Forslaget skulle betragtes som et alternativ til det af justitsministeren fremsatte forslag til lov om ægteskabs indgåelse og opløsning. Ifølge fremsættelsestalen er grundsynspunktet bag forslaget, at formålet med en ægteskabslov må være at beskytte parterne i fast etablerede samlivsforhold — ikke at indskrænke beskyttelsen til de samlivsforhold, der dokumenteres ved vielsesattester. Forslaget indeholder derfor regler om offentlig anerkendelse af faste samlivsforhold, som derved ligestilles med ægteskaber. Såfremt to personer over 21 år i mindst tre år uden afbrydelse af længere varighed har levet i et fast samlivsforhold, kan enhver af dem kræve samlivsforholdet anerkendt af overøvrigheden. Såfremt den anden part modsætter sig anerkendelsen af et påstået samlivsforhold, meddeles eller nægtes anerkendelse ved dom. Ved afgørelsen af, om der eksisterer et fast samlivsforhold, skal der lægges vægt på, om der er fælles bolig og husholdning, om den ene af parterne har bidraget til forsørgelsen af den anden og dennes børn, samt om parterne har fælles børn. Såfremt ingen af disse omstændigheder forefindes, kan anerkendelsen ikke meddeles. — Anerkendelse kan ikke meddeles, såfremt parterne ikke ville kunne indgå ægteskab med hinanden på grund af nogen af §§ 4-6, d. v. s. forbuddet mod ægteskab mellem slægtninge i ret op- og nedstigende linje, forbuddet mod ægteskab mellem adoptant og adoptivbarn, så længe adoptivforholdet består, og forbuddet mod et nyt ægteskab for den, der lever i ægteskab eller i et anerkendt ægteskabslignende forhold. De retslige virkninger af anerkendelse er at sidestille med de retslige virkninger af et ægteskab. I bemærkningerne siges det, at der herved bl. a. er tænkt på personer af samme køn, der efter forslaget ikke kan indgå ægteskab.
Desuden indeholdt forslaget — som et forsøg — regler om registrering af storfamilier. Ved en storfamilie forstås en gruppe på mere end to voksne personer, der ikke bindes sammen af slægtskab, men har fælles bolig og husførelse samt faktisk indbyrdes forsørgelse. En sådan storfamilie skal kunne registreres hos overøvrigheden, når det gælder de økonomiske aftaler, man har truffet. Ved opløsning, hvad enten det drejer sig om en enkelt udbryder, eller hele gruppen beslutter sig til det, kan overøvrigheden yde bistand til afgørelse af økonomiske uoverensstemmelser.
Herudover afveg forslaget fra justitsministerens forslag på en række omrader. Forlovelseskapitlet er udeladt som forældet, adgangen til kirkelig vielse med borgerlig gyldighed var foreslået afskaffet, og det samme gjaldt mæglingen i forbindelse med separation eller skilsmisse. En del af de hidtil gældende ægteskabsbetingelse-r var bortfaldet ifølge forslaget. Forbuddet mod ægteskab mellem søskende var udeladt. Det samme gjaldt bestemmelsen om, at den, som er sindssyg eller åndssvag, ikke må indgå ægteskab uden justitsministerens tilladelse. Bestemmelsen i justitsministerens forslag § 12 (§ 7 i den vedtagne lov) om, at ægteskab ikke uden justitsministerens tilladelse må indgås mellem personer, af hvilke den ene har været gift med den andens slægtning i ret op- eller nedstigende linje, der var en liberalisering i forhold til hidtil gældende ret, var ligeledes ikke medtaget.
Der var indført en ufravigelig aldersgrænse for indgåelse af ægteskab på 18 år, ens for mænd og kvinder og uden krav om samtykke fra forældre til personer under 21 år.
Med hensyn til separation og skilsmisse indeholdt forslaget en række ændringer i forhold til såvel den hidtil gældende ret som til ministerens forslag. Der indførtes således ubegrænset ret til separation på den ene ægtefælles begæring og en efterfølgende ret til skilsmisse efter et års separation. Derimod er der efter forslaget aldrig mulighed for at få skilsmisse uden forudgående separation. I fremsættelsestalen siges det bl. a.:
„Den enklere adgang til separation vil være en sikkerhedsventil, der kan redde truede ægteskaber og samtidig bidrage til hurtig afvikling af de ægteskaber, der under ingen omstændigheder kan reddes. I disse sidste tilfælde vil den foreslåede ordning kunne formindske bitterheden mellem ægtefæller, der skilles, hvad der er af største betydning for de børn, der er i ægteskabet."
Det samme formål — at afdramatisere ægteskabsopløsningen — ligger bag forslaget, om, at spørgsmålet om underholdspligt og spørgsmålet om forældremyndigheden over børnene altid skal afgøres af retten og også altid kan ændres ved ny dom. Det vil være en ubetinget fordel — siges det — at hverken underholdspligt eller forældremyndighed kan indgå i de vilkår, som parterne handler sig til rette om.
Under 1. behandling udtalte justitsministeren, at såfremt lovforslaget kunne bidrage til en dybtgående og nuanceret drøftelse i udvalget af de problemer, som blev behandlet i ægteskabsloven, så havde forslagsstillernes ulejlighed ikke været forgæves. Bortset fra de bestemmelser, der var taget fra regeringens lovforslag, kunne han ikke tilslutte sig forslaget. Han kunne ikke anerkende søskendes samliv som lovligt, endsige som ægteskab, ligesom han måtte tage afstand fra at anerkende samliv mellem to af samme køn som ægteskab. Han mente ikke, at der var mange, der ville tage konstruktionen med storfamilier alvorligt. Derimod forstod han meget vel baggrunden for forslagsstillernes ønske om anerkendelse af ægteskabslignende forhold, at søge at løse nogle af de problemer, der kunne opstå i samlivsforhold af denne art, og han sympatiserede med ønsket om beskyttelse af den svagere part i sådanne forhold. Det kunne dog ikke løses på den måde, som forslagsstillerne havde tænkt sig. „Et tvangsægteskab af en karakter som det, der her er foreslået, vil være helt uacceptabelt selv med den lette adgang til separation og skilsmisse, som følger af lovforslagets bestemmelser."
Kjeld Olesen (S) syntes, at lovforslaget var interessant og en hel del ambitiøst. I den socialdemokratiske gruppe var der delte opfattelser med hensyn til forslagets regel om at afskaffe kirkelig vielse med borgerlig gyldighed. Han hældede nærmest til den anskuelse, at man skulle give borgerne mulighed for at vælge. Med hensyn til ægteskab mellem søskende, så fandt han, at man skulle have bevaret forbuddet og så måske føjet til, at i tilfælde, hvor ganske særlige omstændigheder talte derfor, kunne tilladelsen gives. Reglerne om de ægteskabslignende forhold havde hans sympati, ikke mindst fordi man her havde haft de homofile i tankerne. Med hensyn til storfamilier, så hørte han til dem, der mente, at det ville blive interessant at se, om tanken om små kollektive samfund ville brede sig, og hvilke erfaringer man ville få. På grund af det manglende erfaringsmateriale var det noget forhastet at komme med et forslag. Han var personligt tilhænger af 18 år som ægteskabsal der for manden, men der var andre meninger i hans gruppe.
Hanne Budtz (KF) fandt, at det anerkendtes på mange måder, at der fandtes andre former for samliv end ægteskabeligt samliv. Det ville være rimeligt at se på konsekvenserne af andre former for samliv. Der kunne være spørgsmål, der kunne løses gennem særlovgivning, f. eks. lejelovgivningen. Med hensyn til storfamilier, der kunne omfatte alle former for polygami, polyandri, homofile forhold og søskendeægteskab, så ville hun sige helt klart, at det konservative folkeparti ikke kunne medvirke til gennem lovgivningen at fremme en social strukturændring på denne måde. Med hensyn til de ægteskabslignende forhold, så fandt hun det reaktionært og inkonsekvent, at man skulle kunne få dom til ægteskab over en modvillig part, der så dagen efter ensidigt kunne forlange separation.
Merete Bjørn Hanssen (V) tog på sit partis vegne absolut afstand fra forslaget. Forslagets regler om ægteskabslignende forhold var i egentligste forstand reaktionært. En af de brugte definitioner på et fast samlivsforhold var forsørgelse. Hele den moderne udvikling gik ud på at ændre ægteskabets karakter af en livsvarig forsørgelses- institution for kvinderne. Ægteskabets retsvirkninger måtte opnås på grundlag af to parters erklærede personlige vilje hertil, og de skulle ikke kunne opnås ved dom og mod den ene parts ønske og vilje. „Fra liberal side kan vi altså hverken acceptere forslagets grundlæggende forsørgelsessynspunkt eller det overgreb mod den personlige frie vilje, der her er tale om."
Else-Merete Boss (RV) mente, at der var enkelte ting i forslaget, som det var rigtigt at tage med i overvejelserne om en ny ægteskabslov. Andre ting kunne afvises med det samme. F. eks. var det urimeligt at lovgive om såkaldte storfamilier, da man endnu kun vidste lidt om dette nye fænomen.
I stedet for som i forslaget at ophæve forbuddet mod ægteskab mellem søskende ville hun foreslå en dispensationsbestemmelse for de sikkert sjældne tilfælde, hvor søskende eller halvsøskende, der er opvokset hver for sig, i voksen alder træffer hinanden og ønsker at indgå ægteskab.
Hun forstod den gode hensigt med hensyn til beskyttelse af den svage part ved reglerne om ægteskabslignende forhold, men det hårdhændede tvangselement stødte hende. Et sted, hvor det kunne være rimeligt at få en anerkendelse af et ægteskabslignende forhold, var, hvor to homofile havde bygget en tilværelse og et hjem op i fælleskab. Anerkendelsen skulle dog være afhængig af begges ønske.
Hun mente, at det ville være lidt urimeligt ikke at have en direkte skilsmisseadgang, hvis begge parter var enige og begge ønskede at indgå et nyt ægteskab.
Mægling var efter forslaget helt udeladt. Hun syntes, at det var værd at overveje at erstatte mæglingsinstituttet med et oplysnings- eller vejledningsinstitut. Endelig ønskede hun en nærmere drøftelse af de af højesteretsdommer Jørgen Trolle og amtsfuldmægtig Andrup fremsatte tanker om behandlingen af ægteskabssager.
Kjær Rasmussen (VS) kunne tilslutte sig en ægteskabsalder på 18 år for mænd. Ligeledes var det en forbedring, at der blev adgang til separation, blot én part krævede det, og at den kirkelige vielse med borgerlig gyldighed blev afskaffet. Man manglede dog et stormløb mod det gængse kønsrollemønster. Bestræbelserne burde gå ud på at afvikle hele beskyttelseslovgivningen, den beskyttelseslovgivning, hvor det offentlige følte sig forpligtet til at gribe ind i og forme folks private samlivsforhold. Med hensyn til anerkendelse af ægteskabslignende forhold efter 3 år, så burde der vel have stået, at man måtte forlange enighed om at kræve det.
Efter ordførerne talte Kai Moltke (u. p.), der om storfamilierne sagde, at afsnittet hørte hjemme i loven om aktieselskaber eller om andelsselskaber, og Bodil Koch (S), der med støtte i Grundtvigcitater gik ind for tvungent borgerlig ægteskab.
Forslaget blev henvist til det udvalg, der var nedsat til at behandle forslag til lov om ægteskabs indgåelse og opløsning. Dette udvalg afgav ikke betænkning eller beretning over forslaget, men i betænkningen over ægteskabsloven siges det, at det af Poul Dam m. fl. fremsatte forslag havde været inddraget i drøftelserne.