes udsanerede, men dels forventes der etableret samarbejde herom mellem det nedenfor nævnte erstatningsboligudvalg og plejehjemsinstitutionerne, dels vil der i tilsagnene om statsstøtte til plejehjem kunne optages en bestemmelse om, at der skal tages rimeligt hensyn til ansøgere, der bliver husvilde som følge af sanering.

3. I princippet kommer genhusningspligten som hidtil til at påhvile kommunalbestyrelsen. Herudover vil der (ved vedtægtsbestemmelser og ved vilkår i tilsagnene om offentlig støtte til sanering) blive pålagt alle, som medvirker ved en sanering, pligt til at bidrage til genhusning af udsanerede. For at lette opfyldelsen af denne pligt er den kombineret med en ret til anvisning til de under pkt. 2 nævnte lejligheder, såfremt erstatningsboligudvalget ikke har brug for dem til formålet på et givet tidspunkt. Der er herved åbnet mulighed for at „præmiere" de ejere, der har klaret genhusningsproblemet ved hjælp af ældre ledige lejligheder med en indstillingsret til de reserverede lejligheder i nybyggeriet, der som følge heraf ikke skal anvendes til genhusning. Denne ordning vil også bidrage til at fremme den under pkt. 2 nævnte tilsigtede rokering.

4. Til at forestå genhusningspligtens opfyldelse er der i § 56 hjemlet adgang for den enkelte kommune til at nedsætte et erstatningsboligudvalg, der sammensættes af repræsentanter for kommunalbestyrelsen, grundejer-, lejer- og bygherreorganisationer samt saneringsselskaberne, og med en af kommunalbestyrelsen udpeget formand.

Boligministeren kan fastsætte nærmere regler for disse udvalgs arbejde. Det er hensigten at fastsætte disse regler således, at udvalget bliver organ for alle genhusningsproblemer, der ikke har fundet deres løsning på anden måde. Det er forudsat, at der til udvalget knyttes et sekretariat med en boligrådgiver, som kan vejlede beboerne i ejendomme, der om kortere eller længere tid skal nedrives.

5. For at overgangen til anden bolig ikke skal belaste lejerne med større udgifter, end husstanden selv kan klare, er den nugældende lovs adgang til, at det offentlige kan betale indskud og yde huslejetilskud i de første 5 år ved siden af boligsikringsordningen og reglerne i lov om boligbyggeri om støtte til betaling af indskud i almennyttigt byggeri, blevet opretholdt.

Loven trådte i kraft den 1. oktober 1969, og samtidig ophævedes den hidtidige saneringslov nr. 184 af 5. juni 1959.

Lovforslaget fremsattes og behandledes i folketinget sammen med de i det følgende omtalte sager: forslag til lov om ændring af lov om boligtilsyn og forslag til lov om ændring af byggelov for staden København. Om den brede baggrund for fremsættelsen af de tre lovforslag udtalte boligministeren ved fremsættelsen bl. a.:

„Disse lovforslag, der har nær indbyrdes sammenhæng, er første led i en reform, hvis formål er at fremme saneringen og fornyelsen af usunde og dårlige boliger og bydele. Forslagene vil blive fulgt op af forslag om ændring af loven om boligbyggeri og i lejelovgivningen med henblik på at skabe genhusningsmuligheder for udsanerede familier og aktivisere modernisering og ombygning af sådanne ældre boligejendomme, som er værd at bevare, fordi de kan forbedres og indrettes som velegnede boliger.

Lovforslagene er tillige et led i den reform af planlægningslovgivningen, som jeg redegjorde for ved fremsættelsen af forslag til lov om by- og landzoner, hvor en forøgelse af saneringsaktiviteten og byfornyelsen blev nævnt som et af de væsentligste mål... "

Boligministeren fremhævede, at Danmark havde et særdeles påtrængende saneringsproblem. Han redegjorde nærmere for konsekvenserne heraf og gav udtryk for, at samfundet ikke længere kunne forsvare, at denne usunde og dårlige boligbebyggelse blev opretholdt.

En undersøgelse af de sociologiske forhold i saneringskvartererne, der foretoges af socialforskningsinstituttet, ville være så langt fremme, at de første resultater kunne indgå i overvejelserne i forbindelse med behandlingen af disse lovforslag.

Det hedder videre i ministerens fremsættelse:

"... Efter boligforliget var der enighed mellem partierne om, at saneringen var den næste, store opgave, der burde tages op. De lovforslag, som i dag fremsættes her i tinget, bygger på et forberedende arbejde, der er udført under ledelse af min forgænger som boligminister. Efter regeringsskiftet er dette arbejde blevet fortsat, og der er i de forløbne måneder foretaget en række undersøgelser, her og i udlandet, ligesom der har været ført en række uformelle og uforpligtende forhandlinger bl. a. med Københavns og Frederiksberg kommuner, Købstadforeningen, Foreningen „Bymæssige Kommuner", Grundejernes og Lejernes Landsforbund og Fællesorganisationen af Almennyttige Danske Boligselskaber..."

„... Jeg føler særlig grund til at nævne en henvendelse, som boligministeriet har modtaget fra Lejernes Landsorganisation og Grundejernes Landsforbund i fællesskab om sanerings- og moderniseringsopgaverne i vort samfund. Disse organisationer besidder en værdifuld sagkundskab, som kan være til stor nytte ved opgavens løsning, og henvendelsen er udtryk for en dyb forståelse af de menneskelige og økonomiske problemer, som sanerings- og moderniseringsforanstaltninger kan rejse både for lejere og ejere i de ejendomme, der berøres. Et positivt medarbejderskab fra parterne på boligmarkedet er af største betydning for gunstige resultater. De to organisationers forslag om oprettelsen af et byfornyelsesråd med repræsentanter for lejere og ejere med henblik på at give retningslinjer for registreringen og klassificeringen af de ejendomme, der bør omfattes af sanerings- og moderniseringsplaner, er derfor søgt imødekommet ved, at lejere og ejere fremtidig repræsenteres i boligkommissionerne, som efter forslaget tillægges et øget ansvar for og en større indflydelse på sanerings-, moderniserings- og byfornyelsesopgavens løsning. Ved det lovforslag, der om kort tid kan forventes fremsat om ændring i loven om midlertidig regulering af boligforholdene, vil det endvidere blive foreslået, at der oprettes særlige moderniseringsnævn i de største byer med repræsentanter for landsomfattende sammenslutninger af grundejer- og lejerforeninger. Det er endelig hensigten at fremsætte forslag om, at det særlige institut, der forvalter de bundne beløb i kraft af boligforligets lejeforhøjelser, også skal kunne foretage udlån til sanering af ældre ejendomme, der omfattes af en saneringsplan. Instituttet bestyres som bekendt af en ledelse, der omfatter repræsentanter for både ejer- og lejerorganisationer. Der vil på tilsvarende måde blive fremsat forslag, som muliggør overførelse af midler fra de almennyttige boligselskabers landsbyggefond til saneringsopgaver. Også disse selskaber har vist megen positiv interesse for at deltage i løsningen af saneringsopgaven gennem oprettelse af saneringsselskaber.

Når forslaget om et byfornyelsesråd er søgt imødekommet på den nævnte måde, skyldes det bl. a., at sanerings- og byfornyelsesopgaven jo ikke blot vedrører lejer- og ejerinteresser, men også væsentlige opgaver, som henhører under sundhedsmyndighederne, de sociale myndigheder og kommunernes byplanmyndigheder og økonomiske forvaltninger.

Samtidig med at saneringsaktiviteten øges, vil mulighederne for at fremme byfornyelsen blive større. Vore centrale byområder bør gøres brugelige i overensstemmelse med nutidens og fremtidens behov. En byfornyelse er en meget vigtig, men også meget vanskelig opgave at løse. Et senere skridt i den nu påbegyndte saneringsreform vil være at udforme og koordinere planlægningslovgivningen med henblik på en fornyelse af de forældede bydele. Andre lande er — til dels som følge af de frygtelige og ulykkelige bombardementer under den anden verdenskrig — langt fremme med denne opgave, som navnlig består i at tilpasse byerne, så de imødekommer den moderne trafiks behov og skaber bedre vilkår for menneskers trivsel. Også Danmark må nu tage fat på denne opgave. De fremsatte forslag antyder derfor byfornyelsesformålet og rummer forslag om at afsætte et rådighedsbeløb til nærmere kortlægning af hele problematikken omkring en modernisering af de utidssvarende bykerner.

Saneringsloven af 1959 skabte muligheder for saneringer på kommunalt initiativ med statens økonomiske bistand. Når kommunerne ikke har benyttet sig af denne mulighed i et omfang, der svarede til forventningerne, skyldes dette mange og også begrundede årsager, herunder navnlig hensynet til boligmangelen og den almindelige betragtning om, at en dårlig bolig trods alt er bedre end ingen bolig. Kommunernes indsats har især koncentreret sig om at søge køen af boligsøgende reduceret gennem en indsats for at øge nybyggeriet, hvilket også vil være en særdeles — og i fremtiden ikke mindre — påkrævet opgave. Skal saneringsopgaven løses, må den imidlertid prioriteres sideordnet med bestræbelserne for at afskaffe boligmangelen. I modsat fald vil antallet af de boliger, der er saneringsmodne, vokse år for år. Opgaven vil herved blive stadig mere uoverkommelig at løse. Saneringskvarterernes beboere bør derfor i virkeligheden sidestilles med dem, der ikke besidder en selvstændig bolig. Det må anses for nødvendigt, at saneringsopgaven fremtidig får en langt bedre prioritering i kommunernes arbejdsprogrammer."

Ved 1. behandlingen udtalte Kaj Andresen (S), at hans parti gerne ville medvirke til at fremme saneringsvirksomheden og forenkle saneringsproceduren, men forbeholdt sig, at man under det kommende udvalgsarbejde nærmere undersøgte, om de foreslåede ændringer var tilstrækkelige. Han opholdt sig i særlig grad ved spørgsmålet om tilvejebringelse af erstatningsboliger og fandt ikke de 1.000 lejligheder, som den sociale byggekvota var foreslået forhøjet med, tilstrækkelig. Han henledte opmærksomheden på, at man fra socialdemokratisk side havde stillet forslag om at forøge den årlige kvota for det sociale byggeri fra de nuværende 12.000 lejligheder til 18.000 lejligheder pr. år. Herudover måtte også plejehjemsbyggeriet forøges, og finansieringen af sådant byggeri måtte sikres i højere grad. Endelig måtte de saneringsramte familier sikres et rimeligt boligtilskud.

På det konservative folkepartis vegne kunne Knud Østergaard ganske tilslutte sig lovforslagets formål, ligesom han udtrykte tilfredshed med den i forslaget indeholdte saneringsprocedure. Han foreslog til den praktiske løsning af genhusningsspørgsmålet, at der navnlig blandt ældre grupper i saneringsområderne iværksattes et oplysningsarbejde, der kunne rydde eventuel modvilje mod at blive rykket ud af gammelkendte miljøer væk. Det var for ham afgørende, at man fik en lovgivning, som fungerede smidigt og naturligt.

Også Ib Thyregod (V) så med tilfredshed på lovforslaget. Han betragtede det som en af den nye regerings vigtigste opgaver at gennemføre en saneringsreform, hvorigennem man kunne påbegynde løsningen af det, som han betragtede som landets største sociale problem — bekæmpelsen af slummen, som havde følgevirkninger på en lang række områder. Han var usikker overfor, om lovforslaget ville lægge tilstrækkelig pression på de kommuner, som indtil nu havde været passive. Han havde foretrukket en lovmæssig saneringspligt, så man kunne være sikker på, at saneringer virkelig blev gennemført. Det var dog muligt, at dannelsen af saneringsselskaber ville skabe den aktivitet, man hidtil havde savnet.

Else-Merete Boss (RV) fandt det værdifuldt, at man i lovforslaget stærkere end tidligere havde understreget de sociale og sundhedsmæssige motiver for sanering. Hun håbede, at man gennem sanering også ville bestræbe sig på at skabe et for psykisk sundhed og velvære velegnet miljø og klima, så der ikke opstod trivselsproblemer — en opgave man ikke hidtil havde løst alt for godt i de nye boligkvarterer.

Arne Larsen (SF) understregede, at det var meget beskedne resultater, man havde opnået efter den gældende saneringslov, og at en af årsagerne måske var, at der havde været stillet for sparsomme midler til rådighed for gennemførelse af saneringer. Han kunne give tilslutning til store dele af lovforslaget, herunder formålsparagraffen. Han var derimod ligesom den socialdemokratiske ordfører ikke tilfreds med den måde, genhusningsproblemet søgtes løst på. Efter hans opfattelse kunne man ikke nøjes med at forøge kvoten for det sociale boligbyggeri med 1.000 lejligheder pr. år. Hvis der skulle saneres 4.000-5.000 lejligheder om året, måtte boligproduktionen forøges i samme omfang.

Sigsgaard (VS) fandt, at forslaget havde mange mangler, selvom det var godt i forhold til 1959-loven. Forslagets målsætning var for snæver. Saneringsloven burde i princippet omfattes af byplanloven og loven om boligbyggeri og ikke optræde som særlov. De byplan- og bebyggelsesmæssige krav burde have været stærkere understreget i forslaget, således at der i højere grad kunne tænkes på friarealer, forsyning med fællesanlæg, trafikdifferentiering og parkeringsmuligheder.

Som anført henvistes lovforslaget efter 1. behandlingen til folketingets boligudvalg, som afgav en omfattende betænkning, der indeholdt en række ændringsforslag, der i hovedtræk er omtalt foran, og som hele udvalget kunne tilslutte sig. Der opnåedes dog ikke enighed i udvalget, idet dette delte sig op i et flertal bestående af regeringspartiernes medlemmer af udvalget og to mindretal bestående af henholdsvis socialdemokratiets og socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget.

Det ene mindretal (socialdemokratiets medlemmer af udvalget) fandt, at en kvota på 1.000 lejligheder pr. år var helt utilstrækkelig til at klare genhusningsproblemerne i forbindelse med sanering.

Konsekvensen af en ny lov, hvorefter der stiledes mod sanering af mindst 3.000-4.000 boliger pr. år, måtte være, at et tilsvarende antal lejligheder blev stillet til rådighed for denne opgave.

Mindretallet fandt derfor, at der burde forbeholdes mindst 3.000 lejligheder pr. år til erstatningsbyggeri for sanerede boliger.

Det andet mindretal (socialistisk folkepartis medlem af udvalget) kunne fuldt ud tiltræde de af foranstående mindretal fremhævede synspunkter.

Mindretallet stillede i øvrigt ændringsforslag, som tilsigtede at lette de udsanerede familiers økonomi over en længere periode end foreslået i lovforslaget.

Ved 2. behandling udspandt sig påny en længerevarende debat, der resulterede i, at de stillede mindretalsændringsforslag forkastedes.

Lovforslaget undergik ikke yderligere udvalgsbehandling. Ved 3. behandling vedtoges det enstemmigt med 140 stemmer; 2 medlemmer (VS) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.