Den 11. marts 1966 fremsatte den daværende handelsminister forslag til lov om ændringer i lov om skibes bemanding (årbog

1965-66, side 478 ff.). Lovforslaget genfremsattes enslydende henholdsvis den 6. oktober 1966 og den 8. december 1966 (årbog 1966-67, side 491 ff. og 510 ff.). I en betænkning af 1. marts 1967 tilkendegav det folketingsudvalg, der behandlede lovforslaget, at det ikke havde været muligt at afgive betænkning over lovforslaget under hensyn til, at man fra flere af søfartsorganisationerne havde modtaget så omfattende forslag til ændringer i de gældende og foreslåede bemandingslovregler, at det ikke havde været praktisk muligt hverken at få de spørgsmål, man i denne forbindelse havde været nødt til at stille handelsministeren, besvaret eller i det hele tage stilling til det fremsatte bemandingslovforslag.

Lovforslaget blev ikke senere genfremsat.

På denne baggrund fremsattes det her omhandlede lovforslag.

I lovforslaget foreslås, at bemandingsskalaen, for så vidt angår ældre skibe, føres tilbage til stort set den skala, som gjaldt, før lovrevisionen i 1964 fandt sted, og mod hvis ændring samtlige søfartsorganisationer havde protesteret ud fra sikkerhedsmæssige grunde.

Med hensyn til skibe, der er optaget i skibsregistret efter 1. april 1964, foreslås ingen ændringer i den efter de gældende regler fastsatte samlede dæksmandskabsstyrke for de enkelte skibsstørrelseskategorier. For såvel ældre som nyere skibe foreslås skalaen tillige udvidet til også at omfatte coastere ned til en størrelse af 250 BRT, ligesom der i øvrigt er foretaget mindre korrektioner i skibsstørrelsesskalaerne.

Endvidere er det foreslået, at der i skibe over 500 BRT skal være mindst 2 mand af dæksbesætningen — heraf mindst 1 befaren — på vagt.

Endelig foreslås, at den adgang, der efter den gældende lovs § 40, stk. 1, er givet direktøren for statens skibstilsyn til at tillade afvigelser fra lovens bemandingsregler, ophæves.

Lovforslaget fremsattes i folketinget sammen med det af samme forslagsstillere fremsattte forslag til lov om ændring i sømandsloven, og begge lovforslag kom til 1. behandling sammen med det af medlemmer af socialistisk folkeparti fremsatte forslag til lov om ændring af lov om skibes bemanding.

Ved 1. behandlingen kunne handelsministeren ikke anbefale nogen af lovforslagene. Specielt vedrørende de to bemandingslovforslag gjorde han opmærksom på, at bemandingsloven principielt er baseret på sikkerhedssynspunktet, og at der hverken for handelsministeriet eller statens skibstilsyn forelå oplysninger af nogen art, som indicerede, at den stedfundne reduktion af dæksmandskabet i større skibe havde svækket sikkerheden til søs.

Om den i begge lovforslag foreslåede ophævelse af dispensationshjemmelen i lovens § 40, stk. 1, havde ministeren den opfattelse, at bestemmelsen havde haft sin store betydning som en smidiggørelse af loven, sådan at de idelige ændringer og justeringer af skalaen kunne undgås. Faldt dispensationsadgangen bort, ville fleksibiliteten i bemandingen forsvinde og erstattes af et stift be- mandingssystem. Dette ville have uheldige virkninger, da en smidig dispensationsbestemmelse måtte anses for at være bydende nødvendig under hensyn til den rivende tekniske og strukturelle udvikling, der stadig fandt sted inden for international skibsfart. Heller ikke de øvrige foreslåede ændringer kunne ministeren tilslutte sig.

Helge Nielsen (S) fandt generelt, at bemandingsloven burde ændres på flere punkter. Dette gjaldt især i dispensationsbestemmelsen, som efter hans mening ikke var blevet administreret i den ånd, bestemmelsen var blevet til i. På den anden side var det nødvendigt fortsat at have en dispensationsbestemmelse for at undgå at revidere loven hvert år, men bestemmelsen måtte udformes på en anden måde.

Samtlige ordførere for de tre regeringspartier kunne tilslutte sig handelsministerens kritik mod lovforslagene.

Efter en længerevarende debat henvistes alle de tre lovforslag til behandling i et udvalg, som imidlertid ikke afsluttede sit arbejde inden folketingsårets udløb.