Loven har følgende ordlyd:
„§ 1. Arbejdsministeren kan i finansårene 1968-69— 1970-71 inden for et samlet beløb af 20 mill. kr.
a. iværksætte eller støtte omskoling til konkrete arbejdstilbud i egnsudviklingsområder samt i øvrigt i tilfælde, hvor det af hensyn til beskæftigelsesforholdene eller til bestemte grupper af arbejdssøgende skønnes nødvendigt at supplere bestående uddannelses- og støttemuligheder,
b. yde konsulentbistand til løsning af omskolingsopgaver og
c. yde økonomisk støtte til deltagere i omskolingsforanstaltninger.
§ 2. Til bistand i spørgsmål om omskoling nedsætter arbejdsministeren et udvalg med repræsentanter for Dansk Arbejdsgiverforening og Landsorganisationen i Danmark.
Arbejdsministeren kan supplere udvalget med repræsentanter for andre organisationer og styrelser.
§ 3. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
§ 4. Loven optages til revision i folketingsåret 1970-71."
I sin fremsættelsestale udtalte arbejdsministeren, at lovforslaget måtte anses for at være udtryk for en forsøgsordning.
Lovforslaget fik ved 1. behandling en velvillig modtagelse, dog blandet med en vis reservation hos ordførerne for socialdemokratiet, socialistisk folkeparti og venstresocialisterne. Det må således nævnes, at Erling Dinesen (S) fandt lovforslaget alt for begrænset, idet der dybest set er behov for at tilbyde store dele af såvel de ufaglærte som faglærte arbejdere omskoling.
Spørgsmålet om rækkevidden af lovforslagets § 1, litra a, blev derfor indgående behandlet i udvalget, og det hedder herom i betænkningen, at arbejdsministeren under et samråd med udvalget har udtalt følgende:
„Ordlyden i § 1 a gør det muligt at iværksætte eller støtte omskolingskursus overalt i landet, hvor og når beskæftigelsesforholdene — f. eks. ved virsomhedsnedlæggelser - gør det nødvendigt midlertidigt at supplere bestående uddannelses- og støttemuligheder.
Der kan endvidere efter paragraffens ordlyd over hele landet iværksættes eller ydes støtte til omskolingskursus for bestemte grupper af personer, som det har vist sig vanskeligt at anvise arbejde. I bemærkningerne til lovforslaget er som eksempel nævnt ældre personer, men omskoling efter lovforslaget bør også — uanset alder — tilbydes andre personer, der må skifte erhverv, og som har særlige vanskeligheder at overvinde for at omstille sig til det nye arbejdsområde.
Ved udformningen af disse omskolingskursus vil man søge at give kurserne et sådant indhold, at arbejdskraften ikke bindes for tæt til en enkelt eller enkelte bestemte virksomheder, men har mulighed for mere frit at søge arbejde. Man ønsker således ikke at etablere „skræddersyede" uddannelser uden for egnsudviklingsområderne, men på den anden side over hele landet — for de vanskeligt stillede gruppers vedkommende — at kunne tilpasse de mere systematiske uddannelser til deltagernes særlige omstillingssituationer.
En praksis som den skitserede dækkes af såvel lovforslagets tekst som af forudsætningen for den rent skønsmæssigt fastsatte beløbsramme. Det skønnes derfor ikke nødvendigt at foretage ændringer." I udvalgets betænkning er endvidere omtalt spørgsmålet om de selvstændigt erhvervsdrivendes, herunder landmænds, adgang til deltagelse i omskoling og foranstaltningerne i henhold til loven om erhvervsmæssig uddannelse af ikke-faglærte arbejdere.
Betænkningen indeholdt et ændringsforslag, stillet af et mindretal (socialdemokratiets og socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget), hvorefter beløbsrammen hævedes til 30 mill. kr., hvilket ændringsforslag blev forkastet ved lovforslagets 2. behandling.
Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt med 125 stemmer.