Lovens indhold er, at finansministeren bemyndiges til at tiltræde de af Den internationale Valutafonds repræsentantskab den 31. maj 1968 godkendte ændringer i og tilføjelser til overenskomst af 22. juli 1944 vedrørende Den internationale Valutafond samt til at udnytte de rettigheder og påtage sig de forpligtelser, der er forbundet med de heri nævnte særlige trækningsrettigheder.

Ifølge bemærkningerne går konventionen ud på, at der etableres særlige trækningsrettigheder (Special Drawing Rights, i det følgende kaldet SDR, i Valutafonden).

SDR er i realiteten et gennem Valutafonden kanaliseret system af gensidige trækningsrettigheder centralbankerne imellem. De er angivet i regningsenheder, hvis guldværdi er lig med den nuværende guldparitet af US-dollaren. Valutafonden skal oprette en „særlig trækningskonto", hvor alle SDR-bevægelser posteres, og hvert af deltagerlandene får en separat konto. Administrationen af SDR vil blive varetaget af Valutafonden og dennes kompetente organer — bestyrelsen og repræsentantskabet — men vil blive holdt adskilt fra Valutafondens almindelige virksomhed.

Beslutninger om tildeling af SDR er ikke betinget af nogen modydelse i form af indbetalinger fra deltagerlandenes side, der betingelsesløst kan anvende SDR til køb af konvertibel valuta hos andre deltagere. Med hensyn til administrationen vil de løbende transaktioner af SDR blive varetaget af Nationalbanken.

Lovforslaget fik tilslutning fra alle partiers ordførere undtagen VSs. Det blev ikke underkastet udvalgsbehandling, og det blev ved 3. behandling vedtaget enstemmigt med 122 stemmer, mens 3 medlemmer (VS og Kai Moltke (u. p.) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.